Coronavirus

Britisk politi undersøger sammenkomster i Boris Johnsons kontorer

Britisk politi er ved at efterforske en række sammenkomster i Downing Street 10 under streng nedlukning.

Britisk politi siger tirsdag, at det er ved at efterforske en række sammenkomster, som fandt sted i premierminister Boris Johnsons kontorer i Downing Street 10, mens samfundet var underlagt strenge covid-19-restriktioner.

Undersøgelserne finder sted på baggrund af beskyldninger om, at de pågældende forsamlinger var ulovlige.

De får ikke betydning for en igangværende undersøgelse, som regeringen selv står bag.

Johnson kæmper for sit politiske liv, efter at der er kommet nye afsløringer af, at han brød coronarestriktionerne ved at deltage i et surprise-fødselsdagsselskab i Downing Street, selv om der var forbud mod sociale sammenkomster indendørs.

Der ulmer også et oprør mod Johnson i hans eget konservative parti.

Undersøgelse ventes afsluttet snart

Undersøgelserne af festerne udføres af den ledende embedsmand Sue Gray. Hun er i øjeblikket ved at udspørge en række kilder om sammenkomsterne.

Det ventes, at hun afslutter undersøgelserne inden for kort tid. En regeringstalsmand siger, at hun er i løbende kontakt med politiet.

De seneste afsløringer om en fødselsdagsfest i Downing Street den 19. juni kom mandag aften. Op mod 30 mennesker var ifølge ITV-News til stede. Det var på et tidspunkt, hvor der højst måtte være seks deltagere i en social sammenkomst.

Grays efterforskning menes også at omfatte den påståede fødselsdagsfest den 19. juni.

I opinionsmålingerne er de konservative nu langt efter arbejderpartiet Labour.

Der har dog ikke været oprør nok i Johnsons eget bagland til at udløse en mistillidserklæring til ham.