Spanien vil håndtere covid-19 som en influenza

Spaniens premierminister vil ændre tilgangen til coronavirus, efter dødeligheden er faldet markant.

Det er på tide at se på covid-19 med nye øjne.

Sådan lyder det mandag fra Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, i et interview med radiostadionen Cadena SER.

- Situationen for pandemien er ikke den samme som for et år siden. Jeg tror, vi bør begynde at evaluere udviklingen af covid-19 hen imod en endemisk sygdom (en allestedsværende sygdom, red.), siger den spanske premierminister i interviewet med Radio SER.

Pedro Sánchez begrundede sin opfattelse med den aktuelle situation, hvor næsten hele den spanske befolkning er vaccineret, og hvor Omikron-varianten ser ud til at have et mildere forløb. Og dertil er dødeligheden faldet markant.

- I begyndelsen lå den på 13 procent, nu er den nede på omkring en procent, sagde Pedro Sánchez.

Samtidig understregede han, at man skal gå langsomt og forsigtigt frem, og at det er nødvendigt at afvente en endelig konklusion fra eksperterne, hvad angår Omikron. Men ikke desto mindre mener Sánchez, at det er på tide at ændre på håndteringen af virussen.

Vil overvåge covid-19 som almindelig influenza

Det spanske sundhedsvæsen har i flere måneder arbejdet på planer for, hvordan man kan håndtere covid-19 i lighed med andre luftvejsinfektioner som eksempelvis influenza.

Faktisk har man været i gang siden sommeren 2020 og er nu i gang med den sidste del at arbejdet, skriver det spanske dagblad El Pais.

En af konklusionerne er, at det er uholdbart og ikke længere giver mening med den meget deltaljerede overvågning, hvor man registrerer hver enkelt smittet borger.

- Lige nu, med den enorme smitsomhed af covid-19, er det en meget stor udfordring strengt at overholde de universelle overvågningsprotokoller. Det er ved at blive umuligt, siger Amparo Larrauri, der er leder af overvågningsgruppen for influenza og andre luftvejsvira på Spaniens nationale epidemiologiske center (CNE) til El Pais.

Og Larrauri peger på, at man allerede har slækket på protokollerne og eksempelvis ikke længere direkte tager kontakt til personer, som er testet positive, hvis ikke der er symptomer.

Givet den aktuelle situation vil man i Spanien i stedet for en universel overvågning overvåge på strategisk udvalgte steder ved lokale sundhedscentre og på hospitaler rundt i Spanien for på den måde at kontrollere smittespredningen.

Men det er ikke noget, som man vil indføre lige nu og her, hvor en sjette bølge hærger Spanien med over 2700 smittede per 100.000 indbyggere de seneste 14 dage.

- Der er internationale forpligtigelser om indberetninger, og det nye overvågningssystem skal konsolideres, slår Larraudi fast.

Mens det nye overvågningssystem allerede er i gang som pilotprojekt i fem af de spanske autonomier, vil der ikke ske ændringer i selve behandlingen af de coronasmittede.

Diskuterer ny strategi med europæiske sundhedsministre

Den spanske regeringschef har allerede kontakt til andre lande i Europa for at begynde debatten om, hvordan man i fremtiden skal håndtere covid-19.

Pedro Sánchez ønsker ikke at gå enegang i kampen mod den smitsomme sygdom, men peger på, at det set med hans øjne er på tide i det mindste at åbne en debat om, hvorvidt man nu er nået til et stadie, hvor pandemien snart i stedet bør betragtes som en endemisk sygdom. Eksempelvis som den årligt tilbagevendende influenza.

- Sundhedsministeren har rejst emnet for forskellige europæiske sundhedsministre. Det er en nødvendig debat, fordi videnskaben, heldigvis, har hjulpet os med beskyttelse og med at mindske smitten i samfundet. Og vi kan se, at dødeligheden ikke er den samme, som vi havde før, forklarede Pedro Sánchez, til Radio SER.

Han tilføjede, at man vil begynde at se på pandemien med andre parametre og instrumenter i håndteringen. I hvert fald i Spanien.