Udland

Esbern Snare har overdraget døde pirater

De fire pirater, som blev dræbt i skudveksling med danske styrker i Guineabugten, er udleveret til Nigeria.

Efter to måneder i et kølerum på den danske fregat 'Esbern Snare' er ligene af fire formodede pirater, der blev dræbt i en skudveksling med danske specialstyrker i Guineabugten, fredag blevet overdraget til de nigerianske myndigheder.

Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.

De fire mænd blev dræbt, da det 24. november kom til skudveksling mellem de formodede pirater og mandskab fra Esbern Snare.

Esbern Snare havde fået diplomatisk tilladelse til at sejle ind i nigeriansk farvand for at overdrage de fire døde mænd til repræsentanter for de nigerianske myndigheder.

Overdragelse til søs

Overdragelsen af de fire døde mænd forløb planmæssigt. Med to af fregattens gummibåde blev de overført til et nigeriansk fartøj, som de kom om bord i via en luge på agterdækket.

Herefter blev dokumenter for overlevering underskrevet og afleveret, og Esbern Snare forlod igen nigeriansk territorialfarvand.

I forbindelse med skudvekslingen den 24. november blev fire andre mænd anholdt.

Tre af dem blev løsladt, sat i en mindre båd med påhængsmotor og den nødvendige mad og brændstof og sendt afsted mod den nigerianske kyst.

Den fjerde blev såret i skudvekslingen og fik amputeret sit ben.

Bragt til Danmark

De danske myndigheder vurderede, at det ikke ville være forsvarligt at løslade ham til søs, fordi han er tilskadekommen og har været indlagt på et hospital i Ghana.

Han blev derfor bragt til Danmark, hvor han den 7. januar blev fremstillet i grundlovsforhør. Her blev han varetægtsfængslet for drabsforsøg på danske soldater.

I retsmødet nægtede den 39-årige nigerianske mand sig skyldig.

Han forklarede, at danske soldater fra en helikopter uden varsel skød mod båden med de formodede pirater.

Han afviste også, at han og de andre var pirater. De var sejlet ud for at fragte et skib hen til en flod, hvor det skulle lastes, lød hans forklaring.