NATO gør klar til at opruste mod Rusland: - Det er ikke for sent at trække sig
Selvom russerne har sagt det modsatte, ser NATO ingen tegn på en deeskalering. Tværtimod kan cyberangreb indikere snarlig invasion, siger Stoltenberg.
NATO ser ingen tegn på deeskalering i konflikten om Ukraine. Hverken i form af tilbagetrækning af soldater eller udstyr.
Derfor lægger de allierede nu op til at oprette nye kampbataljoner i Central-, Øst- og Sydøsteuropa.
Sådan lyder det fra generalsekretær, Jens Stoltenberg, efter et netop overstået møde mellem forsvarsalliancens forsvarsministre.
Rumænien og Frankrig melder sig klar
Selvom beslutningen endnu ikke er taget, har Rumænien allerede meldt sig klar til at huse en af de potentielle nye bataljoner, mens franskmændene har tilbudt at lede den.
Og det er da også helt afgørende, siger generalsekretæren, at NATO gør sig mere langsigtede overvejelser, når russerne stiller med den største styrke siden Den Kolde Krig.
- Situationen kan selvfølgelig ændre sig. Men det, vi ser i dag, er, at Rusland bevarer en massiv invasionsstyrke, som er klar til at angribe, begrunder Stoltenberg overvejelserne om en styrket tilstedeværelse i Østen.
Ikke en trussel mod Rusland
Fra russisk side lød det ellers tirsdag, at de nu trak tropperne tilbage til deres baser og dermed væk fra grænsen til Ukraine. En påstand, som Stoltenberg allerede før onsdagens møde afviste. Virkeligheden er i stedet den modsatte, siger han.
- NATO er fortsat åben for dialog. Det er ikke for sent for Rusland at trække sig fra konflikten - at vælge fredens vej.
Vil kampbataljoner ikke kunne provokere Rusland og derfor burde undgås på dette kritiske tidspunkt?
- NATO er en forsvarsalliance, ikke en trussel mod Rusland, siger Stoltenberg:
- Men når vi ser en massiv, russisk opbygning af militær kombineret med truende retorik og ultimatummer, bliver vi nødt til at tage det alvorligt. Det er derfor, at vi - på en forsvarende måde - har styrket vores tilstedeværelse i østen.
Den nye normal
NATO-landene har ifølge Stoltenberg sendt en række konkrete, skriftlige forslag til, hvordan russerne kan nedtrappe konflikten.
Russerne har dog til gode at svare.
- Vi ved ikke, hvad der vil ske i Ukraine. Men situationen har allerede vist, at vi står overfor en krise for europæisk sikkerhed. Moskva har gjort det klart, at de er klar til udfordre de fundamentale værdier, der har udgjort vores fundament i årtier. Og de vil gøre det med magt, siger Stoltenberg og tilføjer:
- Det er den nye normal i Europa.
Alarmerende cyberangreb
NATO's vurdering af, at de russiske tropper rykker i position, er dog ikke det eneste, som ifølge Jens Stoltenberg kan indikere, at der er en invasion på vej.
Det gør også de massive cyberangreb, som Ukraine indenfor det seneste døgn er blevet ramt af.
- Det er den slags handlinger, som vi forventer forud for en større militær intervention, så det er naturligvis bekymrende, siger Stoltenberg.
Mødet mellem Stoltenberg og forsvarsministrene er langt fra slut endnu. Faktisk fortsætter drøftelserne allerede i aften.