Krigen i Ukraine

USA og Europa skruer op for sanktionerne - men én ting kan de ikke enes om

Vesten har hele tiden kaldt en udelukkelse fra SWIFT den tungeste sanktion, der kan indføres mod russerne. Men der er ikke enighed om at bruge den.

Både USA, Storbritannien og EU har torsdag pålagt Rusland nye sanktioner efter invasionen af Ukraine.

Men ingen af parterne er parat til at bruge det våben, som de hele tiden har nævnt som det stærkeste – og som politikere som den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, har kaldt "den store hammer” i værktøjskassen.

Nemlig at udelukke Rusland fra det globale finansielle system SWIFT.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, remsede en række sanktioner op, som Storbritannien ville indføre sammen med sine allierede, USA og EU.

Men om SWIFT nøjedes han med at sige, at Storbritannien var ”åben” over for den idé.

Hvad er SWIFT?

SWIFT-systemet, der er baseret i Belgien, gør det muligt for over 11.000 banker og finansielle institutioner verden over at udveksle elektroniske meddelelser og pengeoverførsler.

Bliver Rusland udelukket fra SWIFT, vil det gøre det meget besværligt for russiske virksomheder at handle med udlandet.

Både Rusland og Kina har lavet deres egne alternativer til SWIFT for at blive mindre sårbare over for den vestlige kontrol af systemet, men ingen af disse alternativer har fået større international udbredelse.

Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske, siger til TV 2, at det næppe var manglende vilje hos USA og Storbritannien, der gjorde, at SWIFT-våbnet ikke blev taget i brug.

- Begge ville sikkert gerne, men de har først og fremmest fokuseret på enigheden blandt de vestlige allierede. Og der er flere vestlige lande, der ikke vil tage SWIFT-våbnet i brug, siger han.

- Vi kan jo gætte på, at det er Tyskland, Italien, Ungarn og Cypern – den mest Ruslandsvenlige del af EU – som ikke har været interesseret i det, tilføjer han.

Banker, rigmænd og Aeroflot

Joe Biden fremlagde i stedet sanktioner mod blandt andet de fem største russiske banker. Det er sanktioner, som efter Bidens mening vil "koste Rusland dyrt".

Andre sanktioner vil efter præsidentens vurdering stoppe over halvdelen af Ruslands import af højteknologi.

- Vi har med vilje tilrettelagt de sanktioner, så de har maksimale og langvarige konsekvenser for Rusland, men minimerer konsekvensen for Europa, siger Biden.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, havde kort forinden fremlagt de nye britiske sanktioner.

De indeholder også indgreb mod russiske banker og indgreb over for de mange russiske rigmænd, der har store værdier stående i Storbritannien.

Og så betyder sanktionerne også, at det russiske luftfartsselskab Aeroflot får forbud mod at lande i Storbritannien.

EU-landenes politiske ledere kunne torsdag aften efter blot en times møde erklære sig enige om en sanktionspakke, der skal ramme Ruslands finansielle sektor, energisektor og transportsektor samt en række enkeltpersoner.

Det er sanktioner, der vil have en voldsom virkning på Rusland, siger formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen.

- Denne pakke vil begrænse Ruslands adgang til kapitalmarkederne meget kraftigt, sagde hun efter mødet.

Men SWIFT bliver ikke nævnt i slutdokumentet fra topmødet.