Coronavirus

Patienter i England behandles i ambulancer, mens de venter på ledige senge

Engelske hospitaler er så pressede af coronavirus, at personale rekrutteres fra andre afdelinger. Boris Johnson afviser nye restriktioner.

Flere ambulancer holder parkeret uden for Barnet Hospitals skadestue.

Men de holder ikke og venter på, at en borger i det nordlige London har brug for akut hjælp.

I stedet venter de på, at patienterne i ambulancerne kan komme ind på skadestuen og få den hjælp, de behøver.

Folk som stakkels Ray sidder fast udenfor, mens vi må behandle dem i ambulancerne

Rebecca Borne, sygeplejerkse

I en af dem ligger Ray Newell. Det har han gjort i en time. Han er faldet og har slået sit haleben.

- Det er frustrerende, for jeg vil gerne ind på skadestuen, siger han fra båren bag i ambulancen til Sky News' reporter, der har besøgt det hårdt pressede hospital.

Mens han venter, bliver han tilset af sygeplejersken Rebecca Borne.

Hun er også frustreret – over ikke at kunne udføre sit job – og fortæller, at der fra morgenstunden dagen forinden var 42 patienter, der ventede på en seng på akutmodtagelsen.

- Det betyder, at folk som stakkels Ray sidder fast udenfor, mens vi må behandle dem i ambulancerne. Det er ikke fair, han har mange smerter, og vi har kun ilt til rådighed, siger hun.

Pladsmanglen på Barnet Hospital skyldes, at deres covid-19-afsnit med 35 senge er overbelagt.

Ambulancer venter for længe

Endnu en ambulance ruller op i køen ved siden af Newell og Borne. Og mens ambulancerne holder der, kan de ikke rykke ud til andre akutte tilfælde i området.

Afdelingsleder på Barnet Hospital Sarah Stanley fortæller, at de lige nu kan have fem-seks ambulancer, der venter i over en time. Potentielt livsvigtige minutter, når en ambulance skal køre gennem storbyen London, fortæller hun:

- Vores store bekymring er risikoen for, at patienter, der har ringet 999 (det engelske 112, red.), ikke kan få en ambulance i tide.

Ambulancer i England skal som hovedregel overføre patienter til skadestuen inden for 15 minutter. Men i ugen, der løb over nytår, ventede 23 procent af ambulancerne på landsplan over 30 minutter.

Londons hospitalsdistrikter har nu iværksat en ny og uprøvet plan, hvor ambulancer må efterlade patienter ved personalet på akutmodtagelsen – ledig seng eller ej – hvis de får et nyt opkald om særligt akutte patienter, for eksempel et hjertestop.

Det er så op til personalet at finde en seng til den efterladte patient.

Overbelagt coronaafsnit

Inde på hospitalet gør personalet, hvad de kan, for at få senge nok.

Afsnittet ved siden af skadestuen, hvor patienter normalt kommer for at blive tilset, er nu blevet et sengeafsnit, hvor patienter bliver indlagt.

Mens de indlagte nu hovedsageligt er vaccinerede ældre mennesker, der er smittet med Omikron-varianten, var det for et par måneder siden uvaccinerede unge, der var hårdt ramt af Delta-varianten.

Julea Ali har et ben i hver lejr. Hun blev smittet med Omikron til en julefest og havde inden da bestilt en vaccinationstid to gange, men aflyste i sidste ende begge tider.

- Debatterne på sociale medier fik mig til at tænke, om det var det rigtige at gøre.

Ali fortæller, at hendes iltoptag var så lavt, da ambulancen hentede hende, at hun var tæt på at dø. Nu er hun ikke i tvivl om, at hun skal have vaccinen:

- Der er ikke noget, jeg fortryder mere. Jeg skulle have lyttet til min familie og mine venner.

Kritisk hændelse

Imens sidder Alan Swedloff på skadestuen med hjerteproblemer og venter på en seng. Han mener, det er egoistisk ikke at lade sig vaccinere:

- Det er ikke kun et spørgsmål om at beskytte sig selv. Lige nu optager de hospitalssenge, som de ikke burde ligge i, og det lægger mere pres på sundhedssystemet.

Men det er ikke kun sengepladser, der mangler. Der mangler også sundhedspersonale.

Skadestuen på Barnet Hospital har allerede fået tre sygemeldinger for den kommende uge og har dermed kun fire raske læger til rådighed. Det betyder, at patienterne risikerer at vente i op til ni timer på at blive tilset af en læge.

Coronasygemeldingerne er et landsdækkende problem i England i øjeblikket. De er tredoblet, siden Omikron-varianten gjorde sit indtog i Storbritannien.

De mange sygemeldinger og indlæggelser har fået flere hospitalsdistrikter til at erklære situationen for en ’kritisk hændelse’, hvilket betyder, at de kan rekruttere ekstra personale udefra.

Vi har en chance for at komme gennem denne Omikron-bølge uden at lukke vores land ned igen

Boris Johnson, premierminister

Da det onsdag var på sit højeste galt det for knap 20 procent af de engelske distrikter.

Ingen nye restriktioner

Militæret er nu sat ind for at hjælpe de pressede hospitaler, men der er ikke udsigt til, at den engelske befolkning bliver underlagt nye restriktioner for at inddæmme smitten.

Det har den britiske regering slået fast gentagne gange.

Da premierminister Boris Johnson hævede alle restriktioner i juli, havde regeringen en såkaldt plan b i baghånden, hvis smitten skulle komme så meget ud af kontrol, at det ville presse sundhedssystemet.

Den indførte han i begyndelsen af december, så englænderne skal arbejde hjemme så meget som muligt, bære mundbind i offentlig transport, biografer, butikker og lignende samt vise coronapas for at komme på ind på natklubber.

Regeringen indførte i midten af december også obligatorisk vaccination for sundhedspersonale med patientkontakt med effekt fra april.

Oppositionspartiet Labour har ellers givet Johnson sin opbakning til at indføre strengere restriktioner. Men i premierministerens eget parti, De Konservative, vil flere have ham til at skrotte plan b og lempe restriktionerne.

Han har dog ikke planer om nogen af delene, fortalte han på sit seneste coronapressemøde tirsdag:

- Vi har en chance for at komme gennem denne Omikron-bølge uden at lukke vores land ned igen. Vi kan holde vores skoler og virksomheder åbne, og vi kan finde en måde at leve med denne virus.