Coronavirus

Norsk sundhedsstyrelse: Briller kan måske beskytte mod coronavirus

Nu skal et stort forskningsprojekt undersøge effekten.

Noget tyder på, at du har større chancer for at undgå coronavirus, hvis du bærer briller.

Det siger den norske forsker Atle Fretheim, der er fagdirektør på center for forskning i epidemitiltag på det norske Folkehelseinstituttet (FHI), der er den norske sundhedsstyrelse. Det skriver NRK.

- Det er et uafklaret spørgsmål, i hvor høj grad coronavirus smitter gennem øjnene. Men der er en del, der tyder på, at personer med briller bliver smittet mere sjældent, siger Atle Fretheim ifølge FHI.

Nu skal det undersøges i et stort forskningsprojekt, om der er hold i forskerens udsagn.

Håber på 22.000 forsøgspersoner

De norske forskere håber på at få 22.000 personer med i forskningsprojektet, og hvis smittetallet er højt i de to uger, som forsøget varer, venter forskerne gode resultater.

- Deltagerne vil blive fordelt, så de enten bruger briller, for eksempel solbriller, eller ikke bruger briller. De, som vil være med, får besked om, hvorvidt de skal bruge briller eller ej, når de melder sig. Det bestemmes ved en automatisk lodtrækning, siger Atle Fretheim.

Den norske forsker erkender, at effekten af at bære briller nok er lille, men lidt har også ret, mener han.

- Jeg tvivler på, at det har stor effekt at bære briller, men hvem ved? Ingen. Og hvis det viser sig at have lidt at sige, vil det være væsentlig ny information, siger Atle Fretheim.

To studier peger i samme retning

Der er tidligere lavet forskning, som peger i retning af, at brug af briller rent faktisk kan være med til at begrænse risikoen for at blive smittet med coronavirus.

I februar sidste år offentliggjorde Journal of Clinical and Diagnostic Research et studie, som viste, at smitten med coronavirus hos en gruppe mennesker i Indien, som bar læsebriller, var mindre end hos dem, som ikke bar læsebriller.

Den indiske forskning omfattede 304 patienter, som i 2019 blev smittet med coronavirus.

I maj kunne en britisk og en amerikansk forsker, som havde lavet et studie af 274 patienter i Kina, der havde været smittet med coronavirus, fremvise et lignende resultat.