Konflikten om Ukraine

Russiske soldater i Hviderusland udgør ny trussel - og ikke kun for Ukraine

Selvom både Hviderusland og Rusland fastholder, at der er tale om en nødvendig øvelse, ser Vesten til med stor bekymring.

Mandag ankom russiske tropper sammen med store mængder militært isenkram til nabolandet Hviderusland.

Her vil de to lande over de kommende uger gennemføre fælles militærøvelser nær Hvideruslands vestlige grænse mod Polen og Litauen og nær den sydlige grænse mod Ukraine.

Øvelsen vækker ifølge Politico bekymring hos både NATO og nabolandene.

- I den nuværende situation anser vi det russiske militærs ankomst til Hviderusland som ikke bare en destabiliserende faktor i sikkerhedssituationen, men også som en mere direkte trussel mod Litauen, skrev den litauiske forsvarsminister, Arvydas Anušauskas, onsdag på Facebook.

Rusland har i forvejen opmarcheret omkring 100.000 soldater nær Ukraines grænser, hvilket i Vesten har ført til frygt for en russisk invasion.

Tilstedeværelsen af russiske soldater i Hviderusland udgør ifølge flere eksperter derfor en øget trussel mod Ukraine.

Hvad handler konflikten om?

Rusland er stærkt bekymret over NATO's udvidelse mod øst, som ifølge russerne er i strid med en aftale fra afslutningen på Den Kolde Krig.

Rusland beskylder NATO for at øge spændingerne i regionen og fremlagde i december 2021 en række sikkerhedsgarantier, som de ønsker opfyldt. Herunder, at Ukraine aldrig optages i NATO, og at NATO opgiver enhver militæraktivitet i landene i Østeuropa.

Indtil da hævder russerne at være nødsaget til at opruste deres militære tilstedeværelse langs den vestlige grænse mod Ukraine. Noget, som til gengæld har fået Vesten til at anklage Rusland for at planlægge en invasion.

Truet på flere fronter

Den ukrainske hær vil nu også skulle forholde sig til en mulig russisk invasion gennem Hviderusland, hvilket tvinger ukrainerne til at sprede deres tropper ud over et meget større område. Det vil til gengæld efterlade forsvarspositioner mod øst mere sårbare.

- De har ikke mandskab nok, så de er nødt til at tage nogle valg, siger Konrad Muzyka fra det militære konsulentfirma Rochan til nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig betyder den russiske tilstedeværelse i Hviderusland, at russerne befinder sig meget tættere på den ukrainske hovedstad, Kiev. Fra den hviderussiske grænse er der kun omkring 90 kilometer.

Herfra vil Rusland med langdistanceraketter kunne ramme mål i Kiev, fortæller militæranalytikeren Rob Lee fra det amerikanskbaserede Foreign Policy Research Institute.

Russerne vil fra Hviderusland også kunne benytte elektroniske systemer til at forsøge at forstyrre kommunikationen fra Kiev under en eventuel invasion, forklarer Lee.

USA finder øvelse mistænkelig

Hviderusland og Rusland har oplyst, at den militære øvelse har fokus på at træne forsvar mod angreb udefra, og at den vil foregå i to faser frem til 20. februar.

Tidligere i denne uge fortalte den hviderussiske præsident, Alexandr Lukasjenko, at øvelserne var nødvendige for at kunne beskytte sine grænser.

- Ukraine fortsætter med at opbygge styrker og koncentrere enheder fra nationalgarden bemandet med radikale nationalister. De er meget værre end NATO-soldater. Det sker nær vores grænser, sagde han ifølge nyhedsbureauet BeITA.

Den amerikanske regering er ikke enig og kaldte tirsdag Hviderusland for "en stadig mere destabiliserende aktør i regionen".

Ifølge USA overgår antallet af russiske soldater, hvad der er normalt for en øvelse.

- Det her er noget helt andet, sagde en talsperson fra det amerikanske udenrigsministerium.