Konflikten om Ukraine

Vinter-OL kan ændre Putins invasionsplaner, siger USA

Kinas præsident afviser at have bedt Rusland om at udskyde en invasion til efter afholdelsen af vinter-OL.

USA og de europæiske lande forsøger i disse uger at afværge en mulig russisk invasion i Ukraine.

Men i sidste ende er det Kina, som kan få afgørende betydning for Vladimir Putins planer, lyder det nu fra flere sider.

Fra næste uge er Beijing vært for de olympiske vinterlege begyndende med den officielle åbningsceremoni 4. februar.

Begivenheden er et stort prestigeprojekt for Kina og præsident Xi Jinping. Det sidste, han ønsker, er derfor at risikere at se Rusland stjæle opmærksomheden ved at udløse en global sikkerhedskrise.

- Præsident Xi Jinping vil formentlig ikke være særlig begejstret, hvis Putin skulle vælge det tidspunkt til at invadere Ukraine. Så det vil måske påvirke hans timing og tankegang, sagde USA's viceudenrigsminister, Wendy Sherman, onsdag ifølge Reuters.

Efter planen deltager Putin selv i åbningsceremonien i Beijing.

Tætte allierede

Rusland og Kina står normalt side om side på den globale scene, og det store naboland er Ruslands vigtigste handelspartner. Så sent som i december kaldte Xi Jinping sin russiske kollega for "en gammel ven" og hyldede det tætte forhold mellem de to lande.

Men et russisk angreb på Ukraine under vinter-OL kan slå sprækker i forholdet.

- Putin er nødt til at tage de ideologiske partneres interesser med i sine beregninger og handle så forsigtigt som muligt. Hvis Putin invaderer, vil han skabe en meget negativ baggrund for de olympiske lege, siger Andrej Kolesnikov fra den russiskbaserede tænketank Carnegie Moscow Center til Bloomberg.

Rusland har gentagne gange afvist, at landet overhovedet skulle have planer om at invadere de ukrainske naboer. Det er ifølge russerne en usand påstand fra Vestens side.

Selv hvis sådanne planer eksisterer, er det ikke sikkert, at Putin vil føre dem ud i livet, eller hvornår det i så fald skulle ske. Men vestlige efterretninger har indikeret, at et angreb kunne komme allerede tidligt i 2022.

Kina benægter opfordring til Putin

Der har i nogle medier været spekuleret i, at Xi Jinping i sin seneste samtale med Putin direkte skulle have bedt russerne om at udskyde en eventuel invasion indtil efter vinter-OL.

Det afviste talsmand for det kinesiske udenrigsministerium Zhao Lijian onsdag i klare vendinger og kaldte det for "en ren og skær opdigtet historie".

- Denne påstand fungerer ikke blot som tilsvining og hån af det kinesisk-russiske forhold, men også som en bevidst indblanding og sabotage af vinter-OL i Beijing, sagde Zhao ifølge The Times.

Kineserne har tidligere udtalt om Ukraine, at de opfordrer til fredelige løsninger på alle konflikter.

Støtter olympisk våbenhvile

I december vedtog FN en aftale om olympisk våbenhvile, der tilskynder, at landene holder fred fra syv dage før starten på de olympiske lege og indtil syv dage efter afslutningen på de paralympiske lege. Det er et vindue, der strækker sig fra 28. januar til 20. marts.

Aftalen blev vedtaget med bred enighed, og Ruslands repræsentant opfordrede alle nationer til at overholde våbenhvilen.

På trods af det skal vi forvente, at Putin – hvis han ønsker at handle – vil gøre det på det bedste tidspunkt for Rusland. Det vurderer Tatiana Stanovaya, politisk konsulent og stifter af det russiskbaserede analysefirma R.Politik.

- Putin kan ikke ofre Ruslands strategiske interesser og sikkerhed bare for at gøre en nabo glad. Heller ikke selvom han er højtrespekteret og strategisk vigtig, siger hun til Bloomberg.

Ironisk nok har Rusland og Kina tidligere stået i samme situation. Da krigen mellem Rusland og Georgien brød ud i 2008, lancerede Rusland en storstilet invasion på dagen for åbningsceremonien ved sommer-OL i Beijing. Også dengang førte det til kinesisk frustration.

Da russiske styrker i 2014 annekterede Krim-halvøen fra Ukraine, skete det få dage efter afslutningen på vinter-OL i den russiske by Sochi.

Russiske krav blev afvist

De seneste udmeldinger fra Ukraine såvel som Rusland tyder ikke på, at en eventuel invasion er nært forestående.

Hvad handler konflikten om?

Rusland er stærkt bekymret over NATO's udvidelse mod øst, som ifølge russerne er i strid med en aftale fra afslutningen på Den Kolde Krig.

Rusland beskylder NATO for at øge spændingerne i regionen og fremlagde i december 2021 en række sikkerhedsgarantier, som de ønsker opfyldt. Herunder, at Ukraine aldrig optages i NATO, og at NATO opgiver enhver militæraktivitet i landene i Østeuropa.

Indtil da hævder russerne at være nødsaget til at opruste deres militære tilstedeværelse langs den vestlige grænse mod Ukraine. Noget, som til gengæld har fået Vesten til at anklage Rusland for at planlægge en invasion.

Onsdag aften modtog Rusland svar fra NATO og USA på de sikkerhedskrav, som russerne fremsatte i december.

Svarene imødekommer ikke russernes primære krav, herunder en garanti mod ukrainsk NATO-medlemskab, men der er alligevel grundlag for at fortsætte dialogen, siger russerne.

Der er endnu ingen aftaler om det videre forhandlingsforløb mellem parterne.