Krigen i Ukraine

Forhandlinger mellem Ukraine og Rusland begynder nu

Klokken ti mødes de to parter ved den hviderussiske grænse. Ukraine kræver øjeblikkelig våbenhvile og tilbagetrækning af russiske soldater.

Forhandlinger mellem Ukraine og Rusland ved den hviderussiske grænse ventes at gå i gang mandag formiddag dansk tid. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Rusland går angiveligt ind til forhandlinger med Ukraine med et ønske om at indgå en aftale, der er i begge landes bedste interesse, lyder meldingen fra Ruslands chefforhandler, Vladimir Medinskij, kort før mødet mellem russiske og ukrainske repræsentanter i den hviderussiske Gomel-region nær Ukraines grænse.

Ukraine går til forhandlingerne med et krav om øjeblikkelig våbenhvile og tilbagetrækning af russiske soldater, lyder det kort før mødet fra det ukrainske præsidentkontor.

Præsidentkontoret oplyser desuden, at en ukrainsk delegation er ankommet til mødet. Mødet står til at gå i gang klokken ti dansk tid.

Endeligt mødested

- Desværre blev mødestedet forhandlet og så genforhandlet i rigtig lang tid.

- I aftes nåede vi frem til det endelige mødested ikke langt fra den ukrainske grænse i Gomel-regionen, som det var planen fra start, siger Vladimir Medinskij.

Den russiske chefforhandler siger, at Ukraine vil være repræsenteret af relativt højtstående diplomater. Han er dog ikke autoriseret til at fortælle, hvem fra Ukraine der deltager, siger han ifølge Tass.

Afviste i første omgang at mødes

Forhandlingerne er kommet på plads efter en telefonsamtale mellem Volodymyr Zelenskij og Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko.

Det er første gang, at delegerede fra Rusland og Ukraine er gået med til at mødes, siden Rusland torsdag indledte en invasion i Ukraine.

Den ukrainske præsident havde ellers i første omgang afvist en invitation fra Rusland om at mødes til forhandling.

For han ville ikke mødes på hviderussisk jord, da han mener, at Hviderusland er meddelagtig i den russiske invasion.

Den hviderussiske præsident har da også været ude at sige, at hviderussiske styrker potentielt kan tilslutte sig Ruslands igangværende offensiv mod Ukraine, hvis der bliver brug for det.

Zelenskij tror ikke på resultat

Zelenskij har indtil nu ikke udtrykt sig videre optimistisk i forhold til mandagens møde.

- Jeg tror ikke rigtigt på, at mødet vil give et resultat.

- Men lad dem prøve, så der ikke længere er en eneste borger i Ukraine, der har nogen tvivl om, at jeg som præsident forsøgte at stoppe krigen, da der var bare en lille chance, sagde den ukrainske præsident søndag.

Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, afviser, at Ukraine på nogen måde vil kapitulere. Det sagde han umiddelbart inden nyheden om mødet.

- Vi opgiver ikke en eneste tomme af vores territorium, lød det søndag.

Rusland opruster

Lige inden nyheden om forhandlingerne søndag blev sendt ud, meddelte Ruslands præsident, Vladimir Putin, i en tv-tale ifølge Reuters, at Rusland øger atomberedskabet.

I mellemtiden skriver det britiske forsvarsministerium i deres daglige opdatering om situationen i Ukraine, at Ruslands invasionsstyrker har samlet en stor mængde soldater og køretøjer 30 kilometer fra den ukrainske hovedstad, Kiev.

Forsvarsministeriet vurderer, at Ukraine er lykkedes med at forsinke russernes invasion betydeligt, men melder om fortsatte kampe i Ukraines næststørste by Kharkiv.