Russiske tropper nærmer sig Kiev

Rusland har indledt en omfattende invasion i Ukraine.

Russiske tropper er på vej mod den ukrainske hovedstad, Kiev.

Russerne er således ved at trænge igennem grænsen til regionen omkring Kiev efter at have været i kamp med ukrainske soldater, melder det ukrainske indenrigsministerium.

Samtidig melder nyhedsbureauet Reuters, at der kan høres adskillige eksplosioner fra hovedstaden.

Midt på eftermiddagen lyder der sirener over Kiev, og de lokale myndighederne har bedt indbyggerne søge dækning.

- En lufttrussel er blevet erklæret i Kiev! Vi beder alle om hurtigst muligt at gå i beskyttelsesrum for civilbeskyttelse, lyder det ifølge Interfax.

Fire metrostationer er taget ud af drift for at kunne fungere som beskyttelse i tilfælde af luftangreb.

De foregående timer har russiske kamphelikoptere gennemført et angreb på militærlufthavnen Gostomel lidt uden for Kiev.

Kiev-borgere flygter

Den russiske offensiv er en del af den invasion, som Rusland indledte tidligt torsdag morgen.

Siden har billeder vist en tæt strøm af biler på vej ud af Kiev med indbyggere, der har forsøgt at komme væk.

- Folk er af gode grunde dybt bekymrede for deres egen sikkerhed. Vi så for ganske kort tid siden en familie med tre voksne kvinder og flere børn, der søgte mod den lokale metrostation, hvor de håbede at finde beskyttelse, siger Divya Das.

Tidligere på dagen så hun ukrainske militærvogne køre gennem byen, og inde fra byen kan hun også høre, at kampene rykker tættere på hovedstaden.

- Vi kan høre, at de her lyde og brag kommer nærmere, hvor vi er. Så der er da en helt klar fornemmelse af, at der er noget, der rykker tættere på Kiev, siger Divya Das.

Borgmester Vitalij Klitjko har indført udgangsforbud mellem klokken 22.00 og 07.00.

Der bor knap tre millioner mennesker i den ukrainske hovedstad.

Meldinger om civile ofre

Fra tidlig morgen lød der luftalarmer over Kiev, mens russiske missiler ramte mål flere steder i Ukraine.

Der har primært været tale om militære mål, men også flere civile områder har rapporteret om ødelæggelser, dræbte og sårede.

Blandt andet tæt ved landets næststørste by, Kharkiv, hvor en beboelsesejendom er ramt, og en dreng meldes omkommet.

Lokale myndigheder melder om mindst 18 dræbte i missilangreb i Odessa og 6 dræbte i Brovarij nær Kiev

Sideløbende har der været meldt om, at russiske tropper er trængt ind over grænsen til Ukraine fra flere sider.

Ukraines hær har modsat sig, og torsdag middag meldes der om kampe i mange af Ukraines regioner.