Vladimir Putin i 1976.
Konflikten om Ukraine

Han fangede rotter i Leningrad og skred fra sin forlovede, men hvad ved vi egentlig om Putin?

Er det muligt at gennemskue Vladimir Putins næste træk, hvis vi lærer ham bedre at kende?

Der står et beigefarvet hus i Dresden.

Huset er i tre etager, har et tørrestativ i haven og ligner de fleste andre på Angelikastrasse.

Men dette hus er ikke helt som de andre.

Engang var det hovedkvarter for Sovjetunionens frygtede efterretningstjeneste KGB, og 5. december 1989 udspillede her sig en scene, som vi måske stadig kan lære noget af i dag.

Jeg forholder mig roligt. Endda for roligt

Vladimir Putin, Ruslands præsident

Stemningen i det daværende Østtyskland havde nået en blanding af eufori og had efter Berlinmurens fald nogle uger tidligere, og en rasende folkemængde havde samlet sig få hundrede meter fra huset.

Lige rundt om hjørnet lå hovedkvarteret for Østtysklands spiontjeneste, Stasi, hvor folkemængden trængte ind og tvang den lokale Stasi-general til at åbne dørene, mens han blev sparket til og spyttet på.

Da var det, at en lille gruppe på cirka 15 demonstranter besluttede sig for at aflægge KGB’s hovedkvarter et besøg.

En af demonstranterne hedder Siegfried Dannath, og han fortalte nogle år senere til BBC, hvad der skete dengang.

Truslen

Den ophidsede folkemængde nogle få hundrede meter væk var tilsyneladende kommet bag på KGB, der kun havde mandskab til at sætte et par vagter ved porten.

Da den lille gruppe østtyskere kom hen imod dem, trak vagterne sig tilbage til huset.

I stedet kom en ung KGB-officer ud og styrede direkte mod demonstranterne.

- Han var ret lille og oprevet, fortalte Siegfried Dannath i sin tid til BBC.

Den russiske officer talte flydende tysk og sagde:

- Forsøg ikke at tiltvinge jer adgang til denne ejendom. Mine kammerater er bevæbnede og har tilladelse til at bruge deres våben i en nødsituation.

Truslen om våbenmagt fik den lille gruppe til at give op.

Moskva er tavs

Melding over telefonen til Vladimir Putin

De kunne jo ikke vide, hvor mange bevæbnede mænd der var i huset, og om de rent faktisk havde tilladelse til at skyde.

Hvad der dernæst skete inde bag væggene i Angelikastrasse, ved vi kun fra KGB-officeren selv.

Officeren hedder Vladimir Putin.

Ydmygelsen

Den unge officer forsøgte at tilkalde forstærkninger hos den sovjetiske hær, der havde en stor kampvognsstyrke i byen.

Men opkaldet til den militære overkommando i Dresden var forgæves.

- Vi kan ikke gøre noget uden ordrer fra Moskva. Og Moskva er tavs, lød svaret ifølge Vladimir Putins erindringsbog, der blev udgivet i år 2000.

Putin lagde ikke skjul på, at han syntes, at magtesløsheden var ydmygende for sit fædreland.

- Den der episode med "Moskva er tavs". Der fik jeg følelsen af, at landet ikke længere eksisterede. At det var forsvundet, tilføjede han.

Men hvilken forskel kunne han gøre?

Vladimir Putin måtte overvære Sovjetunionens gradvise sammenbrud fra huset i Angelikastrasse, og han beskriver det som "et mareridt".

- Intellektuelt forstod jeg godt, at en position, der er bygget på mure og splittelse, ikke kan holde i længden. Men jeg ønskede at se noget andet rejse sig i stedet, og intet andet blev foreslået. Det gjorde ondt. De smed det hele fra sig og gik deres vej, siger Vladimir Putin i bogen.

I dag er han præsident i Rusland og har brugt de seneste 22 år på at rejse noget andet i stedet for Sovjetunionen.

Myten

Episoden fra Dresden er blevet en del af den mytologi, som han sammen med sine kommunikationsfolk forsøger at skabe om sig selv.

Jeg læner mig aldrig rigtig tilbage, jeg læner mig mere frem over bordet

Vladimir Putin, konstitueret præsident, januar 2000

I Putins egen version af historien fra Dresden er der langt flere end de 15 demonstranter, som Siegfried Dannath og andre erindrer, at der var.

Historien er blevet til en fortælling om, hvordan Vladimir Putin skræmte folkemængden med sin autoritet og snød dem med en talmæssigt underlegen styrke.

Var han virkelig villig til at åbne ild dengang i 1989?

Måske.

