Konflikten om Ukraine

Joe Bidens bemærkninger har skabt usikkerhed før topmøde om Ukraine

Rusland og USA skal fredag forsøge at mindske spændingen i Ukraine. USA vil måske komme med en diskret indrømmelse, siger TV 2s USA-ekspert.

Fredag skal den spændte situation i Ukraine diskuteres på højeste niveau, når USA's udenrigsminister, Antony Blinken, mødes med sin russiske udenrigsministerkollega, Sergej Lavrov.

Mødet finder sted, efter at USA har haft travlt med at forsikre omverdenen om, at man ikke har slækket på sin støtte til Ukraine i tilfælde af en russisk invasion.

Usikkerheden opstod, efter at den amerikanske præsident Joe Biden onsdag på et pressemøde sagde, at reaktionen ville afhænge af, om en sådan russisk invasion ville blive stor eller lille.

Den udtalelse vakte opsigt både i Ukraine og blandt de europæiske NATO-allierede og fik efterfølgende den amerikanske regering til at slå fast, at den amerikanske holdning stadig var den samme. Præsident Joe Biden selv forsikrede torsdag, at Rusland ”ville betale en høj pris”, hvis man sendte tropper ind i Ukraine.

Torsdag eftermiddag var udenrigsminister Antony Blinken endnu skarpere i en tale til NATO-allierede i Berlin. Her sagde han, at konflikten efter USA’s opfattelse ikke er ”en fjern, regional konflikt”, men en trussel mod internationalt anerkendte principper om nationers suverænitet og selvbestemmelse, skriver BBC.

Og så tilføjede han, at ”hvis Rusland ønsker en ny kold krig, så er USA og dets allierede klar til det".

De bemærkninger var den russiske regering til gengæld ikke længe om at betegne som udtalelser, der yderligere kunne ”destabilisere situationen”.

En diplomatisk løsning

Fronterne ser således ud til at være trukket skarpt op før dagens møde mellem parterne i Geneve.

Men ifølge TV2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster skal man ikke se mødet som en konfrontation mellem supermagterne, men som det modsatte:

- Når udenrigsministrene mødes, er det tegn på, at man forsøger at finde en diplomatisk løsning på denne tilspidsede situation. Det er i alles interesse. Især i USA og europæernes interesse, for her er der ingen appetit på at gå ind i en potentiel krig med Rusland over Ukraine, siger Mirco Reimer-Elster.

NATO tæt på grænsen

Set fra russisk side handler konflikten i Ukraine blandt andet om, at NATO efter Sovjetunionens sammenbrud er rykket helt tæt på Ruslands grænser.

Fire lande med grænse til Rusland – Polen, Estland, Letland og Litauen – er blevet medlem af NATO siden 90’erne, og det opfatter den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans regering både som en trussel og et løftebrud fra Vestens side.

Derfor kræver Rusland nu, at Vesten skal garantere, at Ukraine aldrig vil blive medlem af NATO.

Sådan en garanti vil USA og NATO aldrig offentligt gå med til – netop af hensyn til Ukraines nationale selvbestemmelse, som Antony Blinken talte om i Berlin torsdag.

Men én ting er, hvad man siger offentligt.

Mirco Reimer-Elster kan godt forestille sig, at Vestens ”underforståede, stiltiende accept af, at Ukraine ikke bliver NATO-medlem i overskuelig fremtid” kan blive en del af løsningen.

- Konflikten i Ukraine er relativt langt nede på USA’s politiske prioriteringsliste. Længere nede, end den er på Ruslands liste. Det betyder, at USA har lidt mere at give af ved forhandlingsbordet end russerne har, vurderer han.

Joe Bidens præcisering

Joe Bidens bemærkninger onsdag om, at USA’s og NATO’s reaktion på en russisk invasion ville afhænge af, om den var ”stor eller lille”, vakte ramaskrig i Ukraine.

- Der findes ikke noget, der hedder en ”mindre invasion”. Ligesom der ikke er noget, der hedder ”mindre tab” eller ”mindre sorg over at miste sine kære”, skrev den ukrainske præsident, Volodomyr Zelensky, på Twitter som svar.

Joe Biden har efterfølgende forklaret sine bemærkninger om ”en mindre invasion” med, at det for eksempel kunne være russiske efterretningsfolk, der opererede i det skjulte inde på ukrainsk territorium.

En rigtig invasion, hvor ”russiske tropper krydser grænsen og dræber ukrainske soldater”, er en anden sag, og så vil USA og NATO ikke tøve med at reagere:

- Hvis der er nogen – nogen som helst – samlede russiske tropper, der krydser den ukrainske grænse, så er det en invasion. Det vil blive mødt med alvorlige og koordinerede økonomiske svar, som jeg har diskuteret detaljeret med vores allierede, understreger Joe Biden ifølge CNN.

Mødet mellem den amerikanske og den russiske udenrigsminister i Geneve starter klokken 11 dansk tid. Først på eftermiddagen orienterer de to udenrigsministre pressen på separate pressemøder.