Alt tegnede lyst for Biden, men så snublede han - igen og igen og igen
For et år siden fik amerikanerne en præsident, der ikke er Donald Trump. Men ud over det, hvad fik de så?
Den uge, hvor Joe Bidens popularitet toppede, gled hans sko på trin nummer otte.
Præsidenten var på vej op ad den røde løber på trappen til Air Force One, da hans fødder snød ham hele tre gange, så han måtte ned på knæ, mens verden holdt vejret i et kort sekund.
Det var sidst i marts 2021, den 78-årige Joe Biden havde kun været præsident i 62 dage, og der var stadig meget, han skulle nå.
Over 55 procent af vælgerne syntes, han gjorde et godt stykke arbejde, og han havde levet op til et af de helt store ønsker, som mange af hans vælgere havde haft, da de stemte på ham i 2020.
Han var ikke Donald Trump.
Håbet
De første to måneder som præsident havde Joe Biden hverken kastet sig ud i diskussioner om folkemængders størrelse, fornærmet Australiens premierminister eller givet liv til begrebet "alternative fakta".
Til gengæld havde Joe Biden politisk flertal i begge kamre i USA's kongres og en ambitiøs plan for, hvor USA skulle hen.
Og der skulle mere end et enkelt styrt på en trappe til at svække amerikanernes tillid til den 78-årige præsident.
Men i det første år af præsidentperioden blev Joe Bidens opbakning i befolkningen aldrig større, end den var i den uge, hvor han faldt på trappen.
I dag er han en lige så upopulær en præsident som Donald Trump var, og han sammenlignes med Jimmy Carter, som tabte præsidentvalget i 1980 efter én enkelt periode i Det Hvide Hus.
Lyn-analyse
Sammenligningen med Jimmy Carter er klassikeren, som en ny demokratisk præsident bliver mødt med. I demokratiske kredse er der tale om en frygt, i republikanske kredse er der tale om en selvopfyldende profeti. Uanset, hvor man står i det politiske landskab i USA, er der ikke tale om et kompliment, når den siddende præsident bliver sammenlignet med Jimmy Carter. For selvom Carter nok havde hjertet på rette sted, så viste han sig at være en svag leder i en tumultarisk tid, der ikke opnåede genvalg. Demokraternes store mareridt er, at Biden kan komme til at dele denne politiske skæbne med Carter.
Hvor snublede Joe Biden?
Det så ellers så lovende ud, da Joe Biden kom ud af USA's kongresbygning 20. januar 2021.
Donald Trump var overvundet og havde trukket sig tilbage til sin residens i Florida.
En stor opgave
I sin indsættelsestale gjorde Joe Biden det klart, at landet stod over for store udfordringer, især set i lyset af det stormløb mod kongressen, Donald Trumps tilhængere havde foretaget nogle uger forinden.
- Folkens, det er en prøvelsernes tid. Vi står over for et angreb på demokratiet og på sandheden. Et raserende virus, stigende ulighed, en sviende systemisk racisme, et klima i krise og USA's rolle i verden. Blot én af tingene ville være en stor udfordring, sagde Joe Biden.
Og så stillede han amerikanerne og resten af verden i udsigt, at han ville gå i gang med at løse problemerne.
- Er vi situationen voksen, og kan vi mestre den sjældent vanskelige tid? Vil vi leve op til ansvaret og skabe en ny og bedre verden for vores børn? Det mener jeg, vi skal. Det gør I nok også, og det tror jeg, vi gør, sagde han.
Præsidenten viste hurtigt handlekraft.
Joe Biden fik vedtaget en enorm hjælpepakke på 1,9 billioner dollars, der skulle afbøde konsekvenserne af coronavirus, og i modsætning til sin forgænger foreslog han ikke, at man kunne bruge blegemiddel til at få has på sygdommen.
Lyn-analyse
Opbakningen til Biden var indledningsvis væsentlig større, end det havde været tilfældet for forgængeren Trump fire år tidligere. At det til at starte med gik tjept med at få amerikanerne vaccineret, og at der hurtigt blev vedtaget endnu en stor coronahjælpepakke, hjalp også. Den nye præsident fremstod handlekraftig, og samtidig var amerikanerne ikke længere tvangsindlagt til at følge præsidentens gøren og laden på de sociale medier. Med andre ord en kærkommen afveksling efter fire tumultariske år med Trump, som flertallet af amerikanerne kvitterede for. Så Biden kom godt ud af starthullerne.
Den lumske virus
Alligevel spændte coronavirus ben for Joe Biden.
Og så endda på USA's uafhængighedsdag 4. juli.
- For 245 år siden erklærede vi vores uafhængighed fra en fjern konge. I dag er vi tættere end nogensinde på at erklære vores uafhængighed fra en dødelig virus, lød det fra præsidenten, da han holdt tale foran Det Hvide Hus.