Måske ikke.

Lad os skrue tiden frem til i dag.

I skrivende stund står Vladimir Putins soldater på grænsen til nabolandet Ukraine.

Måske beordrer han dem til at invadere.

Måske gør han ikke.

Er det mon muligt at gætte Vladimir Putins næste træk, hvis man kan gennemskue myterne og få et glimt af hans inderste væsen?

Første gang

Det er ikke nemt, og mange har prøvet.

For eksempel en kold januardag i år 2000, hvor Vladimir Putin netop var blevet udpeget til Ruslands fungerende præsident af sin forgænger, Boris Jeltsin.

Fem måneder forinden havde navnet Putin været ukendt i Rusland, men Boris Jeltsin havde headhuntet ham til jobbet som premierminister fra stillingen som chef for efterretningstjenesten FSB.

Da den 48-årige fungerende præsident gav sit første interview i præsidentkontoret i Kreml, vidste pressefolkene ikke helt, hvad de gik ind til.

Vi fandt 25.000 søgeresultater om Putin, men ikke en eneste anekdote

Russiske pressefolk, januar 2000

Vladimir Putin ventede på gulvtæppet foran præsidentkontorets massive skrivebord, da døren gik op.

Pressefolkene hilste hurtigt på ham, og så sagde én af dem.

- Vladimir Vladimirovitj, det er os, der bestemmer i dag, hvis du ikke har noget imod det.

Ansigtet over de hvide skjorteflipper kvitterede med et underfundigt smil.

Det havde han ikke noget imod, sagde han.

- Vi ville gerne opmuntre dig med en anekdote om Putin, så vi søgte overalt på internettet, men der var ikke nogen, lød det fra én af journalisterne, der tilføjede:

- Vi fandt 25.000 søgeresultater om Putin, men ikke en eneste anekdote.

Kunne den fungerende præsident i det mindste ikke bidrage med en anekdote om sig selv?

- Det kan jeg ikke. Hvordan skulle jeg kunne det, når der ikke er nogen. Selv I kunne ikke finde dem, lød det fra Vladimir Putin, mens han igen smilede underfundigt.

Bekymringen

Under samtalen fandt journalisterne ud af, at Vladimir Putin går med sit ur på højre hånd, at han ikke nød udsigten gennem kontorets vinduer, og at det hårde ryglæn på præsidentens stol ikke generede ham.

- Jeg læner mig aldrig rigtig tilbage, jeg læner mig mere frem over bordet, sagde Vladimir Putin.

Men han fortalte også, at han var bekymret for Ruslands fremtid.

- Der foregår en skånselsløs konkurrence mellem verdens regeringer på den internationale arena, lød det fra Vladimir Putin, der tilføjede:

- Det er bekymrende, at vi ikke er blandt de førende i den konkurrence.

Så da pressefolkene forlod kontoret, havde Vladimir Putin faktisk løftet sløret for, hvor han ønskede Rusland hen. De var til gengæld ikke blevet ret meget klogere på, hvem manden i jakkesættet egentlig var.

Måske var det alligevel Vladimir Vladimirovitj, der bestemte over pressefolkene den dag.

Kamæleonen

I dag, 22 år senere, giver ordet "Putin" 228 millioner søgeresultater på Google, og præsidentens pressehåndtering er langt mere professionel end dengang.

Hvem husker for eksempel ikke dengang i 2009, hvor han red rundt i Sibirien i bar overkrop?

Han har også croonet med Sharon Stone.

Og tilfældigvis gjort arkæologiske fund på bunden af Sortehavet.

Og kørt på tur med rockergruppen Natteulvene.

Han har også slukket brande i Sibirien, styret kampfly i Tjetjenien og mange andre ting, som efterlader et indtryk af en mand med ufatteligt mange interesser.

Men selvom vi i Vesten måske synes, at det virker en smule komisk, når Vladimir Putin sætter sig op i et letvægtsfly for at følge en flok traner på træk, så har det fuldstændig gennemtænkt formål.

Det mener den amerikanske ekspert i russiske forhold og tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Fiona Hill, der sammen med økonomiprofessoren Clifford G. Gaddy har skrevet bogen 'Mr. Putin'.

Scenerne med Vladimir Putin i forskellige roller er alle en del af en påvirkningskampagne, der skal ramme dele af den russiske befolkning, skriver de to eksperter.

- De er alle baseret på meningsmålinger, der peger på, at Putin bør skabe en direkte personlig forbindelse til bestemte grupper i den russiske befolkning, skriver de i bogen.

Bogen

Vladimir Putin selv har flere gange sagt, at han er god til at få andre mennesker til at se ham, som de selv ønsker at se ham, og ikke som han virkelig er.

