Rusland varsler nye angreb fra alle retninger
Invasionen i Ukraine ser ud til at gå langsommere, end russerne havde ventet, siger militæranalytiker.
Den russiske hær er blevet beordret til at fortsætte sin offensiv i Ukraine "fra alle retninger".
Det meddeler det russiske forsvarsministerium lørdag.
- Efter man fra ukrainsk side afviste at forhandle, bliver alle enheder i dag beordret til at udvikle en offensiv fra alle retninger i overensstemmelse med operationsplanerne, lyder det fra ministeriets talsmand Igor Konasjenkov.
Han siger, at russerne fredag suspenderede den aktive kamp i centrale områder efter meldinger fra den ukrainske regering om villighed til at forhandle.
Fredagen igennem blev der dog rapporteret om fortsatte kampe på tværs af Ukraine og nye russiske beskydninger ved flere store byer.
Russisk taktik er uklog
Ifølge Steen Kjærgaard, major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, skal vi da heller ikke lægge for meget i den del af udmeldingen fra Rusland.
Det skal nærmere ses som et forsøg på at holde moralen oppe hos sine tropper, efter at den russiske invasion af Ukraine har udviklet sig langsommere, end mange havde spået.
- Det går ikke fremad, som russerne gerne vil have, siger Steen Kjærgaard.
En vigtig del af forklaringen er, at den ukrainske hær synes at give russerne hård modstand. En anden mulig forklaring er, at russerne har angrebet nabolandet fra mange forskellige akser.
- God militærvisdom siger, at hvis man angriber og vil have succes, skal man samle sine styrker og lægge tyngden ét sted. Spredningen er et problem for russerne, siger den danske militæranalytiker.
Derfor fremstår det heller ikke som en klog beslutning fra russisk side, når forsvarsministeriet nu varsler en fornyet offensiv fra alle retninger, mener Steen Kjærgaard.
Nægter at have angrebet civile
I lørdagens opdatering giver det russiske forsvarsministerium også sin udlægning af status på kampene i Ukraine.
Russerne hævder at have gjort fremskridt på flere fronter og retter samtidig beskyldninger mod ukrainerne og modsiger Ukraines udlægning af flere situationer.
Den russiske talsmand understreger, at Ruslands væbnede styrker ikke angriber beboelsesområder i ukrainske byer.
Siden invasionen blev indledt torsdag morgen, har der dog været en lang række beretninger om beboelsesejendomme, som er blevet ramt af den russiske beskydning.
Adskillige civile meldes af de ukrainske myndigheder dræbt i angrebene.