Udland

Når det værste sker, kommer det bedste op i folk. Derfor glemmer jeg aldrig Costa Concordia

TV 2s korrespondent Eva Ravnbøl er på tiårsdagen for det gigantiske cruiseskibs forlis rejst tilbage til øen Giglio.

Det er ti år siden, at en af historiens mest dramatiske og spektakulære ulykker skete på havet i Italien. 32 mennesker mistede livet.

Kaptajnen sejlede for hurtigt og for tæt på land med sit gigantiske skib, Costa Concordia. Han ville "gøre honnør" ved at tude i hornene og tænde alle lysene på sit skib for at "hilse" på en ven inde på en lille ø.

Kaptajnen ville tilsyneladende også gerne blære sig lidt over for sine gæster og sin elskerinde på kommandobroen. Hans overmod endte i en kæmpe tragedie.

Vi glemmer aldrig de høje skrig, vi hørte, og alle de mange mennesker, der råbte om hjælp. De var i panik

Beboer på øen Giglio

Lige nu sidder jeg på færgen på vej til øen Giglio ud for Toscanas kyst. Der er gået ti år, siden det mest utrolige og mest sindsoprivende skibsforlis i nyere historie fandt sted lige ud for havnen på denne lille ferieø.

Skibet var et af verdens største krydstogtsskibe, og det sejlede rundt i Middelhavet med godt og vel 4200 personer ombord. Mest turister, men også en kæmpestor besætning.

Om aftenen 13. januar 2012 skete det utænkelige. Det, der bare ikke måtte ske. Det, ingen havde haft fantasi til at forestille sig. Skibet gik på grund. Det ramte nogle klipper tæt på øen Giglio, der flænsede store dele af skibets skrog. Den gigantiske revne var omkring 70 meter og betød, at vandet kunne fosse ind og få det enorme skib til at tippe over og ende som en strandet hval.

Netop det syn glemmer jeg aldrig. For ti år siden sejlede jeg samme tur, som jeg gør i dag. Sammen med hundredevis af brandmænd, pressefolk, redningsfolk og teknikere, der alle hastede over til ulykkesstedet. Som vi nærmede os øen, blev det store, væltede skib tydeligere og tydeligere. Vi stod alle på dækket og spejdede ud mod det uvirkelige syn.

Populær ferieø var gået i hi

Giglio er et meget populært sted at holde sommerferie for mange italienere, særligt romere og florentinere.

Et skønt badested med dejlige hoteller, strande og et azurblåt hav. I de varme måneder er der gang i den med liv og herlig stemning på de mange fortovscaféer på havnepromenaden. Folk sidder glade og spiser spaghetti på de små trattoriaer i byen. Musik, drinks og lune nætter.

Om vinteren er øen uigenkendelig. Den går i hi. Her er meget få mennesker. Alt er stort set lukket.

Da Costa Concordia gik på grund, og tusindvis af skibbrudne skulle reddes i land, var der kun få indbyggere at finde på øen. Der var én åben bar og to åbne hoteller i alt. På den tid af året er der ingen turister, og de, der arbejder hele sommerhalvåret, rejser selv på ferie langt væk i vinterhalvåret.

Jeg er nu nået ned til den hyggelige lille lejlighed nede i havnen, som en af øens heltinder fra dengang har skaffet mig. Caterina, kusine til viceborgmesteren Mario, som var den største helt af dem alle, da det virkelig gjaldt for ti år siden.

Havde 50 skibbrudne sovende i sit hjem

Caterina havde 50 våde, kolde og bange passagerer sovende den skæbnesvangre nat – dels i sin stue og dels i nogle gæsteværelser.

Dengang vidste hun ikke, at hendes liv ville blive vendt op og ned i mange år derefter. Hun kom til at leje værelser ud til ingeniører, teknikere og eksperter, som beboede Giglio i al den tid, det tog at få skibet rejst op og gjort klar til bugsering ind til fastlandet. Det tog over to år og var et utroligt omfattende projekt, der aldrig havde været afprøvet før i verdenshistorien. De skarpeste hjerner blev sat på sagen, og lederen af denne mission-næsten-impossible kom helt fra Australien.

