Tyskland bremser godkendelse af Nord Stream 2
Gasledningen Nord Stream 2 har længe været et centralt punkt i mulige sanktioner mod Rusland.
Tyskland har besluttet at bremse godkendelsen af gasledningen Nord Stream 2 på grund af Ruslands anerkendelse af to udbryderregioner i Ukraine.
Det siger kansler Olaf Scholz ifølge Die Welt.
- Det kan lyde som en teknikalitet, men det er et nødvendigt administrativt skridt, så gasledningen ikke kan blive godkendt. Og uden en godkendelse kan den ikke tages i drift, siger han.
Nord Stream 2, der skal levere gas fra Rusland til Tyskland, har stået færdig siden efteråret 2021.
Men gasledningen har endnu ikke fået de nødvendige tyske tilladelser til at transportere gas.
Projektet har høj prioritet hos præsident Vladimir Putin i Moskva, så derfor har det i Vesten været udset som et oplagt mål for sanktioner, som skulle afskrække russerne fra en mulig invasion af Ukraine.
Fordømmer Putins beslutning
Den tyske kansler Scholz fordømmer Putins beslutning om at anerkende selvstændighed for de to selverklærede republikker Lugansk og Donetsk i det østlige Ukraine.
Ifølge Scholz forbryder den russiske præsident sig med sine handlinger både Minsk-aftalen fra 2015 og FN-pagten om bevarelse af staters territoriale integritet og suverænitet.
På nuværende tidspunkt er det vigtigt at forhindre yderligere eskalering, mener Olaf Scholz.
- Europa er truet af krig mod øst. Sådan en katastrofe skal afværges, og jeg appellerer til Rusland om at hjælpe med dette, siger han ifølge Welt.
Dansk tilfredshed
Tirsdagens udmelding fra Olaf Scholz bliver modtaget med glæde nord for den dansk-tyske grænse, fortæller udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i et skriftligt svar til TV 2.
- Den danske regering har altid været modstander af Nord Stream 2. Vi mener, at EU skal gøre sig uafhængig af russisk gas – ikke blot af hensyn til klimaet og forsyningssikkerheden, men også af sikkerhedspolitiske årsager.
- Det er Ruslands aggressive fremfærd beviset på, udtaler han.
Tyskland og Danmark ventes sammen med resten af EU at indføre en række øvrige sanktioner senere tirsdag.
Tyskland afhængige af russisk gas
Tyskland er under det diplomatiske forløb omkring Ukraine-konflikten blevet beskyldt for at indtage en passiv rolle i Vestens forsøg på at presse Rusland.
Blandt andet fordi den tyske regering længe forsøgte helt at undtage Nord Stream 2-projektet som sanktionsmulighed.
Hvis man dropper gasledningen vil det nemlig ikke kun ramme Rusland, som går glip af en årlig milliardindtægt, men også Tyskland selv, da tyskerne får over halvdelen af sin naturgas fra Rusland.
Men da Scholz tidligere på måneden besøgte USA, understregede den amerikanske præsident, Joe Biden, at det ville være slut med gasledningen, hvis Rusland invaderede Ukraine.
- Vi vil tage de nødvendige skridt sammen, og de vil være meget svære for Rusland, sagde Olaf Scholz i den forbindelse om Nord Stream 2.