Rusland i FN: USA beder nærmest om, at vi invaderer Ukraine

Rusland og USA udvekslede hårde beskyldninger, da de mandag debatterede Ukraine i FN.
Der blev udvekslet vrede beskyldninger i FN’s Sikkerhedsråd mandag, da rådet var samlet for at diskutere den anspændte situation i Ukraine.
Den amerikanske FN-ambassadør kaldte den russiske troppekoncentration tæt ved grænsen til Ukraine for "den største i Europa i årtier" og advarede om "rædselsvækkende konsekvenser", hvis Rusland invaderer Ukraine.
Den russiske FN-ambassadør anklagede til gengæld USA for at skabe "hysteri" og for at håbe på, at den russiske invasion bliver en realitet.
- I beder nærmest om det. I ønsker, at det skal ske. I venter på, at det skal ske, så jeres forudsigelser kan blive til virkelighed, sagde den russiske FN-ambassadør, Vassilij Nebenzia.
- Ikke noget, USA skal blande sig i
USA havde bedt om mødet i Sikkerhedsrådet for at få en forklaring fra Rusland på koncentrationen af russiske tropper tæt på Ukraine. Over 100.000 russiske soldater står nu tæt på Ukraine, enten på russisk territorium eller placeret i nabolandet Hviderusland. Men ifølge USA kom der ikke meget ud af mødet.
- Vi fik ikke meget nyt at høre. De gav os ingen af de svar, som vi havde håbet at få, sagde den amerikanske FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, efter mødet til blandt andre CNN.
Rusland afviste nemlig at diskutere, hvor man vælger at placere sine tropper på sit eget territorium.
- Det er ikke noget, USA skal blande sig i, sagde Vassilij Nebenzia.
Til gengæld kom han med en skarp advarsel om, at Ukraine kunne "smadre sig selv", hvis Ukraine blev ved med at angribe de østlige, oprørskontrollerede regioner af landet, som russiskstøttede oprørere har kontrol med.
- Det kan ende på den værst tænkelige måde for Ukraine. Ikke fordi nogen har smadret landet, men fordi det har smadret sig selv, uden at Rusland har noget som helst at gøre med det, sagde han.
Samtalerne fortsætter
Trods det frugtesløse møde i FN’s Sikkerhedsråd fortsætter de diplomatiske kontakter på kryds og tværs.
Mandag holdt den russiske præsident, Vladimir Putin, telefonmøde med sin franske kollega Emmanuel Macron.
Tirsdag holder den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og hans russiske kollega Sergej Lavrov endnu et telefonmøde.
Og ligeledes rejser den britiske premierminister, Boris Johnson, på besøg i Ukraine tirsdag.