Udland

Danske militæreksperter dybt uenige om udsigten til krig

Lektor ved Forsvarsakademiet mener, at vi kan ånde lettet op, men han modsiges af sin kollega, som mener, at det er begyndelsen til en storkrig.

Når Vladimir Putin har taget en beslutning om at sende "fredsbevarende styrker" i retning mod den østlige del af Ukraine, er det ikke en invitation til at gå i krig.

- Jeg tror, at vi, hvad angår krig, kan ånde lettet op.

Sådan udlægger Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet, i hvert fald den russiske præsidents seneste strategiske træk.

- Det betyder, at der ikke bliver krig. Nu har Putin taget noget, han de facto har kontrolleret siden 2015, så med mindre Ukraine vælger at gå i krig mod Rusland nu, vil jeg anse risikoen for krig som meget lav, siger Peter Viggo Jakobsen til TV 2.

Mødt med fordømmelse

Ruslands præsident, Vladimir Putin, udstedte mandag aften ordre til at sende russiske soldater ind i de to selverklærede republikker Lugansk og Donetsk i det østlige Ukraine.

Af Putins dekret fremgår det, at Rusland lægger op til "venskab, samarbejde og gensidig hjælp" med de to republikker, og at man for at kunne sikre dette vil sende væbnede styrker ind i områderne med "fredsbevarende funktion".

Putin har været hammersmart. Nu har han stillet 100-150.000 soldater op langs grænsen og gjort os alle sammen bekymrede

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet

Ruslands seneste ageren i den standende konflikt med nabolandet er blevet mødt med fordømmelse fra alle sider i EU og USA.

Når risikoen for krig ifølge Peter Viggo Jakobsen er blevet meget mindre, hænger det sammen med, at republikkerne Lugansk og Donetsk i forvejen er kontrolleret af russiskstøttede separatistbevægelser.

- Nu behøver Rusland ikke længere gå ind i områder, der kontrolleres af ukrainske styrker. Med mindre Rusland vælger at angribe andre steder i Ukraine, men det vil jeg anse som usandsynligt, siger Forsvarsakademiets strategiske ekspert.

Har været "hammersmart"

Vladimir Putin mener også, at Ukraine har manglende vilje til at løse konflikten i henhold til den gældende Minsk-aftale, som for syv år siden blev indgået mellem Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig. Og Ruslands præsident har lavet et gennemtænkt træk, set ud fra et militærtaktisk synspunkt.

- Han har været hammersmart. Nu har han stillet 100-150.000 soldater op langs grænsen og gjort os alle sammen bekymrede for, om der ville komme en storkrig. Nu kommer der ikke en krig, og selvom der er sket brud på folkeretten, er det måske billigt sluppet, siger Peter Viggo Jakobsen.

Noget anderledes forholder hans kollega fra Forsvarsakademiet orlogskaptajn og militæranalytiker Anders Puck Nielsen sig til situationen af de to østeuropæiske nabolande.

Han kalder det "en krigserklæring", som blot er prologen til en større iscenesættelse fra russisk side.

- Jeg ser det som et påskud til at få nogle soldater ind på jorden. For mig at se ligner det starten på en større krig, hvor målene er mere ambitiøse fra russisk side.

Ender med stor krig

Anders Puck Nielsen mener, at det på længere sigt ender med en stor krig i Ukraine.

TV 2s korrespondent i Moskva Uffe Dreesen frygter, at Putins anerkendelse af udbryderrepublikkerne Donetsk og Lugansk blot er begyndelsen på noget endnu større – og langt værre:

- Det er en Putin, som forfølger sine egne mål, som åbenbart har besluttet sig for, at det nu handler om hans plads i verdenshistorien. Det handler ikke længere om Ukraine og NATO-medlemskab, det er alt for lille et problem, siger Uffe Dreesen.

Både EU, Storbritannien og USA varsler nu nye sanktioner mod Rusland som en reaktion på Vladimir Putins seneste ageren.