Rusland invaderer Ukraine

Politi i Moskva anholder demonstranter ved Ukraine-protest

Rusland har advaret aktivister mod at deltage i "ulovlige" demonstrationer mod russisk offensiv i Ukraine.

Russisk politi anholder torsdag aften demonstranter, der er samlet i det centrale Moskva for at protestere mod krig i Ukraine.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Ria ifølge Reuters.

Ifølge en opgørelse fra OVD-Info, der overvåger demonstrationerne, er mindst 1600 mennesker blevet anholdt i 51 byer.

Jeg blev tilbageholdt på vej ud af huset

Marina Litnovitj, russisk aktivist

Demonstranter er anholdt

Kampklædt politi i Moskva har grebet ind mod en demonstration i Moskva. Også i Ruslands næststørste by, Sankt Petersborg, er snesevis af demonstranter anholdt. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Torsdag advarede Ruslands regering sine egne borgere mod at deltage i demonstrationer mod den indledte offensiv i Ukraine.

I det centrale Moskva er politiet massivt til stede. Området omkring Pusjkin-pladsen er spærret af.

Russisk aktivist anholdt

Tidligere på dagen blev en russisk aktivist angiveligt anholdt efter at have opfordret til demonstrationer.

- Jeg blev tilbageholdt på vej ud af huset, skriver Marina Litnovitj, en russisk aktivist fra Moskva, på beskedtjenesten Telegram.

Hun har også bekræftet meldingen i en besked til Reuters.

Litnovitj har opfordret russerne til at samles til demonstrationer mod Ruslands invasion af Ukraine i flere russiske byer torsdag aften.

Slået hårdt ned

I Sankt Petersborg er op til 1000 demonstranter samlet for at protestere.

- Jeg føler, at myndighederne er gået fra forstanden, siger Svetlana Volkana, en af demonstranterne i Sankt Petersborg, til AFP.

Ruslands sikkerhedsstyrker har tidligere slået hårdt ned på demonstrationer med kritik af præsident Vladimir Putins regering.

Den russiske offensiv blev indledt i de tidligere morgentimer torsdag.