Udland

Kinas leder advarer mod konfrontation mellem stormagter

Præsident Xi Jinping: I alt har Kina sendt over to milliarder vaccinedoser til 120 lande verden over.

Kinas præsident, Xi Jinping, advarede mandag om, at en konfrontation mellem stormagter kan få "katastrofale følger".

Han fremsatte advarslen i åbningstalen på netmødet Verdens Økonomiske Forum, som heller ikke i år kunne arrangeres i Davos på grund af pandemien.

Xi kaldte sig selv en fortaler for multilateralisme og advarede mod konflikter mellem de store lande.

- Vores verden i dag er langt fra rolig, og vi hører retorik, som avler had og fordomme, sagde han ifølge en officiel oversættelse af talen, som blev streamet online.

- Historien har vist igen og igen, at konfrontation ikke løser problemer. Den skaber kun katastrofale følger.

Kina har været en succes

Xi advarede mod protektionisme, unilateralisme og magtpolitik, hvilket er et begreb Kinas tidligere har brugt om USA.

Han advarede også mod "små eksklusive cirkler" og blokke, som polariserer verden, hvilket øjensynligt refererede til alliancer mod Kinas, som fremmes i Europa og Asien af præsident Joe Biden.

I sin tale fremhævede Xi også, at Kina, hvorfra pandemien kommer, har været en succeshistorie under coronakrisen.

- I alt har Kina sendt over to milliarder vaccinedoser til 120 lande verden over. Yderligere en milliard doser vil snart være på vej. 600 millioner af disse vil blive sendt til afrikanske lande, mens 150 millioner doser skal gå til lande i det sydøstlige Asien, sagde han.

Vil samarbejde om klimaforandringer

Det internationale vaccinesamarbejde Covax har til sammenligning indtil nu leveret en milliard doser til fortrinsvis udviklingslande.

Xi understregede også, at Kina er beredt til at samarbejde med andre lande om at bremse den globale opvarmning. Han kom dog ikke med nogle konkrete udspil.

Et reelt møde i Verdens Økonomiske Forum, WEF, som årligt finder sted i Davos i januar, er udskudt til sommer på grund af pandemien. Flere end 3000 ledere, økonomer og toppolitikere fra 115 lande plejer at deltage.