Udland

Vulkanudbrud kunne ses fra Rummet

Den underjordiske eksplosion i Tonga kunne høres 2300 kilometer væk og førte til tsunamivarsler i flere lande.

Da undervandsvulkanen Hunga-Tonga i Oceanien lørdag gik i udbrud, var eksplosionen så kraftig, at den kunne ses fra Rummet.

På satellitfotos kan man se vulkanen, der sprøjter en sky af aske 17 km op i atmosfæren. Udbruddet fandt sted kun 65 kilometer fra den lille østat Tongas hovedø, Tongatapu.

Selvom New Zealand er 2300 kilometer væk, kunne eksplosionen også høres her.

Tsunamivarsler

Vulkanudbruddet udløste tsunamier i Tonga, mens de newzealandske myndigheder har opfordret folk til at holde sig væk fra havet og kystområderne.

Den kraftige eksplosion førte til tsunamiadvarsler i Fiji, Vanuatu, Chile, Samoa, Australien, Japan, Hawaii og Alaska i USA. Tsunamivarslet for er søndag eftermiddag blevet ophævet, meddeler Stillehavets Tsunami Varslings Center, Ptwc.

I Japan er omkring 230.000 mennesker blevet rådet til at evakuere deres hjem på grund af risikoen for en tsunami.

Flere kyster i den sydvestlige del af landet blev tidligt søndag morgen ramt af meterhøje bølger.

Afskåret fra omverdenen

Vulkanudbruddet har afskåret Tonga fra omverdenen, da al kommunikation er brudt sammen. Det gør det svært at få et overblik over situationen.

Det siger den newzealandske premierminister, Jacinda Ardern.

- Tsunamien er gået hårdt ud over kysten på den nordlige del af Nuku'alofa med både og store sten, der er skyllet i land, siger Ardern.

Aske formørkede himlen

Lørdag skyllede bølger på over en meter ind over Tonga, der dermed oplevede den anden tsunami inden for kun to døgn. Det oplyser Australiens Meteorologiske Bureau.

Billeder fra Tonga viser, at himlen over den lille østat blev formørket af de store mængder aske fra vulkanudbruddet.

Hunga-Tonga har været i udbrud regelmæssigt de seneste årtier.

En tsunami fra vulkanudbruddet i Tonga er nået til den nordlige spids af New Zealand, hvor flere både er blevet ødelagt. De newzealandske myndigheder opfordrer folk til at holde sig væk fra havet og kystområderne.