Mange russiske soldater meldes dræbt: - Putin får det ikke, som han ønsker
Rusland har endnu ikke selv meldt noget ud om dræbte. Den britiske forsvarsminister mistænker dem for at ville holde de reelle tabstal skjult.
Kamphandlingerne fortsætter fredag flere steder i Ukraine mellem regeringsstyrker og russiske soldater, der har indledt en invasion af nabolandet.
Men kampen bliver ikke kun udkæmpet med missiler, granater og ammunition. Der foregår også en kamp om fortællingen.
Både fra ukrainsk og russisk side bliver der ivrigt meldt om nederlag til den anden part.
I den seneste opdatering hævder Ukraines forsvarsministerium, at omkring 800 russiske soldater allerede har mistet livet under invasionen.
- Fjenden har lidt alvorlige tab, og fjenden vil lide endnu flere tab, siger præsident Volodymyr Zelenskij ifølge ukrainske Interfax.
Ukrainernes eget tabstal er senest officielt opgjort til 137, hvilket også omfatter civile tab. Det reelle tal kan dog være meget højere.
Briter melder om 450 døde russere
Det britiske forsvarsministerium meldte tidligere fredag ud, at mindst 450 russiske soldater var blevet dræbt i Ukraine.
Ifølge den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, har den ukrainske hær indtil videre ydet større modstand, end russerne havde ventet.
- Ukraine har kæmpet godt imod, og præsident Putin får det ikke, som han ønsker, siger Wallace ifølge Sky News.
Foruden de dræbte soldater hævder det ukrainske forsvar også at have ødelagt syv kampfly, seks helikoptere, flere end 30 kampvogne og omkring 130 pansrede køretøjer.
TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt rapporterede torsdag eftermiddag om flere brændende russiske kampvogne nær Kharkiv, der havde forsøgt at komme ind i Ukraines næststørste by.
Rusland har ikke oplyst tabstal
Ruslands forsvarsministerium hævder modsat i sin seneste opdatering at have ødelagt 118 faciliteter i det ukrainske militærs infrastruktur, herunder 11 luftbaser, 13 kontrolposter, 36 radarstationer og 14 missilsystemer.
Hertil kommer fem fly, en helikopter, 18 kampvogne, fem droner og fem både.
Men modsat Ukraine melder russerne ikke noget om menneskelige tabstal for hverken dem selv eller den anden part.
Da den russiske præsidents talsmand, Dmitrij Peskov, fredag blev spurgt af den russiske presse om ofre for den russiske offensiv, havde han ikke noget svar.
- Det må I tale med forsvarsministeriet om, svarede han ifølge Interfax.
Meldinger om mobile krematorier
Det britiske forsvarsministerium beskyldte tidligere på ugen Rusland for at ville forsøge at skjule deres tabstal under en invasion.
I samme ombæring offentliggjorde briterne billeder af mobile krematorier, som den russiske hær skal have medbragt.
Ifølge forsvarsministeren ville det være en måde for russerne at skjule det reelle antal døde soldater over for resten af den russiske befolkning.
- Hvis jeg var soldat og vidste, at mine generaler havde så lidt tiltro til mig, at de havde et krematorium til at følge mig rundt på slagmarken, eller hvis jeg var en mor eller en far til en søn, som potentielt skulle ind i en krigszone, og min regering mente, måden at skjule dødstab på var ved at bruge et krematorie på slagmarken, ville jeg være dybt, dybt bekymret, sagde Ben Wallace til The Telegraph.
Mens Rusland ikke har givet nogen oplysninger om dræbte, hævder de til gengæld at have taget 150 ukrainske soldater som fanger.