Hvorfor ser vi alle de kup i Vestafrika?
Burkina Faso er bare det sidste i rækken, hvor militæret har taget magten i de seneste måneder.
Det kan lyde som noget af en påstand i vestlige ører, men mange afrikanere har ikke samme forhold til demokratiet som styreform, som vi andre har.
For dem er der ting, der er vigtigere end styreformen. Sat på spidsen vil de hellere have ro, fred og mad på bordet. Hvis demokratiet kan levere det, så er det fint. Men hvis demokratiet fejler, og der skal en diktator til, så er det bedre. Så kan eliten og de studerende i byerne lege med deres demokrati.
Senest har vi set jublende folkemængder i Burkina Faso, da det stod klart, at deres præsident forleden var blevet sat fra bestillingen. Militærkuppet mod Roch Kabore var det fjerde i Vestafrika på under halvandet år. Der var også et militærkup i Guinea for fem måneder siden, og Mali har haft to på halvandet år.
Med hensyn til Guinea har Al-Jazeera lavet et interview med den midlertidigt indsatte premierminister Mohamed Beavogui.
- Den demokratiske verden har misforstået situationen i landet. Sommetider er vold den eneste måde at ændre tingene på. Jeg ved godt, at når der er et kup, så møder det modstand rundt om i verden. Men før vi kom til, var det et civilt kup. Forgængeren nægtede at gå af. Han ændrede forfatningen, siger Mohamed Beavogui
Kuppet i Burkina Faso gav folket håb om, at sikkerheden vender tilbage. Og de har brug for sikkerhed, for militante islamistiske grupper spreder død og ødelæggelse – ikke kun blandt de civile, men også blandt den dårligt udrustede hær, der også bliver angrebet af de militante grupper. Det er mange forskellige grupper, al-Qaeda og den såkaldte Islamisk Stat er et par af dem.
Dem uden håb
De er også i Mali, hvor de i 2012 var lige ved at løbe hovedstaden, Bamako, over ende. Med hjælp fra den gamle kolonimagt Frankrig og afrikanske styrker lykkedes det at holde fast på centralmagten. Men de militante grupper var ikke nedkæmpet af den grund. De havde masser af plads at trække sig tilbage til.
Grupperne har nemt spil i de enorme områder, hvor staten – det vil sige hæren – ikke er til stede, hvor folk føler sig ladt i stikken, og hvor grupperne nemt kan rekruttere blandt de fattige og desillusionerede. Dem uden håb.
I Burkina Faso har gruppernes angreb kostet 2000 civile livet siden 2015, og i følge FN er 1,5 millioner drevet på flugt internt. Over tusind skoler er lukket på grund af faren. Den berømte dråbe kom, da 100 blev dræbt i et enkelt angreb på en landsby sidste år. Da fik folk nok.
I halvandet år har vi været vidne til kup på kup på kup.
De var ellers så demokratiske
Men som BBC's Vestafrika-analytiker Paul Melly skriver, så var Vestafrika ellers en region, hvor flerpartivalg var blevet normen, og selvom – som han siger – at nogle af de valgte præsidenter havde deres egne tolkninger af loven, så de kunne blive på magten, så er magten i tre lande på kort tid blevet helt overtaget af mænd i uniform.
Grænser er blevet lukket, ledere er blevet fængslet, forfatninger er blevet sat ud af kraft, og løfter om bedre tider er blevet fremsat.
Helt aktuelt er vi vidne til en helt usædvanlig situation, hvor Danmark er kommet i klemme. Danmark har sendt 104 jægersoldater og et hospitalshold til Mali. De blev sendt af sted for knap to uger siden, og de skal indgå i en koalition med franskmænd i spidsen. Andre lande er også med.
Koalitionen skal efter invitation fra Mali hjælpe den maliske hær med at bekæmpe terrorister. Vi er der også for at hjælpe os selv. Kort sagt for at terroristerne ikke skal sprede sig til Europa og for at hjælpe med at stabilisere landet, så de terroriserede borgere ikke migrerer nord på.
Men pludselig forleden meddelte den maliske overgangsregering, at danskerne skulle forlade landet. Forklaring: Danmark havde ikke overholdt spillereglerne. Det mente den danske regering nok, at den havde og lagde dokumentation på bordet. Men nu vil man ikke længere være til grin. De danske tropper trækkes hjem.
Under alle omstændigheder er det politiske spil meget anderledes i Mali og resten af Vestafrika.
I flere vestafrikanske lande sætter folk nu deres lid til generalerne i et håb om, at man ikke længere skal gå og frygte, at ens landsby bliver den næste, der bliver angrebet. De håber, at skolerne bliver genåbnet, og at markederne fungerer – kort sagt at man kan leve et liv i fred og med mad på bordet. Så er styreformen knap så afgørende for de fleste.