Krigen i Ukraine

Journalistforbund klager over "fordomsfuld" og "racistisk" dækning af Ukraine

Arabisk journalistforbund beder alle nyhedsorganisationer om at være bevidste om fordomme og sammenligninger med konflikter i Mellemøsten.

Der bliver rettet kritik af flere vestlige medier for at underminere krige og konflikter i andre dele af verden, når man sammenligner med invasionen af Ukraine.

Det gælder blandt andet den amerikanske nyhedskanal CBS News, hvor korrespondenten Charlie D’Agata lørdag kommenterede fra Ukraines hovedstad, Kiev.

- Det her ikke et sted - med al respekt - som Irak eller Afghanistan, der har set konflikter rase i årtier. Det her er en relativt civiliseret, relativt europæisk – jeg skal også bruge de ord forsigtigt – by. En by, hvor du ikke ville forvente eller håbe, at det kommer til at ske, lød det.

Den og flere andre udtalelser i vestlige medier har fået Det Arabiske og Mellemøstlige Journalistforbund (AMEJA) til at sende en erklæring ud, der fordømmer antydninger af, at visse lande skulle være uciviliserede og derfor forventeligt har konflikter i landet.

- Denne type kommentarer reflekterer den udbredte mentalitet i vestlig journalistik ved at normalisere tragedier i områder som Mellemøsten, Afrika, Sydasien og Latinamerika. Det dehumaniserer og fortolker deres oplevelser med krig som normale og forventede, lyder det i erklæringen.

Dansk Journalistforbund: Vær opmærksom på sprogbruget

AMEJA fremhæver eksempler fra amerikanske, britiske og franske medier, og det samme gør en gennemgang fra The Washington Post.

Charlie D’Agata har efterfølgende undskyldt for sit sprogbrug og kaldt det ”et dårligt ordvalg”, ligesom den engelske afdeling af nyhedsorganisationen Al Jazeera har beklaget en tv-værts sammenligning med flygtninge fra Mellemøsten og Nordafrika.

Tine Johansen, der er formand for Dansk Journalistforbund, mener, at det er en ”helt aktuel og akut debat”, og at medierne skal være meget opmærksomme på sprogbruget – særligt når det foregår så tæt på hjem.

- Som presse er man med til at skabe et billede hos befolkningen. At man bliver følelsesmæssigt påvirket smitter af på modtageren af den journalistik, man laver, siger hun til TV 2.

Hun har ikke selv set lignende eksempler i danske medier, men hos journalistforbundet har de haft diskussioner og overvejelser om at skrive en guide til dækningen af Ukraine. For det er det altdominerende emne i mediebilledet lige nu.

- Det ligger også i de nyhedskriterier, vi lærer om på journalistuddannelserne, at jo tættere ting er på, jo mere genkendelige er de, siger hun.

Civile tab og forflyttelser i andre lande er lige så afskyelige i andre lande, som de er i Ukraine

Erklæring fra Det Arabiske og Mellemøstlige Journalistforbund (AMEJA)

Debatteres på sociale medier

Debatten er også kommet vidt omkring på sociale medier, hvor blandt andet den danske korrespondent Puk Damsgård har rettet kritik af, hvordan krigsofre fra Ukraine og Mellemøsten bliver omtalt.

AMEJA opfordrer i dets erklæring, at korrespondenter bliver uddannet i ”de kulturelle og politiske nuancer” i de regioner, som de dækker, og at man ikke henfalder til fordomme om eksempelvis Mellemøsten.

- Nyhedsrummene må ikke lave sammenligninger, der vægter betydningen af eller retfærdiggør en konflikt over en anden – civile tab og forflyttelser i andre lande er lige så afskyelige i andre lande, som de er i Ukraine, lyder det.

Philip Seib, der er professor emeritus i journalistik og public diplomacy ved University of Southern California, sammenligner over for Washington Post den nuværende dækning med 1990’erne, hvor hvide mennesker døde i titusinder i Balkan, og hundredtusinder af sorte mennesker døde i Rwanda.

Her fik Balkan langt mere dækning, siger Philip Seib.

- Der ser ud til at være en trækkraft mod mere vestlige dækning af folk, som er ’ligesom os’ - for at bruge deres termer, siger han til Washington Post.