Her er koldt, det blæser, men himlen er klar. Nøjagtigt som for ti år siden.

Da jeg gik fra borde for lidt siden, stod flere af de personer, jeg lærte at kende i dagene efter forliset nede foran færgelejet. Fotografer og reportere flokkedes om nogle af hovedpersonerne fra dengang. Flere overlevende og pårørende til de omkomne har valgt at være til stede, når tiårsdagen skal markeres. Der skal kastes en krans i havet ud for klippen på ulykkesstedet, der skal være fakkeltog, religiøse mindeceremonier og diverse taler.

Mens jeg stod og kiggede efter Caterina, der skulle følge mig hen til lejligheden og lukke mig ind, fik jeg øje på politichefen Roberto, der var allestedsnærværende, da vi alle flyttede ind på øen dengang for ti år siden. Jeg fik også øje på viceborgmesteren Mario, som kom hen og hilste.

To lokale damer begyndte at stille mig spørgsmål om, hvad jeg skulle her. Jeg forklarede, at jeg var tilbage for at dække tiåret. De var godt pakket ind med tykke frakker, huer, vanter og mundbind. Jeg sagde, at jeg kunne huske, hvor iskoldt det også var dengang. Det, de bedst kunne huske, var skrigene fra skibet den nat, sagde de.

De pegede op på nogle huse, der lå lige over det sted, hvor Concordia endte med at strande. På to store klipper.

- Dér bor vi. Vi glemmer aldrig de høje skrig, vi hørte, og alle de mange mennesker der råbte om hjælp. De var i panik.

Alle kunne have været døde

De er tydeligt påvirkede af det, der skal ske, og alle minderne der dukker op. De står og holder øje med dem, der ankommer. Den daværende chef for det civile beredskab, Franco Gabrielli, er ventet, og det samme er den øverste chef for rederiet, Costa Crociere, og mange andre. Den ene af damerne sukker og skutter sig.

- Ved De godt, at alle fiskerne her på øen er sikre på, at hvis skibet dengang var nået bare få meter længere ud fra havnen, ville alle være døde?

Jeg havde faktisk det øjeblik glemt den væsentlige detalje, men det var nemlig midt i tragedien næsten et mirakel. Concordia flød hen og lagde sig som en hval over de to klipper, som det endte med at ligge på i over to år. Ellers var det med al sandsynlighed sunket. Det var ikke en fiskerskrøne. Det var noget, der kom frem, efter at kompetente folk havde regnet sejl- og vindretning ud dengang.

Mange ombordværende kunne i dagene, ugerne og månederne efter forliset berette om den totalt kaotiske måde, det hele blev håndteret på, da katastrofen indtraf.

Det begyndte med et ordentligt ryk i skibet, fortæller passagerer, som enten sad i restauranterne og så glas og tallerkener kurre ned ad bordene eller mistede balancen og faldt, fordi de i det øjeblik kom gående eller stod op. Kort derefter var der strømafbrydelse, et totalt blackout. Der blev sagt i højtalerne, at folk endelig bare skulle tage det roligt.

Dernæst en besked om, at det var bedst at søge tilbage til kahytterne. Nogle af de gæster, som adlød, kom ikke derfra med livet i behold. De druknede, fordi dørene blokerede.

Kaptajnen forlod skibet som en af de første

I en rum tid fik ingen besked på noget, folk var overladt til sig selv, mens kaptajnen tilsyneladende selv fik et blackout oppe på kommandobroen.

Og det skulle vise sig, at han var en af de første til at forlade den synkende skude. Han sagde selv, "at han gled ned i en redningsbåd".

Chefen for kystvagten i Livorno inde på fastlandet, Gregorio De Falco, fortalte senere, at kaptajnen ikke på nogen måde havde været sin opgave voksen, at han ikke havde levet op til sit ansvar, og at der ikke var foretaget et nødopkald eller udsendt et mayday, før det var for sent.

For på daværende tidspunkt havde kystvagten modtaget adskillige henvendelser fra familiemedlemmer til passagerer, som ikke anede, hvad der foregik og var rædselsslagne. Fra Livorno udgik ordrer til myndighederne i Lazio, Sardinien og Toscana, som med lynets hast sendte 12 skibe, 3 helikoptere og 3 undervandsbåde for at komme de over 4000 skibbrudne til undsætning.

