Sådan står Rusland opmarcheret ved Ukraines grænse - dansk militærekspert er bekymret
Kortet viser tydeligt, at russerne har den nødvendige kapacitet til en militær intervention, vurderer dansk militærekspert.
Den russiske mobilisering af tropper ved grænsen til Ukraine har skabt en højspændt international krise mellem Rusland og Vesten.
I denne uge er en russisk delegation af topembedsmænd i Europa, hvor de holder møder med USA, NATO og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) for at afværge en militær konfrontation.
Nu har avisen New York Times med hjælp fra militæreksperter lavet et kort, der viser de russiske troppers strategiske positioner langs Ukraines grænser.
Af kortet fremgår det, at russiske landtropper, kampvogne og pansrede køretøjer har taget opstilling øst, syd og nord for Ukraines grænser - og har dermed stort set omringet nabolandet.
Men er der ud fra kortet grund til at frygte en russisk invasion af Ukraine? Det har TV 2 spurgt studielektor Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet om.
Hvad læser du ud af russernes positioner på kortet?
- Størsteparten af de 100.000 styrker i de skitserede områder har været i området længe. Det gælder blandt andet styrkerne på Krim og ved Ukraines østlige grænse. Det interessante er de mellem 20.000 og 30.000 ekstra tropper, der står ved den nordlige grænse til Ukraine. De er kommet til inden for det seneste års tid og råder over en stor del pansrede køretøjer og andet militært materiel. Der er tale om enheder, der er hentet fra andre steder i Rusland – nogle af dem så langt væk som Novosibirsk. Det viser, at russerne har kapaciteten til en militær intervention i et eller andet omfang, hvis det er det, de ønsker.
Hvad kunne russernes strategi være, hvis de vælger at angribe?
- Det her bliver min egen lommestrategiske vurdering, for jeg aner ikke, hvad russerne planlægger – eller ikke planlægger. Men man kunne forestille sig, at tropperne mod nord ved byen Klintsy skulle bruges til at rykke ind over grænsen for at lægge pres på regeringen i hovedstaden Kiev. Samtidig kunne styrker på Krim og lidt nord for afskære de mange ukrainske stillinger, der allerede befinder sig ved fronten til det besatte område ved Donetsk- og Luhansk-regionen. Noget af det, russerne meget nødigt vil, er at angribe direkte på de talstærke ukrainske stillinger, der står opmarcheret ved grænsen til det besatte område. Det ville betyde massive russiske tab. Til gengæld ville det give mening at forsøge at omringe dem ved at angribe fra flere sider og derved få dem til at overgive sig.
Deler du Vestens bekymring for en invasion?
- Ja, det gør jeg. Det er en reel bekymring. Kortet viser med al tydelighed, at russerne har den nødvendige kapacitet til en militær intervention i Ukraine. Om det kommer til at ske, ved jeg ikke, men kapaciteten er til stede. Det er især bekymrende med det store antal enheder, der er tilført ved den nordlige grænse. Det får russerne til at stå endnu stærkere ved en eventuel invasion af Ukraine. Selvfølgelig rasler Putin også med sablen og bruger sin militære styrke til at lægge pres på de forhandlinger, der lige nu foregår om Ukraines medlemskab af NATO. Men mobiliseringen af styrker i området har givet Putins pres en yderligere dimension. Nu er der en reel frygt for en invasion af Ukraine, der er blevet taget som gidsel i et storpolitisk spil.