Det er et regulært mareridt, siger ekspert om prins Andrews retssag

Den britiske prins står nu overfor et civilt søgsmål i USA, efter en dommer har afgjort, at sagen ikke kan afvises.

De britiske medier kalder det Prins Andrews værste mareridt og et altødelæggende stød til hele kongehuset.

Onsdag afgjorde en dommer i New York, at han ikke kunne afvise det civile søgsmål, kvinden Virginia Giuffre har rejst mod prins Andrew.

I søgsmålet anklager den nu 38-årige Virginia Giuffre prinsen for overgreb og seksuelt misbrug af hende, da hun var 17 år. De to blev introduceret af den afdøde rigmand Jeffrey Epstein.

Og Lone Theils, der er journalist, forfatter og ekspert i det britiske kongehus, er enig i den britiske presses analyse af prins Andrews situation.

- Før stod han i en ret umulig situation, men nu står han pludselig midt i et regulært mareridt, siger Lone Theils efter onsdagens afgørelse.

Prins Andrew havde tidligere hævdet, at Virginia Giuffre frasagde sig retten til at sagsøge ham, da hun i 2009 indgik et retligt forlig med Jeffrey Epstein. Men det afviste dommeren altså, og retssagen kan dermed køre.

To scenarier

Ifølge Lone Theils står prins Andrew med to dårlige valgmuligheder, og hun har svært ved at se, at sagen får en lykkelig udgang for prinsen.

- Det mindst slemme ville være at indgå forlig med Virginia Giuffre. Men der må man så bare sige, at hun har virkelig fat i den meget lange ende, og hun vil kunne bede ham om hvad som helst, siger Lone Theils.

Den anden mulighed er at gennemføre retssagen, men det vil prinsen ifølge Lone Theils gå langt for at undgå.

Han vil blive pillet fuldstændigt fra hinanden

Lone Theils

- Hvis det kommer til en retssag, bliver det helt utroligt pinagtigt for ham. Han vil blive krydsforhørt på alle leder og kanter og blive bedt om at bevise alle de påstande, han er kommet med i sagen, siger Lone Theils.

Lone Theils henviser til en række påstande, prins Andrew kom med i et meget omtalt interview med britiske BBC. Her påstod prinsen aldrig at have mødt Virginia Giuffre, på trods af at der findes et foto af de to sammen. Samtidig kom han med en bizar påstand om, at han ikke er i stand til at svede, som Virginia Giuffre har forklaret, prinsen gjorde ved deres møder.

- Hvis man troede, BBC-interviewet var pinligt, så vent til retssagen. Han vil blive pillet fuldstændigt fra hinanden, siger Lone Theils.

- Hvis prins Andrew er klog - det er der ikke meget, der tyder på, han er - så indgår han forlig, tilføjer hun.

Ligger, som han har redt

Ifølge Lone Theils har prins Andrew selv malet sig op i et hjørne ved sine udtalelser om sit forhold til Jeffrey Epstein og Virginia Giuffre.

- Han kunne have været kommet ud på skindet på næsen, hvis han fra start havde sagt undskyld og måske forklaret, at han troede, det var frivilligt, og at kvinden var 18. Men han har benægtet alt og dermed kaldt kvinden for en løgner, siger Lone Theils.

Det gør ondt på hele kongehuset

Lone Theils

Ifølge hende ser prins Andrew ind i en fremtid, hvor han vil blive kørt ud på et sidespor i kongehuset og blive endnu mere usynlig, end han allerede er.

Prinsens handlinger har konsekvenser for det samlede britiske kongehus. Timingen er nemlig særdeles dårlig, da dronning Elizabeth i år kan fejre 70 år på tronen.

Men denne sag - som Lone Theils kalder en katastrofe uden historisk sidestykke - kan risikere at kaste en skygge over regentjubilæet.

- Elizabeth har alle år gjort alt, hvad hun kan, for ikke at sætte en tå forkert, og det bliver nu saboteret af hendes søn, som forplumrer alt. Det gør ondt på hele kongehuset.