Men hvordan er han så?

Ret kedelig, hvis han selv skal sige det.

Det gjorde han i foråret 2000, lige inden det præsidentvalg hvor han vandt første gang.

Valget var i marts, og pressefolkene besøgte ham i januar, hvor han endnu kun var fungerende præsident.

Faktisk har jeg levet et meget simpelt liv. Alt er en åben bog

Vladimir Putin, præsidentkandidat i Rusland, vinteren 2000

Og i vinteren 2000 var det ikke 100 procent sikkert, at Vladimir Putin ville vinde.

Derfor udgav den ukendte politiker en bog, hvor russerne kunne lære ham at kende.

Værket hedder 'Førstepersonen: Samtaler med Vladimir Putin'.

De 208 indbundne sider er senere solgt med undertitlen 'Et forbløffende ærligt selvportræt af Ruslands præsident' og indeholder en række redigerede interviews, hvor Vladimir Putin og hans stab selv styrede, hvad der blev spurgt til og svaret på.

Første sætning i fortællingen om den tidligere KGB-agent lyder:

- Faktisk har jeg levet et meget simpelt liv. Alt er en åben bog.

Lille Volodja

Den "åbne bog" er på den ene side fyldt med anekdoter om Vladimir Putin, men på den anden side skrevet for at kapre stemmer i en valgkamp.

Alligevel tegner den måske en silhuet af et menneske i røgsløret.

I hvert fald er der en række fakta, som bekræftes af flere andre kilder.

Hovedpersonens egen beretning om det simple liv begynder i et arbejderkvarter i Leningrad (det nuværende Sankt Petersborg) 7. oktober 1952, hvor Vladimir Vladimirovitj Putin kom til verden

I trappeopgangen lærte jeg, hvad det vil sige at være trængt op i et hjørne

Vladimir Putin, Ruslands præsident

Hans farfar var kok for sovjetlederen Josef Stalin, hans far havde kæmpet som soldat under Anden Verdenskrig og derefter fået job på en fabrik, der lavede togvogne, mens moderen var hjemmegående.

Lille Volodja, som han blev kaldt, voksede op som enebarn, efter forældrene havde mistet to sønner til sygdom og sult, før han blev født.

Rottefængeren

Der var mange rotter i lejlighedskomplekset, og Vladimir Putin fortæller, at han jagede dem sammen med sine venner bevæbnet med stokke.

- I trappeopgangen lærte jeg, hvad det vil sige at være trængt op i et hjørne, fortæller Vladimir Putin i bogen.

Han jagede en enorm rotte ned ad trappen og fik afskåret dens flugtvej.

- Pludselig kastede den sig mod mig. Jeg var overrasket og bange. Nu jagede rotten mig, fortæller han.

Det lykkedes ham at undslippe, men Vladimir Putin glemte aldrig historien.

I de første skoleår beskriver han sig selv som utilpasset, og han var ikke med i den kommunistiske spejderbevægelse ”ungpionererne”, hvilket ellers var så godt som obligatorisk, hvis man ville være en god sovjetborger.

Men så opdagede han kampsporten sambo, der er en slags russisk judo, og begyndte at se spionfilm.

Drømmen

Favoritterne var de fire film i serien 'Skjoldet og sværdet' fra 1968, der handlede om en KGB-agent, som snød nazisterne igen og igen under Anden Verdenskrig.

Det var dér, at Vladimir Putin ifølge eget udsagn besluttede sig for at blive agent i KGB.

- Min opfattelse af KGB kom fra romantiske spionhistorier. Jeg var et rent og fuldkomment succesfuldt produkt af patriotisk uddannelse i Sovjetunionen, fortæller Vladimir Putin i sin bog.

At KGB havde deltaget i de omfattende udrensninger, som ifølge en tidligere chef for spiontjenesten gennem årene kostede 4,2 millioner menneskeliv, var ikke noget, den unge patriot gik op i.

- For at være ærlig tænkte jeg overhovedet ikke på det, fortæller Vladimir Putin i sit "forbløffende ærlige" selvportræt.

Han tilføjer, at han som ung godt vidste, at folk havde haft det svært, dengang Stalin var landets diktator.

Den unge Vladimir Putin læste jura, fordi det gav ham de bedste chancer for at blive spion, og efter fire år på universitetet blev han efter eget udsagn hvervet til KGB.

Fare på færde?

Allerede under træningen opdagede instruktørerne ifølge hovedpersonen selv en alvorligt brist i hans karakter.

Vladimir Putin kan ikke føle fare.

