Rusland invaderer Ukraine

Krigen kommer til at ramme den helt almindelige dansker, siger Mette Frederiksen

Danskerne skal forvente, at energipriserne stiger som følge af Ruslands invasion i Ukraine.

Krigen i Ukraine kommer til at kunne mærkes i Europa og også i Danmark.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) ved et pressemøde torsdag eftermiddag.

Krigen koster først og fremmest liv og sender mange mennesker på flugt, men den vil også påvirke energipriserne.

- Det her kan komme til at få store konsekvenser, også for den almindelige danske familie, siger hun.

Det skyldes især, at Danmark får en stor del af sin gasforsyning fra Rusland. Derfor forberedte statsministeren danskerne på, at vi står over for en "længerevarende international krise", og at den potentielt vil have store omkostninger for det danske samfund.

- I forvejen har vi stigende energipriser, og det kan der komme yderligere på. Der kan komme yderligere forsinkelser på forsyningskæden, og sådan kan jeg blive ved, siger hun.

Hun understregede, at der ikke er en konkret trussel mod Danmark, men at det er en trussel mod den europæiske sikkerhedsstruktur.

- Vi forventer, at det får betydning for vores økonomi, for energi og energiforsyning, dansk erhvervsliv og potentielt også for danske arbejdspladser, siger hun.

Olie- og gaspriser er allerede steget

Mette Frederiksen understregede, at regeringen forventer udfordringer i dansk økonomi, og finansmarkederne har allerede set, at det er alvor.

Vi er i en periode, hvor vi er nødt til at indstille os på høje priser

Ole Sloth Hansen, råvareanalytiker hos Saxo Bank

Gaspriserne steg 33 procent torsdag morgen efter det russiske angreb. Olieprisen er steget med ti procent, og prisen er over 100 dollar per tønde Nordsø-olie.

Også prisen på hvede er sprunget kraftigt i vejret - med ti procent - fordi Rusland er verdens største eksportør af råvaren.

Ole Sloth Hansen, råvareanalytiker hos Saxo Bank, kalder udviklingen voldsom. Han forventer, at den almindelige forbruger hurtigt vil kunne mærke det på pengepungen.

- Det er både prisen på energi, fødevarer og metallerne, der stiger, siger han og fortsætter:

- At olieprisen er over 100 dollars får en effekt på den globale økonomi og en effekt på inflationen, som allerede er stigende, og som vil komme til at stige yderligere, siger han.

Afhængige af Rusland

Ole Sloth Hansen forklarer, at vi som følge af coronapandemien allerede har mærket en "overstimulering" af den globale økonomi, der gør, at efterspørgslen på råvarer er steget kraftigt.

Og den udvikling vil kun intensiveres efter invasionen i Rusland.

Vi kan nemlig ikke bare sådan lige blive uafhængige af at forsyne os gennem olie og gas fra Rusland, siger han. Gasmarkedet er nemlig meget decentraliseret, og Rusland leverer omkring 40 procent gas til os.

- De 40 procent kan vi ikke finde alternative kilder til foreløbig. Vi er i en periode, hvor vi er nødt til at indstille os på høje priser, siger Ole Sloth Hansen.

Råvarer som våben

Ole Sloth Hansen forklarer, at gasprisen ligger på over 100 euro per megawatt, og det er cirka seks gange over den pris, vi har været vant til at betale de seneste år.

Samtidig kan det sikkerhedspolitiske spil få yderligere indflydelse på udviklingen i priserne - blandt andet hvis Rusland vil holde markederne tilbage, vurderer eksperten. Og kommer der et modspil fra Europa og USA i form af flere sanktioner, vil det også påvirke olie- og gaspriserne yderligere.

- Vi har ikke tidligere set, at råvarer er blevet set som et våben i en strid mod øst og vest, og det er det, vi frygter kan komme på tale denne gang, siger han.

Ole Sloth Hansen uddyber, at det vil ikke kun vil påvirke vores adgang til olie og gas, men også til aluminium og nikkel, som blandt andet bruges til bilproduktion.

- Vi må indstille os på, at vil vi ramme russerne hårdt (med sanktioner, red.), så kommer det også til at ramme os selv hårdt.