Udland

Vores besøg er en succes, siger Taliban-leder om møder i Norge

For Taliban er det en charmeoffensiv for at bevise, de kan varetage opgaven med at regere Afghanistan, siger TV 2's korrespondent Simi Jan.

Det var tilfredse Taliban-ledere, der mandag mødte pressen efter at have indledt tre dages møder med repræsentanter for vestlige regeringer fra blandt andet USA, EU og Norge.

- Vores besøg i Norge er en succes. Vi har opnået en fælles forståelse, sagde Amir Khan Muttaqi, fungerende udenrigsminister i Afghanistan og leder af den 12 mand store Taliban-delegation, der lørdag aften landede i lufthavnen i Oslo efter at være ankommet med et privatfly.

Møderne bliver holdt på Soria Moria-hotellet i Oslo, de startede søndag og varer til og med tirsdag.

Årsagen til mødet er ifølge den norske udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, at Norges regering er "ekstremt bekymret" over den humanitære situation i Afghanistan, hvor mange folk sulter.

- Det er vigtigt, at både det internationale samfund og afghanere fra forskellige steder indgår i dialog med Taliban.

Ønsker økonomisk støtte

Derfor er et af formålene med Talibans besøg i Oslo at få økonomisk støtte til Afghanistan, forklarer TV 2's korrespondent Simi Jan.

- De står over for en humanitær katastrofe, siger Simi Jan.

Men den norske udenrigsminister har også understreget, at man er klar til at stille krav til Taliban om ændringer i Afghanistan.

- Vi kommer til at være klare i mælet omkring vores forventninger til Taliban - især i forhold til pigers uddannelse og menneskerettigheder - eksempelvis kvinders ret til at deltage i samfundet, har Anniken Huitfeldt blandt andet sagt inden møderne med Taliban.

Og ifølge Amir Khan Muttaqi er Taliban klar til at imødekomme det ønske.

- Det var ikke blot samtaler, men udveksling af ideer til ændringer i Afghanistan. Det var gode synspunkter, som blev hørt, sagde Amir Khan Muttaqi på mødet med pressen.

Men Taliban har også andre motiver til for første gang at mødes med repræsentanter med vestlige regeringer efter magtovertagelsen.

- For Taliban er det her en charmeoffensiv for at bevise, at de kan varetage opgaven at regere Afghanistan, så de ikke længere bliver associeret med terror og selvmordsangreb, siger Simi Jan.

Kritik i Norge

Taliban-besøget og møderne i Oslo har vakt skarp kritik i Norge. Søndag var der demonstration mod Taliban-besøget ved det norske udenrigsministerium i Oslo, hvor afghanske statsborgere i Norge protesterede.

- Vi vil ikke have Taliban her i Norge. De repræsenterer ikke os. Taliban er på en terrorliste i USA, så hvorfor skal vi invitere dem og forhandle med dem, sagde en af demonstranterne, Shahia Soltani, en afghansk statsborger, ifølge Euro News.

Møderne har også udløst politisk kritik fra Sylvi Listhaug, leder af Fremskrittspartiet (FrP) i Norge.

- At norske myndigheder tror, det nytter, at snakke med ekstreme islamister om menneskerettigheder og kvinders rettigheder, er så naivt, at det er som at tro på julenissen og påskeharen på samme tid, skrev Sylvi Listhaug i en mail til VG.

Ifølge den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), er Danmark ikke inviteret med til møderne.

- Jeg noterer mig, at man fra norsk side offentligt har understreget, at værtskabet for møderne i Oslo ikke er et udtryk for formel norsk anerkendelse af Taliban-regeringen. Det afspejler også den fælles tilgang, vi har i EU, har Jeppe Kofod slået fast i et skriftligt svar til TV 2.