Han var tæt på at erklære sejr i krigen mod covid-19.
- Bare tænk på, hvor denne nation var for et år siden. Tænk tilbage på, hvor I var for et år siden. Og tænk så på, hvor langt vi er kommet, sagde Joe Biden.
Imens han talte, var den nye Delta-variant netop begyndt at sprede sig i flere amerikanske stater, og endnu havde ingen hørt om Omikron.
Under valgkampen i 2020 havde Joe Biden selv sat barren for, hvornår en præsident burde træde tilbage på grund af dårlig håndtering af en pandemi.
- 220.000 amerikanere er døde. Hvis I ikke hører andet i aften, så hør dette, lød det fra Joe Biden under afslutningsdebatten 22. oktober lige inden valget.
- Enhver, der er ansvarlig for så mange dødsfald, burde ikke forblive USA's præsident, sagde Joe Biden til Donald Trump.
Under det første år af Joe Bidens præsidentperiode har 425.000 smittede mistet livet – under Donald Trumps sidste år døde der også 425.000.
Scenen sættes til en ydmygelse
Da Joe Biden holdt sin optimistiske tale på USA's uafhængighedsdag, var opbakningen blandt vælgerne stadig på 52 procent.
Ingen kunne vide, hvad fremtiden ville bringe.
Fire dage senere, 8. juli, holdt Joe Biden tale igen.
Denne gang handlede det om situationen i Afghanistan, hvor USA ønskede at trække sine styrker ud.
- At Taliban løber det hele over ende og kommer til at eje hele landet, det er højst usandsynligt, lød det fra præsidenten, som afviste enhver form for sammenligning mellem den tabte krig i Vietnam og krigen i Afghanistan.
- Vi kommer under ingen omstændigheder til at se folk blive løftet fra taget af USA's ambassade i Afghanistan, sagde præsidenten.
Saigon 1975
Imens Joe Biden talte, var Taliban på vej i offensiven i Afghanistan, og endnu anede ingen, hvor hurtigt Afghanistans regeringshær ville give op.
Tallene styrtdykker
Sidst i juli havde Joe Biden været præsident i et halvt år, og han havde stadig leveret på det meget væsentlige underforståede valgløfte, at han ikke var Donald Trump.
I de første seks måneder havde Joe Biden for eksempel hverken kastet "alle bombers moder" i hovedet på Taliban, skrevet Covfefe på Twitter eller nydt to kugler is, mens alle hans gæster kun fik serveret én.
Der havde godt nok været en enkelt episode, hvor en af præsidentens medarbejdere venligt havde overbragt Joe Biden en seddel, hvor han blev bedt om at fjerne noget, der lignede madrester fra sin hage, men et halvt år inde i præsidentperioden mente over 50 procent af amerikanerne stadig, at Joe Biden gjorde et godt stykke arbejde.
Men så skete der noget med meningsmålingerne.
Den nye smitsomme Delta-variant fik for alvor fat i amerikanerne, og i Afghanistan faldt den ene by efter den anden til Taliban.
Afghanistans hovedstad, Kabul, blev erobret 15. august, hvor opbakningen til Joe Biden for første gang kom under 50 procent.
Kabul 2020
Det hjalp ikke, da billederne af desperate afghanere klyngede sig til amerikanske fly på vej ud af Kabuls lufthavn og faldt ned fra stor højde gik verden rundt.
Ydmygelsen i Kabul blev endnu værre, da et terrorangreb kostede amerikanske liv.
Ligene af de døde soldater ankom til USA 22. august, og fra den dag var der nu flere amerikanere, som var utilfredse med Joe Biden, end amerikanere der bakkede ham op.
Lyn-analyse
Biden slog sig op på at have den nødvendige (udenrigs)politiske erfaring til at træffe de svære beslutninger. Så kom tilbagetrækningen fra Afghanistan. Biden lovede ligesom mange af sine forgængere at afslutte krige fremfor at starte nye. Det løfte indfriede han ved at afslutte tilstedeværelsen i Afghanistan. Men det katastrofale forløb omkring tilbagetrækningen har sat store spørgsmålstegn ved Bidens dømmekraft. Præsidenten ynder at sige, at ”Amerika er tilbage” på den store scene, men efterlod amerikanere i et Afghanistan kontrolleret af Taliban. Det er en skamplet af historiske dimensioner.
Akilleshælen
Men det skulle blive værre endnu.
På USA's sydgrænse ventede endnu en krise nemlig på den 78-årige præsident.
Mens Joe Bidens øjne havde været vendt mod Afghanistan, var antallet af migranter, som ønskede at komme ind i USA sydfra, på det højeste niveau i 21 år.
