Rusland invaderer Ukraine

Russisk delegation i Hviderusland for at forhandle – men Ukraine afviser

Søndag morgen melder ukrainsk militær, at det har nedskudt et krydsermissil, der var affyret af et russisk bombefly fra hviderussisk territorium.

Den russiske regering siger søndag morgen, at den har sendt en delegation til Hviderusland for at forhandle med Ukraine.

Men den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, har straks afvist at forhandle på hviderussisk jord med den begrundelse, at Hviderusland er meddelagtig i den russiske invasion.

Ukraine er fortsat åbne for at forhandle, understreger Volodymyr Zelenskij søndag morgen i en frisk videotale. Men det skal ikke foregå i et land, der bliver brugt til at angribe Ukraine, fastslår han.

Talsmand: De ved, det er formålsløst

Reuters citerer præsidentens talsmand, Mikhail Podolyak, for at sige, at den russiske delegation er ankommet til den hviderussiske by Gomel velvidende, at det er formålsløst.

Imens meddeler talsmand for Ruslands regering Dmitrij Peskov, at kampene ikke vil blive indstillet under eventuelle forhandlinger.

Den russiske regering meddelte lørdag, at Vladimir Putin var klar til at sende en delegation til Hviderusland. Men Rusland har ikke på noget tidspunkt givet udtryk for at ville slække på sine krav om, at Ukraine skal afmilitariseres og erklære sig neutralt.

Tidligere har Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, også sagt, at Rusland ville forhandle en fredsaftale, hvis de ukrainske soldater lagde sin våben.

Krydsermissil skudt ned

I dagene op til invasionen gennemførte Rusland en stor militærøvelse i Hviderusland i fællesskab med hviderussisk militær.

Da Rusland invaderede Ukraine natten til torsdag 24. februar, kom angrebene ifølge ukrainsk militær blandt andet også fra Hviderusland, hvor Rusland havde beholdt omkring 30.000 tropper efter forrige weekends militærøvelse.

Så sent som søndag morgen melder det ukrainske militær desuden, at det har nedskudt et krydsermissil, der var affyret af et russisk bombefly fra hviderussisk territorium.

Kampene fortsætter søndag flere steder i Ukraine. Russiske styrker er brudt igennem forsvarslinjen til Ukraines næststørste by, Kharkiv, og der meldes om hårde kampe.