Er prins Andrew helt ude i kulden? Kongehusekspert giver sit bud
Prins Andrew er ikke den første britiske royale til at miste sine titler, men det er en af de få gange, hvor det sker ufrivilligt.
Dronningen fryser Andrew ud.
Det er hovedoverskriften i en række britiske medier fredag.
Prins Andrew, der torsdag blev frataget sine militære titler og kongelige protektioner, bliver af medierne beskrevet som en ydmyget mand, og eksperter såvel som politikere giver ham en hård medfart.
Ifølge flere engelske eksperter burde beslutningen om at fratage prinsens hans titler været truffet for længst. Og de spår ikke prins Andrew, der ellers er blevet kaldt for dronningens favoritsøn, store chancer for at blive lukket ind i den royale varme igen.
- Det faktum, at kongehuset nu beskriver ham som en privat borger i forbindelse med hans retssag, fortæller os, at han er blevet smidt godt og grundigt under den kongelige bus, siger den royale forfatter og tidligere minister Norman Baker til The Guardian.
Officielt ude
Men hvordan skal vi forstå det, når de britiske medier skriver, at prins Andrew er persona non grata?
Spørger man historiker og kongehuskender Lars Hovbakke Sørensen, er det et udtryk for, at han ikke længere kan optræde i officielle sammenhænge. Men reelt er han stadig en del af kongehuset, og han vil formentlig stadig kunne ses i forbindelse med private anliggender, siger Lars Hovbakke Sørensen til TV 2.
- Hans ry er ramponeret, og jo flere titler og protektioner han mister, desto mere vil han blive set som en del af det dårlige selskab, og færre vil bruge ham, vurderer han.
Prins Andrew venter lige nu på at finde ud af, om et civilt søgsmål indgivet mod ham skal for retten i USA.
Søgsmålet er indgivet af den i dag 37-årige Virginia Giuffre, som beskylder prinsen for at have begået seksuelle overgreb på hende, da hun var bare 17 år gammel.
Hvis prins Andrew bliver renset for alle anklager, er der ingen vej tilbage, lød det torsdag fra Lotte Mejlhede, TV 2s korrespondent i Storbritannien.
Den vurdering er Lars Hovbakke Sørensen uenig i. Han siger, at hvis prinsen bliver frifundet, vil han formelt kunne deltage i højere grad, end det er tilfældet nu.
- Men spørgsmålet er, om hans image har lidt for meget skade, til at befolkningen vil tillade det, siger kongehuseksperten.
Elizabeth agerer skjold
Prins Andrews tilknytning til forretningsmanden Jeffrey Epstein og hans ekskæreste Ghislaine Maxwell har ikke kun skadet ham selv, men også det britiske kongehus. Det fortæller den britiske kongehusekspert David McClure til The Guardian.
Da det påståede overgreb mod Virginia Giuffre fandt sted i 2001, var hun efter sigende kontrolleret af den nu afdøde Epstein og den for nyligt dømte Ghislaine Maxwell.
Prinsens bånd til jetsetparret er dog kun en lille sten i skoen, så længe Dronning Elizabeth er der til at agere skjold mod den dårlige popularitet, mener Lars Hovbakke Sørensen.
- Dronning Elizabeth er så populær, at det ikke skader deres omdømme ret meget, siger han.
Den dag 95-årige Dronning Elizabeth ikke længere er der til at ride stormen af, kan konsekvenserne til gengæld nå et helt andet omfang, fortæller kongehuskenderen.
- Så er der kun de upopulære generationer tilbage, og det kan skabe problemer.
Er titlerne opgivet frivilligt?
Prins Andrew er ikke den første britiske royale til at miste sine titler.
Da prins Harry og hans kone, Meghan Markle, forlod det kongelige liv i 2020, mistede de også deres protektioner, ligesom prins Harry blev frataget sine militære titler.
Forskellen på prins Harry og prins Andrew er dog, at prins Harry forlod sine titler frivilligt, hvorimod prins Andrew næppe har gjort det frivilligt, siger den britiske kongehushistoriker Ed Owens til The Guardian.
I en udtalelse sendt ud torsdag oplyser det britiske kongehus ellers, at "hertugen af Yorks (prins Andrew, red.) militære titler og kongelige protektorroller er blevet givet tilbage til dronningen".
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det meget usædvanligt, at royale medlemmer mister deres titler.
- Titlerne er normalt nogle, som man beholder på livstid. Det viser noget om, hvor alvorlige anklagerne er, fortæller han.
Skal forsvare sig som privatperson
Onsdag gav en dommer i New York grønt lys til, at der kan føres et civilt søgsmål mod prinsen i sagen om seksuelle krænkelser mod Virginia Giuffre.
Prins Andrews advokater havde ellers argumenteret for, at Giuffre ikke kunne sagsøge prinsen, fordi hun i 2009 indgik et forlig med Epstein. Men det afviste dommeren.
Og prinsen kommer til at forsvare sig selv i sagen som privatperson. Det skriver det britiske kongehus i deres udtalelse.
Jeffrey Epstein blev i juli 2019 anholdt og varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige. Men han nåede aldrig at komme for retten, da han blev fundet død i sin fængselscelle i august 2019. Ifølge retsmedicinere havde han begået selvmord.
I slutningen af december sidste år blev Epsteins tidligere kæreste og samarbejdspartner Ghislaine Maxwell kendt skyldig i seks ud af syv anklagepunkter, om at hun hjalp ham med at skaffe unge piger. Strafudmålingen har endnu ikke fundet sted.