Udland

Sultende afghanere sælger deres nyrer

Den humanitære katastrofe i Afghanistan er så alvorlig, at familier er tvunget til at sælge alt, hvad de har.

I dele af Afghanistan er desperationen nu så stor, at hele familier vælger at sælge deres nyrer for at skaffe penge til mad.

Den britiske tv-station Sky News har besøgt en landsby i det vestlige Afghanistan i nærheden af grænsen til Iran, hvor den ene indbygger efter den anden kan fremvise operationsar efter at have fået fjernet en nyre.

Det understreger desperationen i landet

Simi Jan, korrespondent

Betalingen for en nyre ligger på omkring 10.000 kroner, fortæller landsbyboerne til Sky News.

Den humanitære situation i landsbyen – og i store dele af Afghanistan – er nu så slem, at mange familier kun har to ting at sælge, hvis de skal skaffe penge til mad.

Enten deres organer eller deres børn.

I landsbyen fortæller et ægtepar, at de begge har solgt en nyre, og at de nu er på vej til at sælge et af deres børn.

Faren forklarer, at han endnu ikke har bestemt sig for, hvilket barn der skal sælges, men at han er forberedt på, at prisen for et barn vil blive mindre end prisen på en nyre.

- Jeg er parat til at sælge det så billigt som for 20.000 afghanis (knap 1400 danske kroner, red.). Jeg kan ikke gå i seng hver aften med børn, der græder over, at de er sultne, forklarer faren.

Desperation

Ifølge TV 2s Afghanistan-korrespondent Simi Jan giver både handlen med nyrer og med børn et gruopvækkende indtryk af, hvor alvorligt den humanitære katastrofe i Afghanistan har udviklet sig.

- Jeg var selv i Afghanistan for en måned siden og mødte også flere, der var parate til at sælge deres børn. Der var en mand, der sagde til mig: "Hvis du køber min femårige søn, så kan jeg brødføde mine andre børn". Det understreger desperationen i landet, siger Simi Jan.

Situationen for den i forvejen fattige befolkning er blevet drastisk forværret, siden Taliban overtog magten i landet i august.

Store dele af befolkningen er afhængige af udenlandsk nødhjælp, og meget af den blev pludseligt afbrudt, fordi de vestlige donorer ikke ønskede at støtte den nye Taliban-regering.

- Det er en af de værste humanitære katastrofer nogensinde, der foregår lige for øjnene af os. De allerfattigste, der i forvejen ikke kunne få enderne til at mødes, ser nu deres små, underernærede, udsultede børn dø på hospitalerne, fortæller Simi Jan.