Konflikten om Ukraine

Separatistledere i Østukraine varsler masseevakuering til Rusland

Udmeldingen er formentlig en del af et taktisk spil, der skal få Ukraine til at reagere, vurderer dansk ekspert.

Lederen i den selverklærede republik Donetsk i det østlige Ukraine varsler fredag en masseevakuering af regionens borgere til nabolandet Rusland.

Ifølge lederen, Denis Pusjilin, sker det efter aftale med myndighederne i den russiske region Rostov.

Separatistlederen i Donetsk, Denis Pusjilin, annoncerede evakueringen i en video på sociale medier 18. februar.

- Først og fremmest er kvinder, børn og ældre underlagt evakuering, siger Pusjilin i en video på de sociale medier, ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

Han forsikrer, at der vil blive sørget for husly og alle fornødenheder til de evakuerede.

Kort tid efter har lederen af den selverklærede republik Luhansk, Leonid Pasetjnik, offentliggjort en erklæring med samme budskab.

- For at forhindre civile tab, opfordrer jeg beboere i republikkerne, som ikke har mobiliseringsordrer, og som ikke er involveret i livsvigtig social og civil infrastruktur, til at forlade området og tage til Rusland så snart som muligt, siger han ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, siger til russiske medier, at han ikke er informeret om, hvorvidt evakueringen er aftalt med Rusland.

- Jeg ved ikke, hvad der foregår, siger han.

Ukraine afviser plan om offensiv

Kampene mellem separatister og ukrainske regeringssoldater i det østlige Ukraine er eskaleret voldsomt de seneste døgn.

I den offentliggjort video hævder separatistlederen Pusjilin, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, inden længe vil beordre de ukrainske regeringsstyrker til at gennemføre en offensiv i regionen.

En frygt, som også Rusland og Hviderusland har italesat gentagne gange under den nuværende konflikt, men som Ukraine afviser.

Den ukrainske forsvarsminister, Oleksij Reznikov, siger fredag, at landet ingen planer har om en offensiv mod separatisterne i Østukraine.

Han betegner oplysningerne som misinformation.

Ekspert: Del af Ruslands spil

Den annoncerede evakuering skal, ifølge lektor ved Forsvarsakademiet Claus Mathiesen, ses som en del af hele det spil, der lige nu foregår, og som handler om at friste Ukraine til at reagere.

Flere vestlige lande har spekuleret i, at Rusland vil forsøge at fremprovokere en situation, som kan retfærdiggøre en russisk invasion af nabolandet.

- Det er som om, at der bliver kastet en masse madding ud, hvor de håber, at ukrainerne til sidst bider på. På samme måde som det lykkedes russerne at lokke georgierne i en fælde i 2008, så de angreb først, siger han.

Foruden eskaleringen i kampene i Østukraine fremhæver Claus Mathiesen også det russiske parlaments beslutning om at opfordre præsident Putin til at anerkende de to selverklærede republikker Donetsks og Luhansk selvstændighed.

- Jeg tror, ukrainerne har fået knivskarpe instrukser på ikke at reagere, siger han.

Luhansk og Donetsk har siden 2014 erklæret sig løsrevet fra Ukraine, men regeringen i Kijev anerkender ikke deres selvstændighed.