Udland

Boris Johnson afviser ikke at gå af: - Jeg vil drage de nødvendige konsekvenser

Ifølge britiske medier er op mod 20 partifæller klar til at erklære mistillid til Johnson. En afstemning om hans fremtid rykker dermed tættere på.

Onsdag kan blive en nøgledag for den pressede britiske premierminister, Boris Johnson.

Til den ugentlige spørgetime i det britiske underhus ventes han igen at skulle forsvare sig mod den seneste tids skandaler om fester i Downing Street.

Presset på premierministeren er ikke blevet mindre, efter at hans tidligere rådgiver har anklaget ham for at have løjet for parlamentet under sidste uges spørgetime.

Johnson afviser at have talt usandt, men vil formentlig igen blive afkrævet svar på, hvad han vidste om festerne, der har vakt forargelse, fordi de foregik i en periode, hvor England var underlagt stramme coronarestriktioner.

Men hvor især oppositionen vil føre an i angrebene under spørgetimen, forbereder Boris Johnson sig også på nye angreb fra egne rækker.

Ifølge britiske medier planlægger adskillige af Johnsons partifæller onsdag at erklære deres mistillid til premierministeren.

Partifæller vil vende ham ryggen

I alt drejer det sig om op mod 20 vrede partifæller, der efter et møde tirsdag aften er klar til at gå imod partilederen.

Det skriver både BBC, The Guardian, Sky News, Daily Telegraph, The Times, The Sun og The Mirror på baggrund af anonyme kilder i partiet.

Utilfredsheden med Boris Johnson har længe ulmet i dele af det konservative parti, hvor også hans håndtering af Brexit og coronapandemien samt beskyldninger om korruption har ført til kritik. Men den seneste tids mange festhistorier har for alvor fået det til at slå gnister.

Over for de britiske medier giver de anonyme partifæller udtryk for, at Boris Johnsons tid er løbet ud, og at det er på tide med et formandsskifte.

Det kræver mindst 54 konservative parlamentsmedlemmer at udløse en mistillidsafstemning, men da erklæringerne indgives i hemmelighed, er det uvist, hvor mange der allerede har krævet Boris Johnsons afgang.

Syv partifæller har dog selv valgt at offentliggøre deres mistillidserklæring.

Kan tabe afstemning

Hvis en afstemning bliver en realitet, skal samtlige 360 konservative parlamentsmedlemmer stemme om Boris Johnsons fremtid.

Får han et flertal med sig, kan han blive på posten, og der kan ikke stilles krav om en ny mistillidsafstemning i mindst 12 måneder derefter. Er der flertal imod ham, er han væltet, og der skal findes en ny formand og premierminister.

- Han er allerede nu så svækket, at hvis det kommer til en afstemning, er det mest sandsynlige resultat, at han taber den, sagde Robin Pettitt, forsker i britisk politik og tidligere lektor ved Kingston University i London, lørdag til TV 2.

Endnu har ingen af Johnsons partifæller officielt meldt sig som udfordrer, men flere navne går igen i britiske medier som potentielle kandidater, der allerede har afsøgt deres opbakning i partiet.

Kommer det først til en afstemning, vil de have svært ved at ignorere muligheden for selv at få magten, hvilket kan øge opbakningen til at vælte Boris Johnson, forklarer Robin Pettitt.

Vil drage nødvendige konsekvenser

Selvom modstanden mod Boris Johnson allerede er stor, ventes særligt én begivenhed at få afgørende betydning.

Inden længe – forventeligt i næste uge – vil embedskvinden Sue Gray offentliggøre sin undersøgelse af sammenkomsterne i Downing Street.

Rapportens konklusioner kan meget vel afgøre Johnsons politiske liv.

I britiske medier antyder de anonyme partifæller, at flere først vil være klar til at erklære mistillid, når de har læst rapporten og kender det fulde omfang af sagen. Herunder om det vurderes, at premierministeren har løjet for parlamentet.

En mulighed er, at Boris Johnson i sidste ende selv vælger at trække sig.

Det har han indtil videre afvist, men da han tirsdag fik spørgsmålet, var svaret noget mere åbent, påpeger The Guardian.

- Jeg synes, at folk er nødt til at vente og se rapportens konklusioner, og jeg vil drage de nødvendige konsekvenser og konklusioner, lød det fra Boris Johnson.

Først venter altså en ny dramatisk dag i britisk politik.