- Jeg forholder mig roligt. Endda for roligt. Da jeg var på efterretningsskolen, fik jeg en evaluering, hvor de skrev følgende negative bedømmelse af min karakter: "En nedsat farefølelse", siger Putin i sin bog.

En spion, der har svært ved at føle, at han er i fare, kan hurtigt komme til at løbe en unødvendig risiko.

- Jeg var nødt til at arbejde med min fornemmelse for fare i en lang periode, fortæller Vladimir Putin i sit selvportræt.

Ifølge Ruslands-eksperterne Fiona Hill og Clifford G. Gaddy er det med den nedsatte farefølelse dog ikke nødvendigvis sandt.

- Resultatet af Putins misinformation og modstridende oplysninger er at skabe et billede af, at han er uigennemskuelig og uforudsigelig og derfor endda farlig, skriver de i bogen 'Mr. Putin' og tilføjer:

- Det er en del af den måde, som han deltager i det nationale og internationale spil på – at alle bliver ved med at gætte på, og i nogle tilfælde frygte, hvordan han vil reagere.

Så måske forklarer det, hvorfor Vladimir Putin lod sin hund snuse til Tysklands forbundskansler i 2009.

Eller hvorfor han lod USA's præsident Donald Trump sidde og vente i næsten en time før et møde i 2017, hvor historien om russisk indblanding i præsidentvalget i USA var på sit højeste.

Eller dengang i juni 2000, da ejeren af tv-stationen NTV, som stod bag det populære satiriske dukkeshow 'Kukly', blev sat i fængsel. Officielt skete det, fordi han var kritisk over for krigen i Tjetjenien.

Familiefaderen

At privatpersonen Vladimir Putin kan være en smule uforudsigelig, ser dog ikke ud til at være helt forkert.

For eksempel forlod han i sine unge dage en kvinde, han var forlovet med, fordi han fik kolde fødder lige inden brylluppet.

I stedet blev han gift med Ljudmilla Sjkrebneva, som han fik to døtre med.

Ljudmila blev også interviewet til sin mands selvportræt i 2000, men hun afslørede ikke ret meget om deres privatliv.

- Man kan aldrig vide alt om en person, lyder hendes første replik.

Parret var sammen under udstationeringen i Østtyskland, og Ljudmila fortæller, at hendes mand aldrig talte med hende om sine problemer, uden at han selv havde fundet en løsning først.

Ingen kan sno far om lillefingeren

Ljudmilla Putina, hustru

Døtrene Maria og Katerina blev ifølge Ljudmilla forkælet af deres far, men da skribenten spørger, om de kan sno deres far om en lillefinger, svarer hun:

- Ingen kan sno far om lillefingeren.

Det kunne Ljudmilla formentlig heller ikke.

Parret blev skilt i 2014 efter over 30 års ægteskab. Vladimir Putin taler så godt som aldrig om sit familieliv, og der går rygter om elskerinder og børn uden for ægteskab.

Napoleon, de Gaulle og Erhart

Mens privatlivet er indhyllet i hemmeligheder, er Vladimir Putin mindre sky, når det drejer sig om hans idoler.

Da skribenterne i år 2000 spurgte ham, hvem hans forbilleder var, svarede han først Napoleon Bonaparte, slog det hen som en joke, og foreslog så i stedet Frankrigs nationalikon general Charles de Gaulle, og den tidligere tyske kansler Ludwig Erhart, der var med til at genrejse Tysklands økonomi efter Anden Verdenskrig.

Hvilket forbillede, Vladimir Putin bliver nærmest efter to årtier ved magten, er åbent for fortolkning.

Han har hverken kronet sig selv til kejser eller udført større militære genistreger. Alligevel er der i dag frygt for, at Vladimir Putin vil føre en erobringskrig i Ukraine.

Og når det kommer til antallet af militæraktioner, har den russiske præsident mere til fælles med Napoleon Bonaparte og Charles de Gaulle end med Ludwig Erhart.

Krig var faktisk hans allerførste opgave som konstitueret præsident.

Feltherren

Dagen efter Boris Jeltsin havde overdraget ham magten, fløj Vladimir Putin til den russiske republik Tjetjenien, der forsøgte at løsrive sig.

Jeg finder hans stil forfriskende og åben

Robin Cook, udenrigsminister i Storbritannien, 2000

Her brugte Ruslands nye leder sin første arbejdsdag på at tale til de russiske soldater, som forsøgte at slå oprøret ned.

- Dette handler ikke blot om at genskabe Ruslands ære og værdighed. Det er vigtigere end som så. Det handler om at standse Den Russiske Føderations opløsning, sagde han.

