Rusland invaderer Ukraine

Her krydser russiske kampvogne grænsen til Ukraine

Ruslands invasion af Ukraine er i fuld gang, og russiske militærkøretøjer har krydset flere grænseovergange.

Rusland har her til morgen angrebet Ukraine, og mindst syv mennesker har mistet livet, oplyser ukrainske myndigheder.

Russisk militærudstyr, herunder pansrede køretøjer, har krydset grænsen til Ukraine i byerne Tjernihiv, Sumy, Lugansk og Kharkiv.

Det melder Ukraines indenrigsministerium.

De fleste grænseposter i de nævnte byer kom under beskydning, skriver ministeriet, der melder om flere sårede blandt grænsevagterne.

Kampvogne krydser hviderussisk grænse

Videoen herunder viser overvågningsbilleder fra den ukrainske grænsevagt ved Krim-halvøen, hvor kampvogne kører over grænseposten.

Russisk militærudstyr, herunder pansrede køretøjer, har krydset grænsen til Ukraine i byerne Tjernihiv, Sumy, Lugansk og Kharkiv. Video: David Buch

Russisk militær har ifølge det ukrainske indenrigsministerium også krydset grænsen mellem Hviderusland og Ukraine nord for byen Tjernihiv, der ligger omkring 140 kilometer fra den ukrainske hovedstad, Kiev.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvor de russiske kampvogne er på vej hen.

Militære iagttagere har imidlertid tidligere spekuleret i, at en fælles militærøvelse mellem hviderussiske og russiske styrker i Hviderusland kunne være et skalkeskjul for en forestående russisk invasion og en direkte trussel mod Kiev.

Hviderussiske styrker kan tilslutte sig Ruslands offensiv mod Ukraine, hvis der bliver brug for det. Det siger præsident Aleksandr Lukasjenko ifølge Reuters.

Eksplosioner i Kharkiv

I det østlige Ukraine siger de russiskstøttede separatister, at de har indtaget to landsbyer i Lugansk-regionen.

TV 2s korrespondent i Kharkiv, Rasmus Tantholdt, hørte lidt over klokken 9 eksplosioner fjernt fra storbyen uden dog at kende til, hvad der konkret blev ramt. Indtil videre har meldingerne været, at det er strategiske militære mål, som har været ramt af angreb.

Rasmus Tantholdt har ellers i de seneste dage oplevet en by, som ikke har været mærket af den eskalerende situation på grænsen til landet.

- Det er som om, folk nærmest ikke har haft fantasi til at forestille sig, at det her ville ske. Når man har spurgt dem, hvad de ville gøre, hvis russerne kommer, har de set underligt på os, for det er ikke et scenarie, man havde forestillet sig, siger han.

En trussel mod hele verden

NATO-landene Polen, Estland, Letland og Litauen har aktiveret forsvarsalliancens artikel 4. Det oplyser Estlands regering i et tweet.

Artiklen kan aktiveres, når et medlemslands "territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet", som der står i Den Nordatlantiske Traktat.

- Ruslands udbredte aggression er en trussel mod hele verden og for alle NATO-lande, siger Estlands premierminister, Kaja Kallas.