Britisk prins får nej til at undgå retssag om overgreb

Den britiske prins Andrew er anklaget for overgreb og misbrug af Virginia Giuffre, da hun var 17 år.

En amerikansk dommer har onsdag sagt nej til den britiske prins Andrews anmodning om at afvise et sagsanlæg om misbrug og overgreb.

Det viser en afgørelse fra retten.

Prins Andrew er ved et civilt søgsmål anklaget af kvinden Virginia Giuffre. Hun beskylder prinsen for overgreb og misbrug af hende, da hun var 17 år og styret af den afdøde finansmand Jeffrey Epstein.

Prinsen har hævdet, at Giuffre frasagde sig rettigheden til at sagsøge ham, da hun i 2009 indgik et retligt forlig med Epstein.

Men det har dommeren altså ikke været enig i, viser onsdagens afgørelse.

Siger hun blev holdt som sexslave

Ifølge Virginia Giuffre blev hun gennem en længere periode holdt som sexslave af Jeffrey Epstein og tvunget til samleje med blandt andre prins Andrew.

Jeffrey Epstein begik i 2019 selvmord i sin fængselscelle, efter at han var blevet fængslet for menneskehandel samt for at have sex med mindreårige piger.

Et af de mere belastende beviser mod prins Andrew er et meget omtalt billede fra 2001, hvor prinsen står med sin arm om den unge Virginia Giuffre.

På billedet optræder også Jeffrey Epsteins ekskæreste Ghislaine Maxwell, som onsdag blev kendt skyldig i sin rolle i sagen om Epsteins seksuelle misbrug af unge piger.

Maxwell stod i retten tiltalt for at have været med til at rekruttere og misbruge fire mindreårige piger mellem 1994 og 2004.

Overgrebene på Virginia Giuffre skulle blandt andet have fundet sted en aften i 2001 i Ghislaine Maxwells hus i Storbritannien.

Maxwell kendt skyldig

Foruden prinsens overgreb mod Giuffre i Storbritannien, skulle de også være sket i Jeffrey Epsteins hus i New York og på hans private ø i Caribien. Prins Andrew var på det tidspunkt i den amerikanske rigmands omgangskreds.

Epstein blev i 2019 anholdt og varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige. Men han nåede aldrig at komme for retten.

Epstein blev fundet død i sin fængselscelle i august 2019. Ifølge retsmedicinere havde han begået selvmord.

I slutningen af december sidste år blev Epsteins tidligere kæreste og samarbejdspartner Ghislaine Maxwell kendt skyldig i seks ud af syv anklagepunkter om, at hun hjalp ham med at skaffe unge piger.

Det var i øvrigt Ghislaine Maxwell, som i 1990'erne præsenterede prins Andrews og Epstein for hinanden.