Selvom der var talrige historier om brud på menneskerettighederne i Tjetjenien, hvor der blev kastet brandbomber mod civile, og en lastbil med børn gik op i flammer i landsbyen Katyr Yurt, blev Vladimir Putin ikke mødt med større international fordømmelse.

- Jeg finder hans stil forfriskende og åben, og vi deler hans prioriteter, sagde den daværende britiske udenrigsminister, Robin Cook, efter et besøg i Moskva i februar 2000.

Men Vladimir Putin fandt ikke den vestlige verdens stil lige så forfriskende og åben.

Den gamle fjende

Især forsvarsalliancen NATO, den gamle fjende fra dagene i KGB, havde han det svært med.

- Vi må ikke glemme, at NATO og Europa ikke er én og samme ting. Jeg har allerede sagt, at Rusland er et land med europæisk kultur - ikke NATO-kultur, fortæller han i sin selvportrætbog.

Faktisk kunne han godt tænke sig at lave forsvarsalliancen grundlæggende om ved at melde Rusland ind og udfordre USA’s dominans.

- Jeg tror, at de frygter ødelæggelsen af NATO indefra. Jeg forstår dem fuldstændig, fortæller Vladimir Putin.

Han bemærker samtidig, at Sovjetunionen i 1940’erne også forsøgte at komme ind i NATO for at påvirke alliancen indefra.

- Magtbalancen kunne blive ødelagt. Skaberne af NATO frygter, at organisationen vil ændre sig drastisk. Fra vores perspektiv ville det ændre sig til det bedre og fra deres muligvis til det værre, siger han i bogen.

Da Vladimir Putin vandt præsidentvalget i marts 2000, var Tjekkiet, Ungarn og Polen allerede blevet optaget i NATO, og de baltiske lande, Rumænien, Bulgarien, Slovakiet og Slovenien, forhandlede om at komme med.

Hvis de skubber os væk, vil vi blive tvunget til at finde allierede og forstærke os selv

Vladimir Putin, præsidentkandidat, 2000

I 2001 advarede Vladimir Putins nationale sikkerhedsrådgiver, Sergej Ivanov, om, at en udvidelse af alliancen ville ”skabe en fundamentalt ny situation i Europa, der objektivt set krænker Ruslands politiske og militære interesser, hvilket kan lede til en alvorlig krise”.

Men den tid, hvor Østeuropas skæbne blev afgjort i Moskva, var forbi, og ansøgerlandene blev optaget.

Følelsen af svigt

At de vesteuropæiske lande kunne finde på at trodse ham, var Vladimir Putin allerede forberedt på, mens hans portrætbog blev skrevet.

- Vi vil kæmpe for at beholde vores geografiske og åndelige position. Hvis de skubber os væk, vil vi blive tvunget til at finde allierede og forstærke os selv. Hvad andet kan vi gøre? spurgte han.

Rusland blev aldrig medlem af NATO, og i stedet begyndte Vladimir Putin at forstærke Ruslands position, ligesom Charles de Gaulle og Ludwig Erhart måske ville have gjort det.

Men også en lille smule som Napoleon Bonaparte.

I august 2008 overfaldt Vladimir Putin nemlig et af Ruslands nabolande i det 21. århundredes første angrebskrig.

To provinser i nabolandet Georgien havde gjort oprør.

En del af befolkningen var etniske russere, og da Georgiens militær forsøgte at slå oprøret ned, blandede Vladimir Putin sig.

Invasionen af Abkhasien og Sydossetien blev mødt med fordømmelser, men USA og Vesten sendte kun ubetydelig hjælp til Georgien, der blev løbet over ende på få dage.

Et produkt af Sovjetunionen

I 2014 annekterede Rusland halvøen Krim, som havde tilhørt Ukraine, uden at blive mødt med andet end sanktioner og vrede ord fra USA og Vesten.

Nu står Vladimir Putins soldater så langs Ukraines grænser, hvor prorussiske separatister i årevis har kæmpet for at løsrive den østlige del af landet.

Resten af Ukraine vil gerne med i NATO, men det vil Vladimir Putin ikke tillade.

Hvor langt, han er villig til at gå, har vi endnu til gode at se.

I sommeren 2021 udgav Vladimir Putin således et essay, hvor han redegør for sit syn på Ukraine.

- Det moderne Ukraine er fuldkommen et produkt af Sovjet-æraen. Vi ved og husker, at det for størstedelens vedkommende blev skabt på gammelt russisk land.

Moskva er ikke længere tavs.

Lige nu kan du i 'Kernen' på TV 2 PLAY se programmet 'Putin på grænsen'.