Konflikten om Ukraine

Separatistledere beder Putin om hjælp mod Ukraine

Vladimir Putin har før meldt sig klar til at sende militær støtte til udbryderrepublikker i Østukraine.

Separatistlederne i Donetsk og Lugansk i det østlige Ukraine har bedt Ruslands præsident, Vladimir Putin, om hjælp til at "afværge aggressioner" fra den ukrainske hær.

Det oplyser Dmitrij Peskov, talsmand for det russiske præsidentkontor. Det rapporterer flere russiske nyhedsbureauer, herunder Tass og Interfax.

Anmodningen begrunder oprørslederne ifølge Tass med, at der er brug for russiske styrker for at undgå civile tab og forhindre en humanitær katastrofe i det østlige Ukraine.

Separatistlederne har ifølge Peskov oplyst, at situationen er forværret, og at mange indbyggere må forlade deres hjem og bliver evakueret ind over grænsen til Rusland.

De beskylder også ukrainske regeringsstyrker for at have mobiliseret langs frontlinjen for at løse konflikten med magt.

Ukraine: Det er en optrapning

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, betegner anmodningen fra separatistlederne om russisk militærassistance som en optrapning af krisen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Kuleba har derfor anmodet om, at FN's Sikkerhedsråd bliver hasteindkaldt til et møde. Mandag aften amerikansk tid holdt Sikkerhedsrådet et møde om situationen i Ukraine.

Hvad handler konflikten om?

Rusland er stærkt bekymret over NATO's udvidelse mod øst, som ifølge russerne er i strid med en aftale fra afslutningen på Den Kolde Krig.

Rusland beskylder NATO for at øge spændingerne i regionen og fremlagde i december 2021 en række sikkerhedsgarantier, som de ønsker opfyldt. Herunder, at Ukraine aldrig optages i NATO, og at NATO opgiver enhver militæraktivitet i landene i Østeuropa.

Indtil da hævder russerne at være nødsaget til at opruste deres militære tilstedeværelse langs den vestlige grænse mod Ukraine. Noget, som til gengæld har fået Vesten til at anklage Rusland for at planlægge en invasion.

Rusland har anerkendt Donetsk og Lugansk som selvstændige republikker.

Putin har af det russiske parlament fået grønt lys til at sende landets væbnede styrker til det østlige Ukraine.

Det er endnu ikke officielt sket. Putin har før meddelt, at han vil sørge for militær støtte til de to områder, hvis de har brug for det.

Han har også opfordret Ukraine til at afmilitarisere.

USA: Rusland næsten klar til invasion

Samtidig mener det amerikanske forsvarsministerium, at Rusland er i færd med at sende militære styrker ind i Donetsk og Lugansk.

Det siger John Kirby, der er talsmand for Pentagon, ifølge det amerikanske medie CNN.

En anonym kilde i forsvarsministeriet advarede tidligere onsdag aften om, at Rusland har kørt "næsten 100 procent" af alle tropper ved grænsen til Ukraine i stilling til en invasion.

- De er bogstaveligt talt parat til at gå ind nu, hvis de får ordre til at gå ind, siger kilden i forsvarsministeriet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kilden tilføjer, at USA bestræber sig på at overvåge de russiske troppebevægelser så godt det nu er muligt fra luften.