I juli havde grænsepolitiet for eksempel mødt 200.000 mennesker, som ville ind.
Noget måtte gøres, og uanset hvordan præsidenten forsøgte at løse problemet, mødte han politisk modstand i sit eget parti.
Enten af politikere, som syntes, hans immigrationspolitik var for slap, eller af dem, som syntes, den var for hård.
Lyn-analyse
I de første ti måneder af Joe Bidens præsidentskab er der strømmet fire gange så mange flygtninge og migranter til USA's sydlige grænse, som det var tilfældet i Trumps sidste ti måneder som præsident. Nogle forklarer den markante stigning med, at det er et efterslæb fra coronakrisen. For republikanerne er der dog tale om, at Joe Biden er en migrantmagnet. De mener, at det er udsigten til en mere lempelig immigrationspolitik, der forklarer den voldsomme stigning. I realiteten har Bidens brud med Trumps immigrationspolitik dog faktisk ikke været så skarpt, som især venstrefløjen havde håbet på.
Hans folk havde lavet en plan for et "fair, ordentligt og humant immigrationssystem", men i befolkningen var der ikke ret mange, som syntes, Joe Biden havde løst problemet godt.
I en måling fra efteråret 2021 syntes kun 33 procent af amerikanerne, at Joe Biden førte en fornuftig immigrationspolitik, mens 66 procent syntes, den var dårlig.
Kul eller klima?
Joe Biden var dog stadig ikke Donald Trump.
I løbet af sine første ti måneder havde han ikke bygget mur mod Mexico, kaldt Nordkoreas leder for "den lille raketmand", sat gang i en fremtidig mission til Mars eller trukket sig ud af klimaftalen fra Paris.
Til gengæld havde Joe Biden atter tilmeldt USA til klimaaftalen, men da der var topmøde om emnet i Glasgow i november, kom Joe Biden til at trække overskrifter, fordi han tilsyneladende faldt i søvn under talerne.
Joe Biden var gået til valg med en ambitiøs plan for klimaet, og han havde hyret Barack Obamas tidligere udenrigsminister John Kerry til at få sat skub i den grønne omstilling, men den politiske opbakning i USA's kongres var svær at skaffe.
Præsidentens demokratiske parti havde godt nok flertal i Repræsentanternes Hus, men flertallet i Senatet var afhængigt af én enkelt demokratisk senator.
Så Joe Bidens klimapolitik skulle gennem Joe Manchin.
Han er valgt i kulminestaten West Virginia, hvor Donald Trump fik over 68 procent af stemmerne i 2020, og Joe Manchin skulle kunne se sit bagland i øjnene.
Derfor blev det svært for Joe Biden at føre en politik, der var grønnere, end Joe Manchin syntes om.
Lyn-analyse
Demokraternes snævre flertal i Kongressen sætter store krav til partidisciplinen og det tværpolitiske samarbejde. Vedtagelsen af coronahjælpepakken var et eksempel på det første, infrastrukturpakken et eksempel på det sidste. Biden slog sig op på evnen til at forhandle forlig hen over midten, men har haft begrænset succes med det. Samtidig er det ikke optimalt at være afhængig af en partifælle fra en delstat, West Virginia, som Biden tabte med næsten 40 procentpoint i 2020. Sat lidt på spidsen er spørgsmålet derfor, hvem der er den mest magtfulde mand i Washington: Joe Biden eller Joe Manchin.
Pyrrhussejren
Midt i november nåede tilslutningen til Joe Biden ned på under 43 procent.
Selvom præsidenten på dette tidspunkt faktisk havde vundet en stor politisk sejr, lod vælgerne ikke til at belønne ham.
Og sejren havde ellers været dyr nok.
Den kostede over én billion dollars og gik ud på at lappe hullerne i de amerikanske veje, renovere broer, elkabler og vandledninger, samt forbedre internetdækningen og togskinnerne i USA.
- Endelig får vi det gjort, sagde Joe Biden, inden han underskrev loven 15. november.
- Min besked til det amerikanske folk er dette: Amerika er igen i bevægelse, og jeres liv vil ændre sig til det bedre, lød det fra præsidenten.
Den dyre bacon
Men flere steder i USA syntes folk, at livet ændrede sig til det værre.
Pengene var nemlig blevet mindre og mindre værd, mens Joe Biden havde været præsident, og i november 2021 nåede inflationen op på det højeste niveau siden 1982.
Hvis man sammenlignede med november 2020, var priserne i gennemsnit steget med 6,8 procent.
Prisen på bacon var steget med 21 procent, benzin med 58 procent og brugte biler med 41 procent i forhold til november måned 2020.
Da Joe Biden blev præsident i januar, havde stigningerne kun været på 1,4 procent, hvis man sammenlignede med januar 2020.
