Rusland invaderer Ukraine

Analyseinstitut: Ukraines ledere kan snart stå over for en svær beslutning

Hårde kampe flere steder i landet med flere civile ofre. Analytiker vurderer, at Rusland har justeret sin strategi.

- Ukraines ledere kan snart stå over for en svær beslutning.

Sådan advarer amerikanske Institute for the Study of War i en analyse publiceret natten til søndag.

De russiske invasionsstyrker, der kommer fra Krim i syd, har nemlig skiftet retning. I stedet for at angribe mod havnebyen Odessa presser de i stedet nordpå mod Zaporizjzja og Dnipro-floden og østpå mod Mariupol.

Dermed kan de russiske styrker være på vej til at omringe den del af den ukrainske hær, der kæmper mod separatisterne i øst.

Dilemmaet

Institute for the Study of War er en amerikansk nonprofit tænketank, der blandt andet er finansieret af amerikanske våbenproducenter.

Instituttets analytikere vurderer, at præsident Volodymyr Zelenskij og hans generalstab snart kan stå over for valget mellem at trække forsvaret i øst tilbage eller at blive og kæmpe, men så risikere at store dele af hæren bliver omringet og ødelagt.

Analysen fortsætter, at det stadig ikke er lykkedes russerne at omringe og isolere hovedstaden Kiev med luftbårne og lette landbaserede styrker. Derfor vurderer analyseinstituttet, at vi nu ser en mere ligefrem landbaseret fremrykning mod hovedstaden.

Her har befolkningen i Ukraine endnu en nat holdt stand. Men ikke uden ofre.

En dreng på seks og en pige på syv

I hovedstaden mistede en seksårig dreng livet natten til søndag. CNN-journalist Tim Lister citerede Serhii Chernysuk, der er læge på børnehospitalet Okhmatdyt i Kiev.

I regionen Sumy i det nordøstlige Ukraine har en syvårig pige mistet livet sammen med fem andre under et russisk bombardement, siger guvernør Dmitry Zhivitsky til Kyiv International.

Og i Kharkiv døde en ældre kvinde, da en nietagers beboelsesejendom, hun boede, i blev ramt. Det fortæller ukrainske myndigheder ifølge Kyiv International.

I samme by blev en gasrørlinje sprængt i luften. Ifølge ukrainske myndigheder af russiske styrker.

En videooptagelse viser en paddehattesky stige til vejrs mod den kulsorte nattehimmel. Der er ikke tale om kernevåben, understreger den ukrainske embedsmand, der har delt videoen med Associated Press. Det har ikke været muligt for TV 2 at bekræfte videoen uafhængigt.

I Vasylkiv eksploderede et oliedepot til en militærlufthavn midt på natten så voldsomt, at det i flere minutter kunne ses i Kiev, der ligger mere end 30 kilometer væk.

Ifølge FN's humanitære koordinationskontors seneste overblik over civile ofre i invasionen er 64 døde og 240 sårede, men at det reelle tal er betragteligt højere. Mindst 116.000 er allerede flygtet ud af Ukraine.