Udland

Flere droner observeret i Sverige - politi leder efter dem med helikopter

Fredag og lørdag blev der også observeret droner flere steder i Sverige. Blandt andet ved atomkraftværker.

Flere droner er mandag aften blevet observeret i Sveriges hovedstad Stockholm. Svensk politi leder efter dem med helikopter.

Det skriver det svenske medie Aftonbladet.

- Privatpersoner har gjort forskellige observationer. Vi har selv observeret flere droner. Det er forskellige steder i Storstockholm, siger Daniel Wikdahl fra Stockholms Politi til Aftonbladet.

Tidligere mandag blev der set en drone ved Forsmark Atomkraftværk, som ligger omkring 140 kilometer nord for Stockholm.

Set ved flere atomkraftværker

Fredag blev der ligeledes set en drone over Forsmark Atomkraftværk. Desuden havde svensk politi oplysninger om en genstand, der var fløjet over to andre atomkraftværker.

Lørdag kom der desuden en melding om en mulig drone ved det nedlagte atomkraftværk Barsebäck i Skåne.

Stockholms Politi samarbejder med flere andre myndigheder i jagten på dronerne. Blandt andet det svenske forsvar.

- Vi dedikerer os til at observere dem og indsamle information. Det, vi laver udover det, er fortroligt, siger Daniel Wikdahl fra Stckholms Politi til Aftonbladet.

Mandag eftermiddag oplyste det svenske sikkerhedspoliti, at man har overtaget undersøgelserne af droneflyvningerne over atomkraftværkerne. Hændelserne efterforskes som et brud på rigets sikkerhed.