Rusland invaderer Ukraine

Billedet af Putin er ved at krakelere, siger ekspert

Putin begrænser altid sin personlige risiko og overlader den til andre. Men denne gang stiller han sig forrest og risikerer mere, vurderer ekspert.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, reagerer anderledes end normalt.

Han har bevæget sig ud på usikker grund, hvor han ikke har lige så meget kontrol som tidligere.

I virkeligheden satser han alt.

Sådan lyder analysen fra to eksperter, der begge har fulgt Rusland og Putin tæt. Den første er Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), som oplever, at billedet er ved at krakelere.

- Vi har en idé om Putin som en strategisk tænker, vi taler om ham som en skakspiller, og han ynder også selv det her billede, siger han og fortsætter:

- Men ofte er det misvisende, for vi glemmer, at han ikke får det udfald, han gerne vil.

"Rablende" tv-tale

Flemming Splidsboel henviser til, at selvom det har været en stor ambition for Putin at trække de tidligere sovjetrepublikker tættere på, så er de stort set alle sammen gledet længere væk. Han har mistet Ukraine længe før denne mission, påpeger forskeren.

I en time lang tv-transmitteret tale fra Kreml tonede Vladimir Putin mandag frem og kom med historiske anklager mod Ukraine og rasede mod Vestens indblanding i den nuværende konflikt mellem Rusland og Ukraine. En tale, der har potentiale til at gå over i historien.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har givet ordre til at sende russiske soldater ind i de to selverklærede republikker Luhansk og Donetsk i det østlige Ukraine.

Præsident Putin talte med sammenbidte tænder og med et vredt stemmeleje. Han virkede indebrændt, fortæller forskeren.

- Det virkede, som om det kom helt indefra. Således at det, vi ser nu, på en måde er Putins personlige følelse af svigt, afvisning og skuffelse, som finder udtryk i russisk udenrigspolitik, siger Rusland-eksperten.

Flemming Splidsboel oplevede, at det føltes mere personligt for præsident Putin, og hans første indtryk var, at Putin i talen fremstod "rablende" gal.

- Jeg synes, han var over det hele på forskellige niveauer. Den blandede forskellige ting og havde ikke klarhed og stringens. Mit indtryk var også, at det var noget, han selv havde forfattet og ikke noget, der var kommet fra hans administration, siger han.

Han understreger, at han ikke er den rette til at vurdere Putins mentaltilstand, men han oplever, at han måske har "mistet forbindelsen" til, hvad der sker i hans eget samfund. På trods af det er Flemming Splidsboel ikke i tvivl om, at det hele er nøje planlagt.

- Men det kan stadig godt være på baggrund af dårlig eller ufuldstændig information og en proces, hvor Putin, fordi han er omgivet af folk, der ikke tør sige andet, blot får at vide, at det er en god idé.

En anden strategi

En lignende melding kommer fra Jens Worning, der er udenrigskommentator på Kristeligt Dagblad, ekspert i russiske forhold og har fulgt Putin tæt i mange år.

Han oplever, at vi ser Putin fra en anden side, og at han har valgt en helt modsat strategi end normalt. På kalkuleret vis plejer Putin nemlig at skubbe andre i forgrunden og vente med at tage ansvar for operationerne, til han er helt sikker på, at det går godt, mener eksperten.

Men med talen satte han sig selv personligt i spidsen for Ukraine-aktionen.

- Derfor er det her den største satsning i Putins politiske liv, vurderer Jens Worning.

Ifølge ham har Putin et typisk reaktionsmønster, der handler om at holde armslængde til alt, hvad han gør, indtil der tegner sig et billede af, at det ser ud til at lykkes. Så vil han til gengæld gerne tage æren for det.

- Går det, som han ønsker, går han ind og omfavner det som en sejr for Rusland, og går det galt, så er han en far, der går ind og retter op på tingene og siger, at han nok skal få styr på det, forklarer Jens Worning.

Ifølge ham er Putin meget taktisk og opportunistisk.

- Han har ikke nogen langsigtet strategi, men når han ser en åbning, griber han den og siger, hvad kan jeg få ud af det her.

Videoen er fra et møde i Sikkerhedsrådet, og viser Putin sidde bag et kæmpe skrivebord, mens han beder medlemmerne træde frem en efter en og aflægge en bemærkning om, hvordan de ser på spørgsmålet om Ukraine.

Kan tabe meget

De seneste dage har et videoklip af præsident Putin floreret. Videoen er fra et møde i Sikkerhedsrådet og viser Putin sidde bag et kæmpe skrivebord, mens han beder medlemmerne træde frem en efter en og aflægge en bemærkning om, hvordan de ser på spørgsmålet om Ukraine.

Da Putins spionchef, Sergei Naryshkin, som den sidste i rækken, træder frem, får han fremstammet et usammenhængende svar. Til sidst bliver han sat på plads af Putin med ordene: "Tal klart!".

Flemming Splidsboel studsede også over mødet i Sikkerhedsrådet, som han kalder en "masterclass i autoritær ledelse". Ifølge ham udstrålede videoen ubehag.

- Hele scenografien var sat op på en måde, som skulle vise, hvor magtfuld og stor han var, siger han og uddyber, at det var interessant at se, hvordan hans folk kom "krybende hen" til Putin og tydeligt var fremstillet, som om de var langt under hans niveau.

- Det vidner om, at Putin er meget egenrådig, og at de folk, som var dem, der burde sætte sig ned og sige, at det er en dum idé, og om han har overvejet tingene, ikke gør det, fordi de er bange for ham, siger Flemming Splidsboel.

Ifølge Jens Worning siger Naryshkin i virkeligheden i klippet, at muligheden for dialog med Vesten ikke er udtømt endnu. Det vil Putin dog ikke høre tale om og ydmyger ham derfor i salen.

- Selvom du nærmest ingenting ved om Putin og Rusland, så kan du se, hvad der sker mellem de to mænd visuelt, så det står meget stærkt og ydmygende, siger han.

Jens Worning ser det som et risikabelt træk for Putin, at han har valgt at stille sig frem og gøre invasionen til et personligt projekt for ham. For selv hvis det lykkes at sejre militært, vil noget andet stå i vejen for ham, vurderer han.

- Ukrainerne vil ikke have respekt for ham, embedsmændene vil modarbejde ham, og han må afvæbne den ukrainske hær, for de sidste otte år har de trænet for at få bygget et forsvar op imod Rusland.

Han fastslår en sidste ting.

- Det hele falder tilbage på Putin. Han har aldrig risikeret mere end det her.