Efter over en times "lammelse" på Costa Concordia, hvor kaptajnen undlod at beordre sit skib evakueret, tippede det om på siden. Vandmængderne på de nederste dæk var blevet så voldsomme, at det ikke kunne holde sig oprejst længere. Da dannede der sig en "brønd" nede i midten, hvor nogle på tragisk vis endte med at drukne. Kort efter begyndte evakueringen af de mange ombordværende.

- Se så for helvede at komme ombord på det skib igen

De fleste blev ledt ud på siden af skibet og kravlede ned ad en stige og endte i redningsbådene, der blev hejst ned. Kystvagten De Falco fik langt om længe fat i kaptajnen. Kaptajn Schettino.

- Hvor er De henne, commandante? Hvorfor er De ikke ombord? Jeg hører, at der er mennesker fanget inde på skibet. Jeg vil vide, om der er børn, kvinder, hvor mange det drejer sig om. Skynd dem op ad stigen og tilbage.

Hertil svarede kaptajnen kort:

- Jamen, der er så mørkt derude.

Kystvagten De Falco kom her med sin uforglemmelige ordre, som dengang gik hele verden rundt på grund af det meget direkte tonefald og ordvalg:

- Se så for helvede at komme ombord på det skib igen. Hvis De ikke gør det, vil jeg gøre Deres liv til et helvede.

På det tidspunkt var Schettino allerede over alle bjerge, han nægtede at adlyde og blev fra den dag ganske enkelt bare kaldt 'Kaptajn Kujon'.

Viceborgmesteren Mario Pellegrini, som jeg tidligere har omtalt, stod inde i havnen og hoppede ombord i en af de første redningsbåde, der satte skibbrudne af. I løbet af kort tid var han ude ved skibet og deltog i redningsarbejdet helt indtil den lyse morgen. Personligt sørgede han for, at hundredvis overlevede det voldsomme forlis, som ulykkeligvis kostede 32 personer livet.

Men det kunne være gået meget værre, hvis ikke det havde været både for en god portion held og ikke mindst dygtige, modige folk, der i modsætning til kaptajnen ikke tøvede.

Et lillebitte lokalsamfund blev med ét verdens centrum

Giglio blev i timerne og dagene efter ulykken invaderet af over 1000 personer, og alle de restauratører og hotelejere, der befandt sig rundt om i Italien og resten af verden på ferie, blev beordret hjem af borgmesteren, så redningsfolk og pressen kunne sove og spise.

Der var over 50 forskellige nationaliteter ombord. Også fire danskere, der heldigvis blev reddet trygt og sikkert i land.

Naturligvis var det en kæmpestor verdensnyhed, når et af klodens største skibe forliser, men den blev om muligt endnu større af de mange passagerer fra store lande som USA, Japan, Tyskland og så videre, som var ombord.

Der kom tv-hold fra alle verdenshjørner og dette lillebitte lokalsamfund blev med ét verdens centrum.

Da jeg tog afsted til øen, sagde jeg til mine børn, at jeg ville være afsted i cirka to dage. Det blev til næsten to uger. Giglio blev en lille miniverden, hvor alle hjalp alle, blev venner, stod sammen i en fuldstændig ekstraordinær situation og knoklede døgnet rundt. Der var naturlig vigepligt over for redningsfolk og pårørende, som selvfølgelig skulle have lov til at komme først til taxaerne, til kaffebarerne, kontorerne, hotellerne og så videre.

De lokale hjalp alle med at lægge værelser, wi-fi, strøm og forplejning til, når der var travlt, og hvis man ikke kunne nå hjem på fjerne hoteller.

Det var en frygtelig katastrofe. En elendig håndtering fra kaptajnen og rederiets side, men kystvagten, redningsarbejderne, det civile beredskab, dykkerne, brandfolkene, de lokale øboere og alle de arbejdende gæster viste en prisværdig, rørende og mindeværdig evne til at yde det bedste, de kunne, da det værste skete. Sammen.

Derfor vil jeg altid huske denne begivenhed.