FBI sætter endeligt punktum i sagen om drab på 22-årig blogger

I en endelig udtalelse fra FBI sættes der punktum i sagen om drabet på bloggeren Gabby Petito.
Der er intet, der tyder på, at der var andre end 23-årige Brian Laundrie involveret i 22-årige Gabrielle "Gabby" Petitos død.
Det fastslår FBI i deres endelige udtalelse om sagen fredag aften dansk tid. Den nu afdøde Brian Laundrie var Gabby Petitos forlovede.
- Vi har taget alle logiske skridt i denne sag. Efterforskningen har ikke fundet frem til andre personer direkte involveret i Gabby Petitos tragiske død end Brian Laundrie, siger specialagent ved FBI Denver Michael Schneider i den skriftlige udtalelse.
Ifølge FBI fandt man i Brian Laundries rygsæk en notesbog, hvor han tager ansvaret for sin forlovedes død. Og dermed betegner FBI efterforskningen som endeligt afsluttet.
Roadtrip endte tragisk
Den omtalte sag begyndte, da youtuberen Gabby Petito og hendes forlovede Brian Laundrie i juni 2021 tog på roadtrip tværs gennem USA.
Men 1. september vendte Brian Laundrie hjem til sine forældre i North Port i Florida – uden Gabby Petito.
Parret var forinden - 12. august – blevet standset af politiet i staten Utah, fordi de kørte for stærkt og ramte en kantsten. Videoer fra den ene betjents kropskamera viste en grædende Gabby Petito og en Brian Laundrie med kradsemærker i ansigtet.
19. september blev Gabby Petito fundet dræbt i en skov i delstaten Wyoming. Retsmedicinske undersøgelser fastslog, at hun døde af "strangulering med hænderne".
Herefter indledte myndighederne en jagt på Brian Laundrie, som var mistænkt i sagen. Parret boede sammen hos Laundries forældre, der oplyste, at Laundrie var taget på vandretur i midten af september og ikke var vendt tilbage siden.
Store politistyrker med politihunde, droner og terrængående køretøjer trevlede derefter igennem naturreservatet Carlton Reserve i Florida i jagten på den 23-årige Laundrie.
20. oktober blev ligdele fundet i vildmarken, som viste sig at stamme fra Brian Laundrie. Yderligere undersøgelser viste, at Brian Laundrie havde taget sit eget liv.