Krigen i Ukraine

To journalister fra Ekstra Bladet såret af skud i Ukraine

Journalisterne, der var på opgave for Ekstra Bladet, er begge uden for livsfare.

En reporter og fotograf fra Ekstra Bladet er lørdag blevet ramt af skud, mens de var på reportage i den østlige del af Ukraine.

Det skriver Ekstra Bladet.

Der er tale om journalist Stefan Weichert og fotograf Emil Filtenborg Mikkelsen, som ifølge Ekstra Bladet blev såret, da deres bil blev beskudt.

De to blev hurtigt bragt til et hospital i området og er begge uden for livsfare, skriver Ekstra Bladet. De to journalisters familier er blevet underrettet.

- Vores første prioritet er at få Emil og Stefan i sikkerhed og siden evakueret, og indtil da har vi ikke yderligere kommentarer, siger Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, til avisen.

Ved godt mod trods omstændigheder

Det var i byen Ohtyrka, at Stefan Weichert og Emil Filtenborg Mikkelsen var på opgave for Ekstra Bladet.

Byen er ifølge ukrainske medier under ukrainsk kontrol, efter at militære styrker har genvundet kontrollet med byen. Byen skulle dog stadig være under beskydning, og folk er blevet bedt om at søge ly.

Normalt rapporterer Stefan Weichert og Emil Filtenborg Mikkelsen, som begge har boet fast i Ukraine i to år, til flere danske og internationale medier, men siden krisen mellem Ukraine og Rusland tog fart, har de udelukkende arbejdet for Ekstra Bladet.

Til Ekstra Bladet fortæller Stefan Weichert på vegne af ham selv og Emil Filtenborg Mikkelsen, at de er ved godt mod trods omstændighederne, og at de håber på snart at kunne komme hjem. De har ikke yderligere kommentarer.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra chefredaktør Knud Brix, men han har på nuværende tidspunkt ikke mere at sige om hændelsen.