Krigen i Ukraine

Præsidenten har skiftet tøj – nu udråbes han som superhelt

Præsident Zelenskij bliver en form for foregangsmand, der viser ukrainerne, at de skal blive i landet og kæmpe mod russerne, siger eksperter.

Han plejer at have slips og jakkesæt på.

Men de seneste par dage har han iført sig mørkegrønne trøjer og camouflagetøj.

Ligesom Ukraine er landets præsident, Volodymyr Zelenskij, nemlig i krig. Og det er hans tøj en manifestation af.

Det siger Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

- Han viser helt tydeligt, at han er villig til at gå i kamp – til selv at tage våben i hånden, forklarer hun.

Det har også været præsidentens eget budskab i opslag på sociale medier. I en video, han lagde på Twitter lørdag morgen, sagde han, at han vil kæmpe videre mod Rusland.

- Jeg er her. Vi vil ikke lægge vores våben. Vi vil forsvare vores land, lød det fra præsidenten, mens han gik rundt i Kievs regeringsdistrikt.

Helteskikkelser

Præsidentens fremtræden og kamptaler har gjort ham til en form for helteskikkelse i befolkningen.

- Han bliver idoliseret. Der flyder memes rundt på alle kanaler om, at Zelenskij er en superhelt. Det er både på sociale medier og i Ukraines uafhængige nyhedsmedier, siger Benjamin Rud Elberth, der er kommunikationsrådgiver med speciale i politisk og digital kommunikation.

Men det er ikke kun Zelenskij, der har fået den status.

Det samme gør sig også gældende for en række andre prominente ukrainske politikere.

Vitalij Klitjko, der har været borgmester i Kiev siden 2014, begyndte allerede at deltage i militære øvelser for de ukrainske styrker i januar, da der var tegn på, at en russisk invasion nærmede sig.

Det samme gjorde hans bror, Vladimir Klitjko, der ligesom Vitalij Klitjko er tidligere verdensmester i sværvægtsboksning og et kendt ansigt i Ukraine.

- De viser alle, at de går forrest. De kunne tage et fly væk fra Ukraine og leve i sus og dus, men de bliver og tager kampen op, siger Benjamin Rud Elberth.

Det samme gør sig også gældende for Ukraines tidligere præsident Petro Porosjenko og parlamentsmedlemmet Alexey Goncharenko, der begge har fremvist AK47-rifler for rullende kameraer med ét klart budskab til russerne: Ukrainerne overgiver sig ikke.

Ukraines tidligere præsident Petro Porosjenko kommer med en direkte appel til omverdenen fra landets hovedstad, Kiev.

Ukrainsk kampmoral

Og den slags optrædener har en effekt – ikke mindst på kampmoralen i landet.

- Udover at Zelenskij har sagt, at han vil aktivere reserven af mænd mellem 18-60 år og give våben til alle borgere, så viser han også, at det ikke bare er ord, men at han også selv går ind i det, siger Jeanette Serritzlev.

- På den måde personliggør Zelenskij den kamp, som den enkelte ukrainer skal føre og er med til at mobilisere ukrainerne, forklarer hun.

Derfor kan de ledende skikkelsers kommunikation ses som en form for krigsførelse – som en del af en informationskrig, mener Benjamin Rud Elberth.

- Zelenskijs kommunikationsevner er et supervåben. Han sidder i virkeligheden og opildner det ukrainske folk. Det gør han ikke mindst for at vise Putin, at Ukraine ikke overgiver sig, men også i et forsøg på at tage noget af gejsten ud af de russiske soldater, forklarer Benjamin Rud Elberth.

Våben og ammunition

Internationalt har kommunikationsstrategien også vist sig at bære frugt.

Zelenskij har gjort sig bemærket ved at sige, at han "har brug for ammunition, ikke et lift", og det har han fået.

Holland har eksempelvis givet løfte om at sende 200 såkaldte Stinger-missiler, mens USA og Storbritannien bidrager med våben og militær assistance.

- Han får faktisk militærhjælp i form af ammunition og våben. Det er ikke bare et lækkert citat på sociale medier, siger Jeanette Serritzlev.

- Så jeg tror, strategien virker. Han ved godt, at han sætter sit eget liv på spil ved at blive i Ukraine. Som han selv har sagt, så ved han, at han er nummer ét på den russiske dødsliste, og hans familie er nummer to. Hvis det ikke skulle give respekt, så ved jeg ikke, hvad ville, siger hun.