Udland

Video fra kristen kæmpefest vækker forargelse i Australien

Lokal regeringschef var "fuldstændig chokeret", da han så optagelserne. Men ingen regler blev tilsyneladende brudt.

Musikken pumpede under teltdugen.

Foran scenen dansede og hoppede glædesfyldte unge rundt tæt mellem hinanden. De kastede armene i vejret i takt med beatet, og der blev skrålet med.

Det lignede på alle måder en traditionel musikfestival.

Men det var det ikke, fastslår arrangøren, den australske megakirke Hillsong, efter videooptagelser fra kirkens ungdomslejr de seneste dage har vakt stor vrede i Australien.

Landet er ligesom mange andre lande i øjeblikket underlagt restriktioner og oplever rekordhøje smittetal.

Situationen bliver ikke bedre af, at ingen af de deltagende unge tilsyneladende bar mundbind.

Derudover har videoerne vakt opsigt, fordi ungdomslejren blev afholdt i delstaten New South Wales, der tidligere på måneden indførte et forbud mod sang og dans ved musikfestivaler, i natklubber og på andre spillesteder for at mindske smittespredningen.

Minister var chokeret

Religiøse arrangementer er dog undtaget fra de nye regler.

Men det var ikke scener som dem fra Hillsong-lejren, som myndighederne havde forestillet sig.

Delstatens premierminister, Dominic Perrottet, udtalte fredag, at han var "fuldstændig chokeret" over det, han så på videoerne, og at han til fulde forstod den frustration og vrede, som mange andre har følt.

Perrottet henviste til, at alle har gjort store ofre de seneste to år under pandemien.

- Selv hvis det teknisk set var inden for reglerne, var det bestemt ikke i reglernes ånd, sagde han ifølge News.com.au.

Også delstatens sundhedsminister, Brad Hazzard, var ude med riven, da han mente, at der var tale om et klart brud på reglerne.

Kirke har undskyldt

Fredag udsendte Hillsong-kirken en erklæring, hvor de gjorde det klart, at der på ingen måde var tale om en musikfestival.

Ungdomslejren har et kristent fokus med faste tider til bøn, mens sang og musik kun udgør en mindre del af begivenheden, lød det blandt andet. Omkring 200 unge deltog.

- Men vi beklager, at vi på nogen måder har givet indtryk af, at vi ikke tager vores del af ansvaret for at holde New South Wales sikker, og vi undskylder oprigtigt til samfundet.

Efter at have undersøgt sagen har politiet ifølge Sydney Morning Herald vurderet, at der ikke var grundlag for at sanktionere kirken for brud på coronareglerne.

Hillsong har dog fået indskrænket, at de skal undgå lignende scener.