Konflikten om Ukraine

Ukraine varsler nyt skridt mod Rusland efter overskredet deadline

Rusland har beskyldt Vesten for ikke at overholde fælles OSCE-aftale. Men de overholder ikke selv reglerne, siger Ukraine.

Ukraine bad fredag Rusland redegøre for sin massive troppeopbygning nær grænsen mellem de to lande.

Det skete med udgangspunkt i Wien-dokumentet, der er en aftale mellem sikkerhedsorganisationen OSCE's medlemmer, som tæller både Rusland og Ukraine.

Aftalen indeholder en mekanisme, der har til hensigt at reducere risikoen for konflikt, og som giver et land mulighed for at afkræve information om et andet medlemslands militære aktiviteter, som det første land opfatter som truende.

Ifølge aftalen skulle Rusland svare inden for 48 timer.

Men det er ikke sket, oplyser Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, søndag aften.

- Rusland har ikke svaret ikke på vores anmodning i henhold til Wien-dokumentet. Derfor tager vi det næste skridt. Vi anmoder om et møde med Rusland og alle deltagende stater inden for 48 timer for at diskutere dets forstærkning og omfordeling af tropper langs vores grænse og i midlertidigt besatte Krim, skriver Kuleba på Twitter.

Rusland henviser selv til OSCE

Da Ukraine fredag udløste mekanismen mod Rusland, understregede den ukrainske udenrigsminister, at aftalen krævede, at Rusland skulle levere detaljerede forklaringer på den usædvanlige troppeopbygnings formål, dens præcise placeringer samt en række andre militære oplysninger.

Allerede her varslede ukrainerne, at de ville inddrage de resterende OSCE-lande, hvis ikke Rusland leverede fyldestgørende svar eller helt undlod at svare.

FAKTA: Hvad er OSCE?

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) er en sikkerhedsorganisation med 57 deltagende stater fra Europa, Centralasien og Nordamerika.

Den blev grundlagt i 1975, og aktiviteterne omfatter konfliktforebyggelse, krisestyring og genopbygning. 

Danmark har været medlem fra begyndelsen.

Kilde: OSCE

Kuleba påpeger søndag det ironiske i, at Rusland selv beskylder Vesten for ikke at respektere en OSCE-aftale fra 1999.

Dén aftale siger, at "alle deltagende stater har en lige ret til sikkerhed", og at landene "ikke må styrke deres egen sikkerhed på bekostning af andre staters sikkerhed".

Det er netop det, som Rusland beskylder Vesten for at have gjort med udvidelsen af NATO mod øst siden afslutningen på Den Kolde Krig.

Men så bør Rusland også selv overholde OSCE's regler og redegøre for sin militære opbygning nær Ukraines grænse, mener den ukrainske udenrigsminister.

- Hvis Rusland mener det seriøst, når de taler om udelelig sikkerhed inden for OSCE, så må de også selv leve op til sin forpligtelse om militær transparens, hvis spændingerne skal nedtrappes og sikkerheden forstærkes for alle, skriver Kuleba.

Ønsker diplomatisk løsning

Russerne har endnu ikke udtalt sig om, hvorfor de ikke har svaret på Ukraines forespørgsel inden for den OSCE-bestemte deadline.

Vesten frygter, at troppeopbygningen er en del af en russisk plan om en mulig invasion af Ukraine.

Men russerne afviser at have nogen planer om en invasion.

Både Rusland, Ukraine og de vestlige regeringer udtrykker fortsat håb om at finde en diplomatisk løsning på konflikten.

Det understreger Dmytro Kuleba igen søndag.

Hviderusland undlod også at svare

Da Ukraine fredag gjorde brug af OSCE-aftalens bestemmelser, var det anden gang på en uge, at den kom i brug.

Onsdag aktiverede de tre baltiske lande samme mekanisme over for Hviderusland og afkrævede svar om en stor fælles militærøvelse mellem Hviderusland og Rusland, som begyndte torsdag.

Øvelsen, som har deltagelse af anslået 30.000 russiske tropper, har vakt bekymring hos Hvideruslands nabolande, og derfor brugte de mulighederne i Wien-dokumentet til at få indsigt i øvelsen.

Men det svar, som kom retur fra regeringen i Minsk var ifølge de baltiske lande "utilstrækkeligt".

I svaret hævdede hviderusserne, at militærøvelsen var for lille til at være omfattet af Wien-dokumentets bestemmelser.

Selvsamme øvelse er af NATO blevet beskrevet som den største russiske udsending siden Den Kolde Krig.