Konflikten om Ukraine

USA vil forsvare "hver eneste tomme" af NATO

Joe Biden ønsker at ”give diplomatiet alle chancer”, men advarer Rusland mod at invadere Ukraine.

USA er klar til at forsvare ”hver eneste tomme” af NATO’s territorier.

Det lovede den amerikanske præsident, Joe Biden, tirsdag aften på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Joe Biden havde indkaldt pressen for at give en kort opdatering på den tilspidsede situation i Ukraine, hvor over 100.000 russiske soldater er opmarcheret langs landets grænser.

Han sagde blandt andet, at USA ikke har bekræftede oplysninger om, at Rusland er ved at trække nogle af sine tropper tilbage, som en talsmand for det russiske forsvarsministerium sagde tidligere på dagen.

- En invasion er fortsat en reel mulighed, sagde Joe Biden.

Klar med hårde sanktioner

Men præsidenten understregede også, at USA stadig arbejder på en diplomatisk løsning med Rusland og er klar til at ”give diplomatiet alle chancer”.

- USA og NATO udgør ikke en trussel mod Rusland, sagde Joe Biden og forsikrede, at ingen af dem har planer om at placere missiler i Ukraine.

- Det russiske folk er ikke et mål for os. Vi ønsker ikke at destabilisere Rusland. Til borgere i Rusland: I er ikke vores fjende, sagde Joe Biden.

Hvis Rusland alligevel invaderer, vil det få store menneskelige konsekvenser, advarede den amerikanske præsident

Han gentog også tidligere trusler om, at USA og dets allierede vil ramme Rusland med hårde sanktioner i tilfælde af en invasion.

Eksempelvis kan russerne glemme alt om at tage Nord Stream 2, der skal transportere russisk gas til Europa, i brug, lød det.

- USA er forberedt, uanset hvad der sker, sagde Joe Biden.

Vil ikke ofre "basale principper"

Tidligere samme dag holdt den russiske præsident, Vladimir Putin, møde med Tysklands kansler, Olaf Scholz.

et efterfølgende pressemøde svarede Vladimir Putin på, om han kunne afvise, at der kommer krig i Europa.

- Ønsker vi det? Nej, selvfølgelig gør vi ikke det, og derfor har vi fremsat forslag om fremskridt i forhandlingerne, sagde han.

Han understregede dog også, at parterne på flere områder er et godt stykke fra at nå hinanden. Rusland har blandt andet stillet krav om sikkerhed til den vestlige forsvarsalliance NATO og krævet, at NATO garanterer, at Ukraine ikke bliver en del af alliancen.

Det er en garanti, NATO-landene endnu ikke har været i stand til at give.

På sit pressemøde understregede Joe Biden også, at ethvert land har ret til at fastlægge sine egne grænser, og at USA ikke er parat til at "ofre basale principper".