Udland

Elon Musks rumraket er ude af kontrol – nu har den kurs mod Månen

Raketten blev efterladt ude i rummet for syv år siden.

En løbsk rumraket ejet af multimilliardæren Elon Musk vil kollidere med månen inden for nogle uger.

Det skriver det britiske dagblad The Guardian.

Selvom hændelsen er interessant, er den ikke en "big deal," skriver astrofysiker fra Harvard Universitet Jonathan Mcdowell på Twitter.

- Vi ved, at masser af skrot fra månemissioner har ramt Månen, skriver han i et indlæg på sin hjemmeside.

- Det er første gang, at man bliver opmærksom på et objekt med kurs mod Månen, som ikke har til hensigt at skulle ramme den, tilføjer astrofysikeren.

Svæver rundt som "rumskrot"

Raketten hedder Falcon 9 og er fra multimilliardæren Elon Musks rumselskab Space X.

Den forlod Jorden tilbage i februar 2015 for at føre en vejrsatellit til vejrs under en såkaldt interplanetar mission.

Falcon 9 formåede at udføre missionen, men efterfølgende gik det ned ad bakke.

På grund af manglende brændstof kunne den ikke vende tilbage til Jorden, og siden har den svævet rundt som "rumskrot," skriver Jonathan Mcdowell.

Vil ikke kunne ses fra Jorden

Men nu er den på vej mod Månen med en hastighed på 2,58 kilometer i sekundet.

Ifølge The Guardian mener flere eksperter, at kollisionen vil finde sted 4. marts, hvor den vil ramme den fjerne side af Månen.

Kollisionen forventes ikke at kunne ses fra Jorden blandt andet fordi at det vil foregå et par dage efter nymåne, hvor Månens lysstyrke er mindst.