Konflikten om Ukraine

Nyopført bro nær Ukraines grænse kan være led i russisk taktik

Om den nyopførte bro er en klargørelse til angreb eller en del af et taktisk spil er svært at spå om, siger eksperter til TV 2.

Nye satellitbilleder viser, at en ny bro er blevet opført over floden Pripjat i det sydlige Hviderusland.

Ikke langt fra et af de områder, hvor russiske og hviderussiske soldater i disse dage gennemfører fælles militærøvelser - kun omkring seks kilometer fra grænsen til Ukraine.

Ifølge Planet Labs og Maxar Technologies, som har offentliggjort billederne, er den nye bro blevet opført på et tidspunkt mellem mandag og tirsdag i denne uge.

Der er tale om en pontonbro, eller flydebro, som ifølge billederne bliver støttet af fem både i retning mod strømmen.

- Vi ved, at der foregår en stor øvelse netop i det område, og derfor kan det sagtens være et element i øvelsen, men man har fra Vestens side hele tiden holdt skarpt øje med den øvelse og spekuleret i, om det måske i virkeligheden mere er en forberedelse til en yderligere invasion i Ukraine, siger Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet.

Bro er nødvendig i området

Broen er opført inden for den såkaldte "eksklusionszone" ved Tjernobyl-værket tæt på grænsen mellem Ukraine og Hviderusland.

Terrænet danner her, forklarer Claus Mathisen, en naturlig grænse mellem Ukraine og Hviderusland, da det er et meget sumpet område med mange større og mindre floder.

Derfor vil det være nødvendigt med sådanne flydebroer, hvis man ønsker at komme igennem området og over på den anden side og for eksempel ind i Ukraine.

- Det er en absolut nødvendighed, hvis man skal kunne komme igennem med forskellige pansrede køretøjer og kampvogne, siger Claus Mathiesen.

Stor øvelse har vakt bekymring

Hans kollega Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, har også set satellitbillederne.

Han mener ikke, at det alene på baggrund af billederne er muligt at fastslå, om broen er en del af de igangværende øvelser, eller om det kan være led i et kommende angreb.

- Men fordi Rusland bruger de her øvelser til at se så truende ud som muligt, vil min vurdering umiddelbart være, at de har lavet broen, så den måske også kunne tjene til et angreb, siger han.

Den fælles militærøvelse mellem Rusland og Hviderusland begyndte for en uge siden og vil efter planen vare frem til på søndag.

Øvelsens omfang med anslået 30.000 russiske tropper, der ifølge NATO er historisk stort, har fået den vestlige alliance til at frygte, at øvelsen kan spille en rolle i Ruslands planer om en mulig invasion af Ukraine.

Selv fastholder både hviderusserne og russerne, at der alene er tale om forsvarsøvelser, og at samtlige russiske tropper vil vende tilbage til Rusland efter på søndag.

Ukraine er næsten omringet

Men alene tilstedeværelsen af russiske soldater i Hviderusland har vakt bekymring og øget presset på Ukraine.

Sammen med de anslået 100.000-140.000 russiske tropper, der siden sidste år er blevet opmarcheret tæt på den russiske grænse til Rusland, og de russiske tropper i det selverklærede land Transnistrien er Ukraine næsten omringet.

Det er ifølge Peter Viggo Jakobsen en del af det trusselsdiplomati, som Rusland kører over for Vesten og Ukraine for at få de ønskede indrømmelser på den globale sikkerhedspolitik.

- Russerne tvinger de ukrainske styrker til at brede sig ud, fordi de ikke ved, hvor et muligt angreb vil komme fra. Det er én af de ting, som, analytikere peger på, kan være med til at vise, at der måske kommer et angreb, fordi det er en smart måde at stille sine styrker op, da man på den måde kan få et hurtigt frontgennembrud, siger han.

Russere trænede at krydse flod

Rob Lee, senior fellow ved Foreign Policy Research Institute, følger Ruslands militære opbygning tæt, og allerede i begyndelsen af februar rapporterede han om, at flere forsendelser af udstyr til pontonbroer var på vej til øvelsesområderne i Hviderusland.

Det hviderussiske forsvarsministerium udsendte 11. februar en meddelelse om øvelserne, hvor det fremgik, at de russiske styrker blandt andet havde trænet i "at krydse vandbarrierer" over Pripjat-floden.

Satellitbillederne af den nyopførte bro er taget 15. februar, men da en pontonbro nemt kan fjernes igen, er det usikkert, hvorvidt den stadig er til stede i området.

Trods vestlige efterretninger om en mulig russisk invasion i Ukraine afviser Rusland at have nogen planer om at invadere nabolandet.