Lyn-analyse
Inflation er ikke det mest sexede emne, men berører størstedelen af amerikanerne. Den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan har formuleret det så fint: "Inflation er så voldelig som en voldsmand, så skræmmende som en væbnet røver og så dødbringende som en lejemorder”. Man skal være tilpas økonomisk privilegeret for ikke at lægge mærke til, når sundhedsforsikringen, varmeregningen, madvarerne eller benzinen stiger væsentlig i pris. Inflationen truer ikke kun USA's økonomiske genrejsning efter coronakrisen, men forbliver nok også et politisk problem i det lange løb for præsident Biden.
Prisstigningerne skyldtes, at der nu atter var gang i USA's økonomi på trods af coronapandemien, men for mange almindelige lønmodtagere steg priserne hurtigere, end lønnen kunne følge med.
I efterårets meningsmålinger mente kun 38 procent af amerikanerne, at Joe Biden håndterede økonomien fornuftigt – det var dårligere, end selv den historisk upopulære Donald Trump kunne præstere efter sit første år på posten.
Truslen fra øst
Som året gik, så det ud til at betyde mindre og mindre, at Joe Biden ikke var Donald Trump.
Han blev ikke beskyldt for at være russisk agent, og han førte ikke private samtaler i enerum med Ruslands præsident Vladimir Putin, som det var sket, da Donald Trump var præsident.
Til gengæld tog store russiske hærstyrker opstilling på grænsen til Ukraine og skabte frygt for en invasion.
USA's rolle som verdens leder blev udfordret, og i december talte Joe Biden med Vladimir Putin i et videoopkald, hvor han gjorde klart, at Rusland ville blive mødt af "økonomiske og andre konsekvenser", hvis Ukraine blev invaderet.
Tropperne forsvandt ikke fra grænsen, og i skrivende stund står de der endnu.
Lyn-analyse
I lyset af den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan er det ikke så mærkeligt, at Putin er i gang med at teste Bidens vilje til at stå last og brast med Ukraine. Rusland invaderede og annekterede Krim i 2014, mens Biden var vicepræsident, og den amerikanske reaktion var imponerende uimponerende dengang. Pudsigt nok vovede Putin ikke på samme måde pelsen, da præsidenten hed Trump, som jævnligt blev anklaget for at være en russisk nikkedukke. Den lokumskolde analyse er dog også, at Ukrainekrisen primært er et europæisk problem, da amerikanernes fokus forbliver på udfordringen fra Kina.
Måske var det Bidens bedste år?
Til november er der midtvejsvalg til USA's kongres, og her risikerer Joe Biden at miste flertallet i et eller begge af kongressens kamre, og dermed får han formentlig endnu sværere ved at få sin politik gennemført.
Og det kniber allerede.
For eksempel har han gennem de seneste måneder forsøgt at skaffe flertal for en enorm lovpakke, der oprindeligt skulle have kostet 3,5 billioner dollars.
Lovpakken hedder Build Back Better, og den var oprindeligt så omfattende, at det var svært at fortælle om alt, hvad den indeholdt.
Der var blandt andet skatterabatter på elcykler, prisloft på insulin og tilskud til reparation af almennyttige boliger, men da CBS News spurgte amerikanerne, om de vidste, hvad den indeholdt, var det kun hver 10., der kunne nævne noget specifikt.
Og da West Virginias senator Joe Manchin fik nærlæst planen, ville han ikke være med til det hele.
I skrivende stund er omfanget reduceret til 1,8 billioner dollars, og det er usikkert, om den bliver til noget.
Lyn-analyse
Joe Biden siger selv, at han vil genopstille i 2024. Til den tid vil Biden være 81 år. Man gør ham næppe fortræd ved at konstatere, at alderspræsidenten allerede nu fremstår alderssvækket. Det store spørgsmål frem mod 2024 bliver, om demokraterne - som forventet - har fået lammetæv ved midtvejsvalget i november 2022, og om der er udsigt til et gensyn med Donald Trump ved stemmeurnerne i 2024. Skulle Trump blive republikanernes kandidat igen, er det svært at forestille sig, at Biden ikke vil slå et sidste politisk slag mod en gammel kending og ærkerival. Tilbage til fremtiden så at sige.
Da Joe Bidens første år som præsident var gået, mente kun 42,2 procent af amerikanerne, at han gjorde et godt stykke arbejde.
Siden Anden Verdenskrig har kun Donald Trump oplevet dårligere tal efter sit første år på præsidentposten.
Om Joe Bidens store styrke ved valget i 2020 – nemlig, at han ikke er Donald Trump – vil være tilstrækkeligt, hvis han genopstiller som 81-årig i 2024, har vi endnu til gode at se.