Udland

Amerikansk journalist ramt af bil under liveudsendelse – klippet møder både hyldest og kritik

Ulykken har medført debat om, hvorvidt redaktioner kan sikre deres medarbejderes sikkerhed.

Torsdag var der nedbrud i vandforsyningen i byen Dunbar i West Virginia, som også var ramt af sne og isglatte veje.

Det var reporteren Tori Yorgey fra den lokale tv-station WSAZ News ude at fortælle seerne om.

Hun havde taget opstilling ved en vej i byen, men nåede ikke at fortælle om situationen, før hun blev kørt ned af en bil.

- Åh, Gud, jeg er lige blevet ramt af en bil:

- Men jeg er okay, Tim, jeg er okay, siger hun til kanalens nyhedsvært, der netop har stillet om til hende.

På sociale medier roser flere Tori Yorgeys evne til at bevare roen og fortsætte udsendelsen. Men andre er mere kritiske og bruger episoden til at sætte journalisters vilkår på dagsordenen.

One woman band

En del af kritikken går på, at 25-årige Tori Yorgey var alene ude at rapportere. I videoen kalder hun også sig selv for et ”one woman band”.

Og det er normalt, at journalister selv står for at stille op, filme og klippe indslag. Men det udgør en risiko, fordi ens situationsfornemmelse og overblik kan være nede, når man er alene.

Det siger Lucy Westcott, direktør for ngo’en Committee to Protect Journalists (CPJ), til Washington Post.

- En CPJ-rapport fra 2019 viser, at kvindelige journalister opfatter dét at arbejde på egen hånd som den største risiko ved jobbet, blandt andet fordi man er mere udsat for seksuelle kommentarer og chikane, siger Lucy Westcott til mediet.

CPJ opfordrer journalister til at "gennemføre en risikovurdering", før de begiver sig ud.

- Ideelt set skulle journalisten ikke være blevet sendt ud alene i første omgang. Bare dét at have en fotograf med sig eller et til sæt øjne kunne have forhindret reporteren i at blive ramt af en bil, som hun selvfølgelig ikke kunne se, siger hun.

Hun peger desuden på, at samtidig med at reportere får mere ansvar, så får de mindre i løn.

Journalistforbund: Det er ikke et problem

Hos Dansk Journalistforbund har man ikke umiddelbart kendskab til, at journalister finder det utrygt at være alene i marken.

- Afhængigt af den journalistiske opgave bør man altid foretage en risikovurdering af, om opgaven indebærer en større risiko for ulykker eller for eksempel vold eller trusler, hvis man arbejder alene, skriver Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund (DJ), i en mail til TV 2.

- Det er klart, at hvis man er meget presset, har mange bolde/opgaver i luften på én gang, kan det gå ud over éns opmærksomhed og dermed øges risikoen for ulykker. Hvis man kører bil og har sin opmærksomhed et andet sted, giver det åbenlyst en større risiko for at køre galt, siger han.

Umiddelbart efter udsendelsen blev Tori Yorgey kørt på hospitalet for et lægetjek.