Udland

Taliban på vej til Norge i privatfly

Danmark deltager ikke i møderne med Taliban, oplyser Udenrigsministeriet til TV 2.

Lørdag eftermiddag er et privatfly med en Taliban-delegation på vej til Norge.

Det skriver flere norske medier, herunder VG og NRK. Det samme skriver en talsmand for den afghanske Taliban-regering.

Delegationen ledes af den afghanske udenrigsminister Amir Khan Muttaqi. Med sig har han 10-12 personer, skriver NRK.

Den norske avis VG har været i kontakt med Norges udenrigsministerium, som ikke ønsker at kommentere historien om, at delegationen er på vej til landet.

Ministeriet vil heller ikke bekræfte, om det er norske myndigheder, som har chartret flyet for Taliban.

Dog bekræftede den norske regering fredag, at den har inviteret Taliban til Oslo 23.-25. januar.

Årsagen er ifølge landets udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, at Norges regering er "ekstremt bekymret" over den humanitære situation i Afghanistan.

- Det er vigtigt, at både det internationale samfund og afghanere fra forskellige steder indgår i dialog med Taliban.

- Vi kommer til at være klare i mælet omkring vores forventninger til Taliban - især i forhold til pigers uddannelse og menneskerettigheder - eksempelvis kvinders ret til at deltage i samfundet, lød det fra Huitfeldt i en pressemeddelelse.

Danmark deltager ikke

Ifølge talsmanden Abdul Qahar Balkhi skal delegationen mødes med en række lande for blandt andet at diskutere humanitær bistand til det kriseramte land.

Også emner som uddannelse og økonomi er på tapetet, skriver han på Twitter.

Ifølge NTB's og VG’s oplysninger er der tale om møder med repræsentanter fra Norge, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, EU og USA.

Den norske regering satte fredag ikke navn på deltagerlande, men skrev, at Taliban skal mødes med en "række allierede lande".

En talsperson for den amerikanske delegation siger til norske NTB, at USA er glade for, at Norges regering har taget det på sig at organisere mødet med Talibanregimet.

TV 2 har været i kontakt med det danske udenrigsministeriums pressetjeneste, som oplyser, at Danmark ikke deltager i mødet med Taliban.

Bror til eftersøgt indenrigsminister

Taliban-talsmanden Abdul Qahar Balkhi deler på Twitter tre billeder af delegationen og privatflyet, som den rejser i.

På et af billederne ses Anas Haqqani, som er en ledende skikkelse i den islamistiske Taliban-bevægelse.

Anas Haqqani har indtil for nylig været sortlistet af USA på grund af bånd til terrorvirksomheder, skriver NRK.

Hans storebror, Sirajuddin Haqqani, blev i efter Talibans magtovertagelse af Afghanistan i efteråret udnævnt som indenrigsminister.

Udnævnelsen af Haqqani trak internationale overskrifter, da han i mange år har ledet det militante Haqqani-netværk, som er stiftet af brødrenes far.

Sirajuddin Haqqani er efterlyst af USA med en dusør på 10 millioner dollar, da han er mistænkt for at stå bag et bombeangreb i Kabul i 2008, der kostede seks menneskeliv - heriblandt en amerikaner.

TV2.DK følger sagen.